Efter russisk invasion af Ukraine: Det gør NGO’erne
Altinget har talt med nogle af de civile og organisationer, som enten arbejder i det konfliktramte område eller med akut opståede situationer som følge af krig og katastrofe. Hør, hvad deres fokus er, hvordan de har forberedt sig, og hvilke udfordringer, de har mødt i den første tid.
Christina Houlind
JournalistGitte Skotby-Young Ballenstedt
RedaktørDokumentation af mulige brud på folkeretten, sikring af lokaltansatte og basal hjælp til de tusinder, som allerede er flygtet fra deres hjem.
Det er nogle af de første operationer, som organisationerne har sat i gang i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine.
Flere NGO'er er stadig i gang med at danne sig et overblik over situationen, men de første indsatser er allerede i gang.
Meget naturligt er mange indsatser fokuseret omkring det faktum, at krig driver folk på flugt.
FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, er til stede i Ukraine og samarbejder med andre organisationer og myndigheder om humanitær bistand: Mad, hygiejneartikler, kontanter til indkøb af andre basale fornødenheder.
Men selvom behovet er der, og kun stiger, gør den ustabile sikkerhedssituation, at de ikke kan levere al den nødhjælp, de gerne vil, og som civilbefolkningen har brug for.