Poul Nyrup: "Afprøvningen af, om jeg nu er god nok, har altid været en del af mit liv"

Dengang vidste ingen af dem, at de begge senere skulle blive partiformænd – den ene på bekostning af den anden.

"Almuesindet spillede jo også ind tilbage i Svends tid. Svend kom fra en overlægefamilie i Aarhus. Han var super begavet, han fik topkarakter på universitetet, var en fremragende taler i enhver henseende. Så du kan godt se, at komme op imod Svend og være sammen med nogle af de virkelig bright, bright… Så kom ham her fra Esbjerg," siger han og peger tommelfingeren mod brystet og holder en pause.

"Afprøvningen af, om jeg nu er god nok, har altid været en del af mit liv."

Pligten først

Netop spørgsmålet om sociale klasser og evnen til at bryde med dem, er i de seneste år blevet et emne, der har bredt sig langt ud over venstrefløjens interne affærer.

Forfattere som Thomas Korsgaard og Morten Pape skildrer livet på samfundets bund og sætter spørgsmålstegn ved velfærdsstatens fortælling om social mobilitet. Og i øjeblikket er det Glenn Bech, der med manifestet "Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet" har revitaliseret klassekampen.

Arbejderklasselitteraturen har også vakt genklang i Nyrups eget parti. Det siges, at Mette Frederiksen har pålagt alle hendes partifæller at læse Morten Papes "Planen". Og da Ane Halsboe Jørgensen i december overtog Beskæftigelsesministeriet fra partifællen Peter Hummelgaard, var det med Glenn Bechs manifest i afskedsgave.

Poul Nyrup lukker munden, læner sig tilbage i stolen og lægger armene over kors, da Glenn Bechs digtsamling bliver lagt på bordet foran ham i sommerhushaven.

Han vil ikke gøre sig til "dommer" over Glenn Bech og hans forfatterskab. Men der er alligevel noget ved Bechs kritik af magthaverne, der stritter på den tidligere regeringschef.

"Arbejderklassen rejste sig jo med rettigheder og pligter. Og pligter kom først. I arbejderklassens historie har vi aldrig oplevet, at folk rejste sig ved, at vi pakkede dem ind i klynk og medløb. Det er jo derfor, det hedder, i en af de der utallige sange, jeg render rundt og synger: ‘Når jeg ser et rødt flag smælde’, og ‘vi rejser os trodsigt i vrimlen’, ‘du ranker ryggen, og enhver skal svare sit’."

"Jeg siger ikke, at nu skal du bare tage dig sammen, jeg siger, at jeg tror på dig, og sammen kan vi forandre."

Glenn Bech ser sit eget klassespring som et særtilfælde snarere end et bevis på social mobilitet.

"Hvad skal vi med mønsterbryderen / bekræfter han ikke reglen / at der kræves noget særligt før den enkelte formår at løfte sig op i en anden klasse?" skriver han.

Men her har Nyrup det lige omvendt:

"Jeg vil jo gerne vise, at man ikke skal lade magtesløsheden overvælde én som noget uundgåeligt. Der er altid noget, man kan gøre. Selvom du har tabt, er du ikke fortabt."

Tror du det spring, du tog, ville være muligt i dagens Danmark?

"Ja, det er det jo. Men det forudsætter, at man møder nogen, der siger, at du er god nok, som du er. Dem har vi for få af, og vi giver de unge for få chancer til at møde sådan nogle."

At turde magten

I årene hvor Poul Nyrup Rasmussen steg i graderne og gjorde karriere i fagbevægelsen, stod Socialdemokratiet i hvad Nyrup i dag kalder en "håbløs situation". De borgerlige havde under Poul Schlüters (K) regeringsledelse siddet på magten siden 1982, og Socialdemokratiet var ude på en uhørt magtpolitisk ørkenvandring.

I 1987 blev Nyrup valgt til Socialdemokratiets næstformand. Og året efter stillede han – blandt andet på opfordring fra Svend Auken – op til Folketinget og blev valgt ind.

