Få overblikket: Disse katastrofer har fået et ekstraordinært indsamlingsshow
Lørdag samler danskerne ind til Ukraine, når DR og TV2 sender støttekoncerten ‘Sammen for Ukraine’. Syv gange tidligere har der været afholdt ekstraordinære indsamlingsshows til katastrofer i verden. Få overblikket over indsamlingerne her.
Katrine Falk Lønstrup
JournalistLaura Bejder Jensen
ResearcherLørdag aften går TV 2 og DR sammen med 16 af landets humanitære organisationer om en støttekoncert på Rådhuspladsen i København til fordel for ofrene for Ruslands militære invasion af Ukraine.
Det er langt fra første gang, Danmarks to største tv-stationer har arrangeret indsamlinger og støttekoncerter til fordel for ofrene for krige, katastrofer og hungersnød.
Få overblik over alle de ekstraordinære indsamlingsshows her.
1985: ‘Rock for Afrika’
Velgørenhedskoncerten ‘Rock for Afrika’ blev afholdt 21. september 1985 i Idrætsparken i København for at skabe opmærksomhed om den hungersnød, der plagede Etiopien.
Samtidig blev støttesangen ‘Afrika’ indspillet. Alle indtægterne fra støttesangen gik til Dansk Røde Kors’ træplantningsprojekter i Vest- og Sydafrika, mens de 7 millioner kroner fra landsindsamlingen ‘Rock for Afrika’ gik til flere danske udviklingsorganisationer.
1999: ‘Hjælp Balkan’
18. april 1999 holdt DR1 og TV 2 for første gang et stort støtteshow sammen. Arrangementet havde til formål at indsamle midler til Dansk Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælps arbejde for ofrene for krisen i Kosovo og skaffe indsamlere til Dansk Flygtningehjælps indsamling senere samme forår.
I løbet af kampagnen ‘hjælp Balkan’ blev der indsamlet over 80 millioner kroner. Sideløbende indspillede Poul Krebs og en række andre musikere støttesangen ‘Selv en dråbe’. Indtægterne gik ubeskåret til de tre organisationers arbejde.
2003: ‘Hjælp Krigens Ofre’
12. april 2003 stod DR og TV 2 bag indsamlingen ‘Hjælp Krigens Ofre’ til fordel for ofrene for krigen i Irak.
Der blev indsamlet i alt 44 millioner kroner, som blev fordelt mellem Dansk Røde Kors, Red Barnet, Caritas, Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Flygtningehjælp og UNICEF.
2005: Tsunami i Sydøstasien
Der blev indsamlet 312 millioner kroner til ofrene for flodbølgekatastrofen i Sydøstasien 2. juledag 2004. Sideløbende med landsindsamlingen indspillede flere danske musikere støttesangen ‘hvor små vi er’.
Pengene fra både landsindsamling og støttesang blev administreret af de fem nødhjælpsorganisationer Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Unicef, Red Barnet og Læger Uden Grænser.
2010: Jordskælv i Haiti
Tre uger inden den årlige Danmarks Indsamling i 2010 blev Haiti ramt af et katastrofalt jordskælv. Årets indsamling havde egentlig fået temaet ‘Afrikas kvinder’, men som følge af katastrofen i Haiti blev det besluttet, at 50 procent af det indsamlede beløb skulle gå til Haiti og de resterende 50 procent til Afrikas kvinder.
Der blev indsamlet et rekordstort beløb på 130 millioner kroner. Sideløbende indspillede en række danske musikere støttesangen ‘skrøbeligt fundament’.
2011: ‘Afrika Nu!’
Lørdag 27. august 2011 stod DR og TV 2 i samarbejde bag en indsamling til hungersnøds-ofrene på Afrikas Horn. I løbet af aftenen blev der indsamlet 111 millioner kroner.
Pengene gik til 12 forskellige nødhjælpsorganisationers arbejde i Somalia, Etiopien, Kenya, Eritrea og Djibouti, som var ramt af den måske værste hungersnød i området i 50 år.
2015: ‘HJÆLP NU!’ til Syrien
I 2015 igangsatte DR og TV 2 en akutindsamling under overskriften ‘HJÆLP NU!’ til nødhjælp i og omkring det borgerkrigshærgede Syrien.
Til indsamlingsshowet 20. september 2015 blev der indsamlet 86 millioner kroner. Pengene gik til 12 forskellige nødhjælpsorganisationers arbejde med flygtninge og internt fordrevne Syrien og de omkringliggende lande.