Kommentar af 
Ask Svejstrup

Regeringens forslag om færre regler kan fratage hjemløse vigtige rettigheder

Hjemløse er dømt ude af hjælpesystemet, hvis de bliver bortvist fra et herberg. Når regeringen fratager hjemløses mulighed for at klage, er det et overgreb på deres retssikkerhed, skriver Ask Svejstrup.

Det er ikke muligheden for at bortvise hjemløse, vi vil lave
om på. Det er hjemløses mulighed for at klage, vi vil fastholde, skriver Ask
Svejstrup.
Det er ikke muligheden for at bortvise hjemløse, vi vil lave om på. Det er hjemløses mulighed for at klage, vi vil fastholde, skriver Ask Svejstrup.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ask Svejstrup
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

”Hej far, jeg er blevet smidt ud af skolen,” siger sønnike til sin far, da han en dag kom tidligt hjem fra skole.

Heldigvis er det ikke så slemt, som det lyder. For børn kan ikke smides ud af en skole, før man har fundet et andet tilbud.

Herberger og forsorgshjem er den sidste skanse i det danske velfærdssystem. Det er her, folk, der har så massive problemer, at de ikke kan få hjælp andre steder fra, kommer ind fra gaden og kan få den omsorg og støtte, der skal til for igen at tro lidt på, at de kan komme tilbage til ’livet’.

Når en hjemløs bortvises fra et herberg, er det ikke kun herbergets personale, der kaster håndklædet i ringen; de trækker samtidig tæppet væk under borgeren og dømmer ham ude af hjælpesystemet – det har sjældent ført til, at den hjemløse fik det bedre. Det fører ofte til en eskalering af de problemer, der har ført til hjemløshed.

Det er ikke regelforenkling. Det er et væsentligt retssikkerhedsmæssigt overgreb.

Ask Svejstrup
Sekretariatsleder, Sand

Bør det ikke være sådan, at herberger og forsorgshjem – ligesom skolerne – ikke skal kunne bortvise beboere, men i stedet henvise dem til steder, der besidder de faglige kompetencer, der skal til for at hjælpe borgeren?

Ikke ifølge regeringen. Tværtimod vil de fratage hjemløse borgere, der smides ud af herberget, muligheden for at klage. De skjuler det behændigt som et af 113 regel– og forenklingstiltag, der følger med aftalen om kommunernes økonomi for 2025.

Men det er ikke regelforenkling. Det er et væsentligt retssikkerhedsmæssigt overgreb!

Som herberg og som samfund griber vi den nemme løsning, når hjemløse bortvises fra et herberg.

Herberget og den hjemløse kan meget vel være gået så skævt af hinanden, at der skal luftforandring til. Det bør dog ikke medføre, at vi fratager borgere i hjemløshed deres grundlæggende rettigheder, som borgere i andre tilbud og situationer har i dag. Nemlig muligheden for at en uvildig instans – Ankestyrelsen - kan vurdere, om der er belæg for bortvisningen.

Læs også

Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) var meget klar i mælet i et svar til Folketingets Socialudvalg, da SAND spurgte hende, om hun ville sikre, at hjemløse kunne klage over bortvisninger fra herberger:

”Beboere, der trods gentagne påmindelser fortsat tilsidesætter henstilling og bestemmelser for opholdet, kan henvises til anden boform, og i ekstreme situationer, for eksempel vold, bortvises. Her mener jeg, at boformslederen entydigt skal have mulighed for at varetage og sikre personalet samt de øvrige beboeres sikkerhed ved at bortvise en borger som en konsekvens af borgerens adfærd. I disse tilfælde mener jeg ikke, at denne afgørelse bør kunne påklages til Ankestyrelsen, og jeg vil derfor tage initiativ til at ændre reglerne i overensstemmelse hermed.”

Det er ikke boformslederens mulighed for at bortvise hjemløse, vi vil lave om på. Det er hjemløses mulighed for at klage, vi vil fastholde.

Vi mener, det er et grundlæggende retsstatsligt princip, at afgørelser, der er så indgribende i en borgers liv – og især en borger, der er i så udsat en position som borgere i hjemløshed – skal kunne ankes. Det skal vurderes, om det er et rimeligt grundlag, man smides ud på.

Det er et grundlæggende retsstatsligt princip, at afgørelser skal kunne ankes.

Ask Svejstrup
Sekretariatsleder, Sand

Her er det vigtigt at huske på, at målgruppen for herberg og forsorgshjem er hjemløse. Hjemløse har det svært. De er frustrerede, de har ofte et misbrug, har psykiske og sociale problemer. Der skal være en vis rummelighed i systemet. Både når vi taler om herberger og forsorgshjem, og når det gælder klagesystemet.

Ellers bliver det som det rene wild west, hvor herbergerne uhindret kan smide folk ud efter forgodtbefindende.

Det klæder bestemt ikke en regering, der i selvsamme aftale om kommunernes økonomi 2025 – hvor de foreslår, at man fratager hjemløse en grundlæggende rettighed – skriver, at "Aftalen indeholder en række tiltag, som når de er gennemført (...) vil skabe større tryghed og forudsigelighed for borgerne."

Det er i hvert fald ikke borgere i hjemløshed, der her tales om. Det rimer heller ikke på regeringsgrundlagets beskrivelser om værdighed.

Hvis dette forslag er første skridt til at fratage hjemløse deres borgerrettigheder, vil det klæde regeringen, at de lægger det åbent frem for forligspartierne bag aftalen om hjemløsereformen og ikke forsøger at skjule det som en regelforenkling og en frisættelse af kommunerne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ask Svejstrup

Sekretariatsleder, Sand (De hjemløses Landsorgnisation)
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2001)

Pernille Rosenkrantz-Theil

Social- og boligminister, MF (S)
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024