Ved både valget i 1988 og 1990 fik Svend Auken rekordhøje stemmetal. Men da Radikale så Poul Schlüter som garanten for økonomisk ansvarlighed, kunne Svend Auken ikke vinde nøglerne til statsministeriet, hvilket er det ubønhørlige krav, når man er formand for Socialdemokratiet.

Den utilfredsstillende situation var med til at styrke de kræfter i partiet, der ønskede en ny leder, som kunne appellere bedre til midterpartierne og omsætte mandaterne til ministertaburetter. Og med årene stod det mere og mere klart, at den siddende næstformand var manden, der kunne lokke Radikale tilbage og sikre flertallet.

Alt dette var baggrund for det berømte formandsopgør i Danmarks største parti i 1992.

Udlægningerne af formandsopgøret er utallige, og derfor afhænger essensen af, hvem man spørger. For den tabende Auken-fløj var det et utidigt brud med partiets traditioner om at støtte den til enhver tid siddende formand. For den vindende Nyrup-fløj var det et drastisk, men nødvendigt redskab, der måtte tages i brug for at få partiet ud af det magtpolitiske dødvande.

Selvom Socialdemokratiet med Poul Nyrup Rasmussen i spidsen genvandt regeringsmagten i 1993, martrede formandsopgøret partiet i årtier efter.

Hvorfor gjorde han det, er det store spørgsmål.

Selvom han har fået det mange gange, er opgøret med Svend Auken ikke et let emne for den tidligere statsminister.

Når man spørger ham, begynder han med at opridse de politiske omstændigheder, der var helt afgørende. Nyrup fremhæver arbejdsløsheden, som steg i årene under Schlüter, og som havde siddet i ham, fra han var barn. Forventningerne til ham i medierne og i partiet voksede. Socialdemokratiet måtte ikke misse en chance for at gribe magten, skulle Tamil-sagen vælte Schlüter af pinden. De Radikale kunne ikke acceptere Svend Auken som formand.

Men når alt kommer til alt, handler det også om, hvem man er.

Da rygterne om et muligt formandsopgør havde svirret i noget tid, afkrævede partiets forretningsudvalg et endeligt svar af næstformanden. Havde han tænkt sig at stille op?

Jeg siger ikke, at nu skal du bare tage dig sammen, jeg siger, at jeg tror på dig, og sammen kan vi forandre.

Poul Nyrup Rasmussen

Konfrontationen tog ham helt tilbage til havnen i Esbjerg, hvor den, der blinker først, er den, der taber.

"Spørgsmålet udløste både de værste og de bedste instinkter i mig. Stiller du op eller ej? Underforstået: Tør du eller tør du ikke? Hvis man stiller mig det spørgsmål, så svarer jeg, at selvfølgelig gør jeg det. Hvis jeg bøjer mig her, så ville jeg ikke være den, jeg kender mig selv som."

Handlede det ikke også om at få magten?

"Jo, det tror jeg egentlig, det gjorde. Men det hænger jo nøje sammen med det andet. Siden jeg var ganske lille, har jeg haft en stor, stor vilje til at ville redde verden. Og det er jo også magt, det er klart. Hvorfor tog jeg en studentereksamen? Hvorfor gik jeg på universitetet? Hvorfor søgte jeg ind i LO? Hvorfor gik jeg ind i politik? Selvfølgelig kan man jo sige, at det også var fordi, jeg ville bestemme – at jeg ville have magt."

Han har aldrig været bange for magten. Der er ikke noget galt med magt, medmindre man misbruger den. Og selve magten som begreb hører til som del af vores liv i alle dets afskygninger, understreger han.

"I dag har jeg jo enorm magt. Enorm magt til at komme igennem med nogle budskaber. Enorm magt til at tale op til unge mennesker. Enorm magt til at skabe håb og tro på sig selv. Og det kan jeg jo takke min gamle magt for. Hvis jeg ikke var blevet statsminister, så havde jeg ikke haft den gennemslagskraft, jeg har nu. Omvendt kan man sige, at jeg ville føle det som et personligt svigt, hvis jeg ikke brugte den platform."

