Djøf rekrutterer strategisk profil som ny chef for public affairs
Kirsten Marie Kristensen forlader Røde Kors for at træde til som ny chef for Djøfs afdeling for public affairs, presse og politisk interessevaretagelse.
Ghita Nidam Møller
RedaktionsassistentEfter knap otte år med politisk ledelse og navigering af Røde Kors' ildsjæle og bagland er den politiske strateg og kommunikative dirigent Kirsten Marie Kristensen nu klar til at slå hul på et nyt kapitel.
Det gør hun fra 1. februar, hvor hun tiltræder som chef for fagforbundet Djøf afdeling for public affairs, presse og politisk interessevaretagelse. Det oplyser Djøf.
Kirsten Marie Kristensen står klar til at lede fagforbundets afdeling for politik og presse og løfte ansvaret som vogter af Djøfs nu 107.000 medlemmers interesser i den politiske manege.
”Djøf er en fantastisk spændende organisation, fordi der blandt medlemmerne findes viden og potentiale til at løse rigtig mange af de samfundsudfordringer, som vi står overfor. Jeg glæder mig rigtig meget til at omsætte det til konkrete politiske resultater til gavn for os alle”, udtaler Kristen Marie Kristensen.
Hun er uddannet fra CBS i politisk kommunikation og ledelse, som siden da har sat retningen for hendes karriere, der byder på mere end 15 års erfaring med politisk interessevaretagelse, kommunikation og navigering i politiske ledede organisationer.
Senest kommer hun fra en stilling som politisk chef og souschef i Røde Kors, hvor hun opbyggede organisationens politiske team og var den ledende hjerne bag den politiske strategi. Sideløbende har hun desuden været vikarierende mediechef med ansvar for alle Røde Kors' digitale platforme herunder web og sociale medier.
Derudover kan hun trække på sine erfaringer fra felten som projektansvarlig i Røde Kors, freelanceredaktør på Politikens Forlag og erhvervspolitisk konsulent i Dansk Industri, hvor hun varetog særligt handelsvirksomheders politiske interesser.