Borgerforslag om ny klimalov skal behandles i Folketinget
KLIMALOV: Tirsdag aften rundede borgerforslaget om en ny klimalov fra 11 ngo'er 50.000 underskrifter. Det tages nu op i Folketinget. Klimaministeren melder sig klar til at diskutere en ny klimalov.
Morten Øyen
Redaktør13 dage var alt, der skulle til, før borgerforslaget om en ny og mere skrap klimalov, fik de nødvendige 50.000 underskrifter.
Det fremgår af borgerforslag.dk klokken 21.23 tirsdag aften.
”Formålet med forslaget er at styrke Danmarks bidrag til det globale klimaarbejde gennem en ambitiøs indsats, både nationalt og internationalt,” lyder det i forslaget, der er stillet af 11 ngo’er.
”Håber, Christiansborg er med os. For Danmark skal have en stærk og ambitiøs klimalov. Det skylder vi vores børn og børnebørn,” skriver Maria Reumert Gjerding fra Danmarks Naturfredningsforening, der er blandt forslagsstillerne, på Facebook.
Håber, Christiansborg er med os. For Danmark skal have en stærk og ambitiøs klimalov.
Maria Reumert Gjerding
Præsident, Danmarks Naturfredningsforening
Mere skrap klimalov
Forslaget til en ny klimalov lægger op til, at Danmark skal sætte nationale klimamål, der lever op til Paris-klimaaftalen, have særlige klimamål for sektorer som landbrug, transport og energi, integrere klimahensyn i andre politikker, og så skal Klimarådet styrkes og sikres uafhængighed.
I forslaget bliver der også peget på tre overordnede mangler i den nuværende danske klimapolitik:
”Der er ikke sat nationale klimamål, der driver reduktioner af drivhusgasser ambitiøst nok frem. Der mangler en gennemtænkt klimastrategi, der sikrer en klar indsats i alle relevante sektorer og på alle politikområder. Danmark bidrager ikke nok til den internationale finansiering af klimatiltag i udviklingslandene.”
Lilleholt klar til debat
Tirsdag var også dagen for regeringens klimapolitiske redegørelse i Folketinget, og under den debat blev klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) spurgt om borgerforslaget.
”Jeg vil læse forslaget og se indholdet og se på, hvilke muligheder der er i det. Det går jeg til med en fornuftig tilgang og også en åbenhed i forhold til at diskutere nogle af de løsningsforslag, der ligger i det,” lød det fra ministeren.
Det er 92-gruppen, VedvarendeEnergi, Folkekirkens Nødhjælp, Greenpeace, Det Økologiske Råd, Verdens Skove, Klimabevægelsen, WWF, Care, Mellemfolkeligt Samvirke og Danmarks Naturfredningsforening, der står bag forslaget om en ny klimalov.