Om  
Poul Svanholm

Dødsfald: Fhv. Carlsberg-direktør Poul J. Svanholm (88)

Den mangeårige direktør for Carlsberg og gennem tyve år formand for Danske Bank, fhv. konservativ viceborgmester Poul J. Svanholm, Hellerup, er stille sovet ind, 88 år gammel. Lange tidsstræk var hans særkende. Svanholm var dekoreret med det fornemme Storkors af Dannebrog. Bisættelsen har fundet sted. 

Rasmus Nielsen

En af landets største erhvervsprofiler er død, 88 år gammel. Poul J. Svanholm, landsretssagfører-sønnen fra Aalborg, blev selv jurist i 1958 og advokat, men lagde først og fremmest sin karriere i dansk erhvervsliv, hvor man næppe kunne nå højere end ham.

Samtidig fik Svanholm en politisk karriere som konservativt medlem af Odense Byråd 1966-71, heraf i årene 1967-71 som viceborgmester. Men datidens hårde magtkamp i Det Konservative Folkeparti mellem Erik Haunstrup Clemmensen og Erik Ninn-Hansen førte til, at Ninn-støtten Poul J. Svanholm meldte sig helt ud af partiet.

Forinden viste Poul J. Svanholm allerede i sin studietid en samfundsinteresse som formand for Studenterrådet ved Københavns Universitet 1954-55.

Men Svanholm blev ikke for alvor politiker eller organisationsmand, for det var erhvervslivet, der trak i ham, og det blev det danske bryggeri Carlsberg, der blev kernen i hans virke:

Allerede i 1972 blev Svanholm således adm. direktør for Carlsberg A/S (tidligere De Forenede Bryggerier) og var direktionens formand 1974-96, tillige som koncernchef for Carlsberg-Gruppen 1982-96. 

Det blev en hovedopgave for ham at fusionere de to store øl-mærker Carlsberg og Tuborg. Efter en række fusioner og opkøb rådede firmaet over for mange produktionssteder, og Svanholm skulle rationalisere, bl.a. ved helt at udfase Tuborgs tapperier i Hellerup. Der blev oprettet et stort bryggeri i Fredericia.

I Poul J. Svanholms tid blev fundamentet til Carlsbergs position på det internationale ølmarked for alvor bygget op.

Fra en solid liste af usædvanligt langvarige tillidshverv skal det fremhæves, at Poul J. Svanholm var formand for Danske Bank i 20 år (1983-2003) og gennem 22 år for Bryggeriforeningen (1975-97).

Han var bestyrelsesmedlem og næstformand for A. P. Møller-Mærsk i perioden 1978-2010 - naturligvis som Mærsk Mc-Kinney Møllers fortrolige. Som nøgleperson i treaksen Carlsberg/Danske Bank/A. P. Møller-Mærsk blev Svanholm bindeleddet i en klassisk, ultimativ magtbastion i dansk erhvervsliv.

Men mere end dét skulle der til: Han sad hovedbestyrelsen for Dansk Industri (DI) i 25 år (1973-98), han var formand for Thomas B Thriges Fond i årene 1979-2008 og for Tuborgfondet i perioden 1978-97. Ja, så nåede han også blandt flere øvrige hverv at være formand for Royal Copenhagen og sidde i Tivolis bestyrelse i endnu en årrække, 1975-99.

Ikke at forglemme var Svanholm europa-sindet og deltog i inderkredsen blandt europæiske industrialister samlet i Roundtable of European Industrialists.

Jo, arbejdet var festen i Poul J. Svanholms liv. "Nihil sine labore" står der da også på det våbenskjold på Frederiksborg Slot, som familien Svanholm fik i forbindelse med hans fornemme tildeling af det sjældne Storkorset af Dannebrogsordenen. Latin for "Intet uden arbejde". Han kunne hjertens gerne bande og svovle i situationen uden ellers ukontrollabelt at hidse sig op, men bagefter var luften renset, og alle kunne komme videre.

Den gerne piberygende Svanholm, som dyrkede sit store skovbrug i Østhimmerland eller tilbragte ferier i familiens hus i Skagen, efterlades bl.a. af sin jævnaldrende hustru siden 1957, kunsthistoriker Lise Svanholm. Parrets søn Michael Svanholm døde i 2003 af hjertestop, men Lise og Poul J. Svanholm kunne glæde sig over flere børnebørn.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Poul Svanholm

Fhv. adm. direktør, Carlsberg, fhv. bestyrelsesformand, Den Danske Bank
cand.jur. (Københavns Uni. 1958)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024