Pernille Skipper: Store lobbyister vinder alt for tit over de små, også selvom deres sag ikke er bedre

Danmark er et af de lande i hele verden, hvor befolkningen har allermest tillid til myndigheder og stat. Men vi bliver samtidig igen og igen kritiseret for en utilstrækkelig åbenhed omkring politiske processer og pengedonationer til politiske partier fra store organisationer som eksempelvis EU's antikorruptionsenhed og Transparency International.  

Det er ikke kun et principielt problem. For selvom tilliden er stor hos befolkningen, møder interesseorganisationer, virksomheder og andre interessenter stadig en skæv spillebane, når de skal forsøge at gøre deres stemmer gældende på Slotsholmen. 

Jeg har i løbet af mine mange år på Christiansborg oplevet, hvordan mulighederne for at påvirke den politiske dagsorden er vidt forskellige. Først og fremmest fordi det kræver rigtigt meget at gennemskue, hvad der kan få en politiker til at sige ja til et møde, og mindst lige så meget at gennemskue, hvad der får dem overbevist om at tage et emne, en sag eller et politisk ønske op. 

Når man koger det hele ned, er det afgørende for, om man som organisation kan få indflydelse og penge.

Indfør åbent lobbyregister

Mange penge giver mange muskler i det politiske spil. Penge til ansættelse af kommunikationsmedarbejdere, til at hyre bureauer og konsulenter og til at have medarbejdere, der beskæftiger sig med de politiske processer og skriver overskuelige og spiselige notater til politikere fremfor eksempelvis at producere noget eller tage sig af ældre mennesker, eller hvad man nu leverer.

Det betyder, at virksomheder og deres interesseorganisationer som DI og Dansk Erhverv har større adgang end eksempelvis de sociale organisationer.  

Men det betyder også, at store virksomheder har større muligheder end de små selvstændige, og også at de store sociale organisationer som Røde Kors og Red Barnet har bedre adgang end dem, der leverer ydelser til en lille udsat gruppe. 

Der er ret mange og temmelig nemme måder at gøre den situation bedre. På socialområdet kan man for eksempel tage tildelingen af midler fra socialreserven ud af hænderne på politikerne, så det er objektive kriterier og ansøgningsprocesser, der er afgørende, og ikke hvem du kender blandt socialordførerne. Og man kan lægge åbent frem, hvem der får hvilke midler – noget som slet ikke er offentligt tilgængeligt i dag.  

På den mere generelle spillebane kan man på samme måde sikre lettilgængelige offentlige overblik over, hvem der får hvilke penge, og indføre et åbent lobbyregister, så alle kan følge med i, hvem politikerne mødes med – uanset om det er store i oliebranchen, klimaorganisationer, sociale organisationer eller landbruget.

Transparent for borgerne

Lige så simpelt ville det være at genindføre den adgang til aktindsigt i ministrenes arbejdskalendere, som blev fjernet med ændringerne af offentlighedsloven tilbage i 2013, så man kan følge med i, om finansministeren taler mere med bankerne eller med kommunerne.

Vi bliver nødt til hele tiden at genbesøge de demokratiske spilleregler og vurdere, om de er blevet skæve med tiden. Og det er de særligt, når det gælder interessenternes mulighed for at blive hørt.

Pernille Skipper
Politisk kommentator og fhv. MF og politisk ordfører (EL)

Den slags åbenhed vil sikre, at det er mere tydeligt, hvem der udøver indflydelse hvornår – og ikke mindst gør politikerne mere bevidste om, at det har en kæmpestor betydning, når de prioriterer deres tid til den ene fremfor den anden. 

Selvfølgelig er der forskel på politiske prioriteringer hos den enkelte folkevalgte og de forskellige partier. Nogle er valgt på løfter om at ville tale landbrugets sag, de små selvstændige, de store industrier, klimaets eller de udsattes sag. Og selvfølgelig afspejler det sig i, hvordan man bruger sin tid.  

Men når der ikke er åbenhed om det, bliver det også sværere for vælgere at holde de folkevalgte op på de prioriteringer, de siger, at de har. Og det bliver samtidig enormt meget sværere at gennemskue, hvordan man kommer gennem de kringlede net af uskrevne regler på Slotsholmen, når man som lille organisation forsøger at sparke døre ind. 

Det er hamrende vigtigt, at vi i Danmark ikke lader os lulle i søvn af den store tillid, som vores myndigheder og politiske system nyder. Den tillid kræver, at vi vedligeholder den, og ikke først reagerer den dag, den er væk.  

Derfor bliver vi også nødt til hele tiden at genbesøge de demokratiske spilleregler og vurdere, om de er blevet skæve med tiden. Og det er de særligt, når det gælder interessenternes mulighed for at blive hørt.