Von der Leyen fisker efter kvinder i et hav fuldt af mænd: Ingen redningskrans i vente fra Danmark

Ligestilling i EU-Kommissionen er en topprioritet for Ursula von der Leyen. Men langt de fleste af EU’s 27 lande hælder til at sende en mand.

Der har i flere måneder været kontakter mellem Statsministeriet og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, om, hvem der skal være Danmarks næste kommissær.
Der har i flere måneder været kontakter mellem Statsministeriet og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, om, hvem der skal være Danmarks næste kommissær.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Rikke Albrechtsen

Det begynder at se sort ud for Ursula von der Leyens ambitioner om lige mange mænd og kvinder i den EU-Kommission, som hun skal lede de næste fem år.

På nuværende tidspunkt har 17 af de 27 regeringer peget på deres kandidater til jobbet som EU-kommissær. 11 af dem er mænd, mens kun seks er kvinder (se oversigt i bunden af artiklen).

Det er en udfordring for Ursula von der Leyen, der har gjort klart, at hendes mål er en ligelig fordeling. Derfor har hun eksplicit bedt de europæiske regeringer indstille både en mand og en kvinde. Et ønske, som dog i vid udstrækning hidtil er blevet ignoreret.

Hvis Danmark ender med at sende en mand, så kan det i sidste ende betyde, at det bliver en mindre betydningsfuld portefølje, som vedkommende ender med.

Iben Tybjærg Schacke-Barfoed
Kommunikations- og administrationschef hos Tænketanken Europa

”Det vil være et ansigtstab for hende, hvis hun ikke får en nogenlunde lige balance,” siger Iben Tybjærg Schacke-Barfoed, der er analytiker og kommunikations- og administrationschef hos Tænketanken Europa.

”Det er jo ret tydeligt, at det har været et krav. Det er det også i Europa-Parlamentet, hvor kommissærerne skal godkendes bagefter,” siger hun.

Mænd i høj kurs på rygtebørsen

For at opfylde ønsket om ligestilling i toppen af EU-apparatet skal mindst syv af de ti lande, som endnu mangler at melde ind, lægge et kvindeligt kort til kommissærkabalen.

Det ser meget svært ud, eftersom der også i den gruppe er overvægt af mandlige kandidater blandt favoritterne til at blive sendt til Bruxelles.

Det gælder også i Danmark. Her er alle de stærkeste bud på rygtebørsen pt. mænd. Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen (S) er den, der af Altingets kilder vurderes til at stå i højeste kurs.

Vigtigt for Parlamentet

Balancen mellem mænd og kvinder er et stort emne for de EU-parlamentarikere, der står for at skulle godkende von der Leyens nye EU-Kommission. Det bekræfter Socialdemokratiets EU-delegationsleder Christel Schaldemose, der også er næstformand i Europa-Parlamentet.

Der er ingen tvivl om, at Parlamentet vægter det med køn.

Christel Schaldemose
Næstformand i Europa-Parlamentet (S)

I midten af juli var hun med til at forhøre von der Leyen om hendes politiske planer, inden de europæiske folkevalgte skulle give grønt lys til, at hun kunne sætte sig i formandsstolen.

”Der er ingen tvivl om, at Parlamentet vægter det med køn. Von der Leyen er også blevet spurgt til det af mange af grupperne, inklusive min egen gruppe,” siger Schaldemose.

S-delegationslederen mener, at det kan blive en dealbreaker for Parlamentet, hvis antallet af kvinder bliver for lavt.

”Det tror jeg, hvis det bliver meget, meget skævt,” siger hun.

Læs også

En svær situation

Ifølge Schaldemose står von der Leyen nu i en særdeles svær situation. For selv om Parlamentet ånder hende i nakken, og hun selv har ambitioner om en ligelig fordeling, så er det ultimativt regeringernes egen beslutning, hvem de vil sende til Bruxelles.

”Vi vil have fokus på det og presse hende. Men det er jo landene, der udpeger,” siger hun.

Men burde Danmark stille med to kandidater?

”Det skal jeg ikke blande mig i. Det er Mette Frederiksens opgave at beslutte det. Men det vigtigste for mig er, at man tager samtalerne om, hvad vi kan få, hvor vi starter med at sige, hvad er ønsket fra Danmark rent politisk? Og kan vi få det med én af det andet køn? Jamen, så må det for mig at se handle om sagen, og om hvilke sagsområder der giver os mulighed for at påvirke EU,” siger Christel Schaldemose.

Få oplagte kvinder

EU-analytiker Iben Tybjærg Schacke-Barfoed fra Tænketanken Europa mener, at Ursula von der Leyens bedste mulighed for at præge landenes valg er, at hun kan stille dem en mere eller mindre attraktiv post i udsigt, alt efter hvem de foreslår.

Den eneste, der virkelig har hele pakken, er statsministeren selv. Og hun kommer ikke til at tage ned og blive kommissær.

Iben Tybjærg Schacke-Barfoed
Kommunikations- og administrationschef hos Tænketanken Europa

”Hvis Danmark ender med at sende en mand, så kan det i sidste ende betyde, at det bliver en mindre betydningsfuld portefølje, som vedkommende ender med. Hvis man derimod er det land, som kan sikre Ursula von der Leyen kønsbalance i sin Kommission, så kan det være, at hun er mere velvillig til at se på, hvilken portefølje man kan få,” lyder det fra EU-analytikeren.

Hun peger dog også på, at der ikke er mange for statsministeren at vælge imellem, hvis det skal være en person med ministererfaring og gerne også et internationalt udsyn, hvilket er egenskaber, der hidtil er blevet lagt vægt på hos danske kommissæraspiranter.

Når der så lægges til, at statsministeren forventes at insistere på at sende en socialdemokrat denne gang, så er feltet smalt.

”Det er da en udfordring. For der er ikke nogen kvinder, man kan sende til Bruxelles, som har en helt oplagt europapolitisk profil. Man har haft mandlige ministre siddende på de poster i et stykke tid,” siger Iben Tybjærg Schacke-Barfoed.

”Den eneste, der virkelig har hele pakken, er statsministeren selv. Og hun kommer ikke til at tage ned og blive kommissær,” vurderer hun.

Landene har indtil 30. august til at levere deres endelige bud til kommissionsformanden.

De seneste fire gange, Danmark har udpeget en EU-kommissær, er posten gået til en kvinde.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Ursula von der Leyen

Formand, EU-Kommissionen, fhv. forsvarsminister, Tyskland (CDU)
KA i folkesundhedsvidenskab (2001), cand.med. (Mediziniche Hochschule, Hannover, 1991)

Christel Schaldemose

MEP (S)
cand.mag. i historie (SDU 2002)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024