Vestager: Søvndals retorik skader integrationen

Villy Søvndal skader integrationen, er uansvarlig og har forladt oppositionen. Sådan reagerer de radikales leder, Magrethe Vestager, på SF's leder Villy Søvndals nye, skarpe linie i integrationsdebatten.
Kasper Frandsen

"I dag ser SF åbenbart en potentiel brandstifter i hver en 12-årig, hvor vi ser en potentiel læge, tømrer eller ingeniør."

Margrethe Vestager (R)
Gruppeformand
Oppositionens sammenhold står lige nu over for store prøvelser ovenpå de seneste to ugers hårde meldinger fra SFs formand Villy Søvndal på udlændingeområdet. Mens Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt ikke »kan få armene ned« af begejstring og i går inviterede SF til samarbejde om udlændingepolitikken, så har de Radikales Margrethe Vestager nu fået mere end nok og retter et benhårdt angreb på Villy Søvndal, som hun ellers stod last og brast med i valgkampen.

"Jeg kan se, at Villy Søvndal har forladt oppositionen, og at statsministeren allerede har budt ham velkommen på sin side i værdikampen," siger Margrethe Vestager til Berlingske, der mener, at SF-formanden skader integrationen, når han "kører frem med en retorik, der er ligeså kold som regeringens."

Hun siger endvidere:

"Det, Villy Søvndal gør, er uansvarligt, hvis man har noget som helst ønske om en vellykket integration. Det er gratis omgange, og det eneste nye er, at nu er det ikke kun SFs økonomiske politik, der er uansvarlig, men også deres retorik," siger hun.

"I dag ser SF åbenbart en potentiel brandstifter i hver en 12-årig, hvor vi ser en potentiel læge, tømrer eller ingeniør," siger Margrethe Vestager og kalder Villy Søvndals hårde angreb på Hizb ut-Tahrir for "noget banalt sludder" og en omgang "fodboldretorik".

Søvndal er overrasket
"Det er skuffende og uforståeligt, at de Radikale forsøger at tegne et forkert billede af, hvad vi mener," siger Villy Søvndal, der nu vil invitere Margrethe Vestager på kaffe, så han kan forklare sagens rette sammenhæng.

"Vi skal bruge vores krudt til at skyde på VKO og ikke diskutere internt. Jeg vil ikke ud i sådan et ordvalg, som det Vestager bruger. Det tjener ikke noget formål, og jeg forstår ikke hendes ærinde," siger han.

På spørgsmålet om, at det skyldes, at SF og R kæmper om de samme vælgere, svarer han: "I så tilfælde er der jo tale om misundelse - og det er som bekendt en grim ting."

Kilde: Berlingske

Altinget logoChristiansborg
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget christiansborg kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024