Er det egentlig vanskeligt for dig at tale om Svend Auken i dag?

"Ja, det er det. Især fordi han ikke er her længere, ved siden af mig, til at svare for sig."

Svend Auken døde af kræft i 2009. Senere samme aften tikker en lang mail ind fra Nyrup. Der er noget om Svend Auken, han glemte at sige.

"Vi kom igen meget tæt gennem det sidste år, inden han døde. Gode samtaler fulgte, både om politik, finansmarkedets grådighed og om det eksistentielle, og til sidst udtørrede medicinen hans slimhinder, så han næsten ikke kunne tale – men det forhindrede ham ikke i at fuldende sine argumenter."

Efterløn og eftermæle

Hvordan Poul Nyrup kom til at præge sit parti og landet de ni år, hvor han sad på statsministerposten, vil han helst lade andre analysere på.

Jeg skulle have skåret mit arbejde lidt hårdere til, så jeg fik lidt mere plads til Signe de sidste år. Folk siger, at hun ikke var rask, og at jeg jo ikke kunne have gjort noget ved det, og det er jeg klar over. Men spørger du, hvad jeg fortryder, så er det det.

Poul Nyrup Rasmussen

Men at det lykkedes at banke arbejdsløsheden i bund og at gøre Socialdemokratiet til et troværdigt parti på den økonomiske politik, er noget af det, han gerne vil huskes for.

"Noget af det, jeg har kunnet gøre godt for mit parti, det var at få styr på den økonomiske politik – ikke som et isoleret tillæg til alle de andre politiker, men som et sammenhængende, robust underlag for at det sociale, uddannelsesmæssige, ligestillingsmæssige, miljømæssige, klimamæssige og det internationale kunne blive realiseret."

Nyrup fremhæver også flexicurity på arbejdsmarkedet og bevægelsen mod at gøre Socialdemokratiet til et mere Europavenligt parti.

Andre politiske resultater er han mindre stolt af.

"Retten til efterlønnen blev bevaret i min tid, men jeg var ked af den måde, hvorpå besparelsen blev gennemført. Problemet var, at den var tiltænkt nedslidte mennesker, men den bedre del af middelklassen gik også på efterløn. Da Venstre så krævede den afskaffet, strømmede folk til, selvom de måske gerne ville have blevet på arbejdsmarkedet nogle år endnu. Dermed fik du en så uimodståelig finanspolitisk cirkel."

På trods af et valgløfte om at sikre efterlønnen, så Nyrup sig nødsaget til at tage et opgør med den lidt for favorable ordning. Løftebruddet kom til at hjemsøge ham resten af hans regeringstid.

Nyrup blev desuden kendt for at have sagt om Dansk Folkeparti, at de ikke var stuerene. Under hans ledelse nåede Socialdemokratiet ikke at finde fælles fodslag i udlændingepolitikken, mens Venstre og Dansk Folkepartis hårde position i debatten trak mange socialdemokratiske vælgere hen over den politiske midte.

Det blev den afgørende årsag til, at Anders Fogh Rasmussens vandt valget i 2001, og ledte Socialdemokratiet ud i endnu en tiårig ørkenvandring.

Allerstørst har omkostningen af et ambitiøst arbejdsliv dog været på privatfronten.

"Jeg skulle have skåret mit arbejde lidt hårdere til, så jeg fik lidt mere plads til Signe de sidste år. Folk siger, at hun ikke var rask, og at jeg jo ikke kunne have gjort noget ved det, og det er jeg klar over. Men spørger du, hvad jeg fortryder, så er det det," siger han om datteren, der var plaget af psykisk sygdom og tog sit eget liv kort efter, han blev indsat som statsminister.

Kompromisets kunst

Der er mange relevante tråde at trække til nutidens politiske situation. Ligesom Nyrup har Mette Frederiksen skrevet sig ind i historien af socialdemokratiske ledere, som har opnået genvalg. Og ligesom Nyrup har Mette Frederiksen kastet sig ud i reformer af velfærdssamfundet, som kan gøre ondt i det socialdemokratiske vælgerhav. Nyrup baksede med efterlønnen, og tilsvarende bakser Mette Frederiksen med seniorpensionen.

Din økonomiske politik fik kritik for at være for blå. Det gjorde Helle Thornings også, og det gør Mette Frederiksens nu. Hvad siger det om det dilemma, alle socialdemokratiske ledere tilsyneladende står i?

"Jeg tror, at det socialdemokratiske dilemma består i, at mens robustgørelsen af økonomien er grundlaget for at gøre de mange ting, vi gerne vil, må det tempo, det kan foregå i, nødvendigvis også sættes sine grænser for, hvor hurtigt vi kan gå frem på alle de gode reformer. Men du vil altid have nogle partier, der siger, at gælden er mindre vigtig, ligesom du vil have nogle andre partier, der siger, at reformerne godt kan vente."

Kunne man også sige, at det at være socialdemokrat også indebærer at kunne gå på kompromis med sine idealer?

"Ja, men jeg anser det at kunne gå på kompromis som en hædersbevisning. Du går ikke kun på kompromis, fordi der er et politisk flertal, der presser dig til at gøre det. Du gør det også, fordi du ved, at det på længere set er det bedste at gøre. Hvis du lever et kompromisløst politisk liv, vil du ikke kunne skabe forbedringer i et demokrati."

Skal han svare på, hvor den bevægelse, han altid har elsker, står i dag, må han tilbage til Thorvald Stauning, der i 1933 indgik et berømt forlig med Radikale og Venstre for at standse strejkerne mod arbejdsløshed og løse landbrugskrisen. Om det, der senere blev kendt som Kanslergadeforliget, sagde den socialdemokratiske statsminister, at man havde opgivet nogle principper, men reddet landet.

Ligeledes ser Nyrup de store kriser i dag. Inflation, krigen i Ukraine, klimakrisen, fødekæden fra Kina til Europa, risikoen for at Trump genvinder magten i USA.

"Ligesom i dag var der under Stauning mange afgørende spørgsmål, der skulle håndteres på én gang. Og ligesom i dag var den politiske situation sådan, at det var fuldstændig umuligt at finde et stabilt flertal på den ene eller anden side."

"Så som jeg læser Socialdemokratiets formand, så tror jeg, hun tænker, at nu må man samle de nationale kræfter. Du kan kalde det et flerårigt nationalt kompromis, der skal håndtere de væsentligste af tingene. På et vist tidspunkt kommer vi tilbage til vores velkendte politiske forum. Ingen kan sige hvornår, men det tror jeg, vil komme tilbage igen," siger Poul Nyrup Rasmussen.

Livsmissionen

Selvom Poul Nyrup Rasmussen har sin politiske storhedstid bag sig, har han ikke lagt sit engagement på hylden. Det gælder både, når han giver sin analyse af tingenes tilstand i dansk politik i almindelighed og i sit parti i særdeleshed. Men især når han taler om ungdommen, som han bruger sit livs efterår på at kæmpe for, er det med ild i øjnene, som stod han på Folketingets talerstol.

 Jeg anser det at kunne gå på kompromis som en hædersbevisning.

Poul Nyrup Rasmussen

Det er også derfor, han ikke kunne drømme om at fejre sin runde fødselsdag med boller og lagkage i sommerhuset. Det ville ganske enkelt ikke være nok. Det skal ses og høres, hvis han skal fejre noget, og derfor foregår det på Folkemødet på Bornholm.

Her vil han bruge den taletid, der hører med, når man kan skrive tidligere statsminister på visitkortet, på at tale om, hvad han ser som sin livsmission. Nemlig drømmen om at andre unge får de samme muligheder, han selv fik.

"De seneste år er jeg blevet klar over, hvad min mission i livet er og altid har været. Forhåbentlig efterlader jeg budskabet om, at man skal passe godt på det unge menneske, som kan få et stort og langt liv. Vi må ikke glemme omsorgen for vores ungdom – og især den ungdom, som ikke har fået de samme chancer som mange andre, og som risikerer at falde fra. For dem er der eddermame mange af lige nu."