Frivilligrådgiver: Her er frivilligeeksperternes gode råd til Finn, Klokkeblomst og alle i haveforeninger

Serien starter i kølvandet på det, en del af lejerne kalder et ”kup”, men som i realiteten er et legitimt – men hurtigt - formandsskifte efter et valg på foreningens generalforsamling.

Det afgående formandskab er i serien manifesteret i Inger, der gennem en menneskealder har lagt hjerte, sjæl og uendeligt mange arbejdstimer i foreningen for at skabe banen for et fællesskab, der indtil for nyligt var mange deltagere i.

Nu er der kold luft mellem ny og gammel formand, der ikke engang kan hilse på hinanden, når de mødes på de sirlige stier i haveforeningen.

”Det er, som man er blevet skudt i ryggen,” siger Inger i første afsnit.

”Havde han sagt, at han var opstillet som formand, så kunne jeg have taget mine foranstaltninger. I stedet for, at man først gør det på generalforsamlingen. Det er ikke pænt,” tilføjer hun.

Nej, det er ikke pænt, og det er heller ikke et godt udgangspunkt for at skabe det brede fællesskab, den nye bestyrelse drømmer om.

Trangen til fornyelse må ikke overskygge den afgående bestyrelses store indsats eller negligere de mange medlemmer, der har bakket den afgående bestyrelse op.

Manglen på anerkendelse af en afgående formands indsats og indsigt og alt det, der har fungeret godt i foreningen indtil nu, skaber utryghed blandt gamle medlemmer.

De oplever, at alt det, Inger står for, kastes på møddingen fra den ene dag til den anden uden varsel og uden hensyn til et menneske, der har investeret stort og følelsesmæssigt i fællesskabet.

Med mange års erfaring i at rådgive i konflikter i foreninger, er der for CFSA oplagt, at ganske meget af den modstand, den nye bestyrelse møder, kan spores tilbage til, hvordan den nye formand blev valgt.

Stifters forbandelse

Det er aldrig et sundhedstegn for en forening, at en formand har siddet i mere end 30 år og i øvrigt var gift med den tidligere formand, der grundlagde foreningen.

I CFSA's rådgivning støder vi ofte på udfordringer, der stammer fra det, vi kalder ”stifters forbandelse”: Når grænsen mellem foreningens organisering og grundlæggerens person udviskes.

Finn og dem omkring ham mangler tydeligvis forståelse og respekt over for den kultur og praksis, som foreningen og bestyrelsen har fungeret på i årtier.

Sarah Borger
Presse- og kommunikationsansvarlig, Center for Frivilligt Socialt Arbejde

At etablere en forening, samle folk der vil være aktive for fællesskabet og sikrer, at alle de praktiske opgaver bliver løst, kræver altid en stor indsats og vedholdende engagement.

I de første år vil en lille gruppe ildsjæle typisk gøre alting ad hoc og lægge skinnerne, mens de kører. Hen over årene opstår der ofte en kultur og en måde-at-gøre-tingene-på, som er centreret omkring stifteren og dennes personlige relationer blandt medlemmerne.

Også selv om der er vedtaget vedtægter og regler, hvis formål er at sikre demokratiske processer, et fælles værdisæt og ens regler for alle i foreningen.

Men alt for tit ser vi i CFSA, at grundlæggerne ikke uden tværslag afgiver ledelsen af deres hjertebarn og ikke reelt respekterer demokratiske processer med valg af nye medlemmer og ledelse.

Derfor bunder nogle af de grundlæggende konflikterne i haveforeningen i, at medlemmerne har genvalgt et ægtepar som ledelse i mere end 40 år.

"Det går jeg ud fra, der er enighed om i bestyrelsen!"

Finn valgte derfor den rigtige spilleplade, da han gik til valg på nøje at ville følge vedtægterne, som under det gamle formandskab tilsyneladende var meget op til Inger og den gamle bestyrelses fortolkning og personlige vurderinger.

Intentionen om at komme underhåndsaftaler og vennetjenester til livs er både fornuftig og prisværdig.

Man skaber bare ikke opbakning til vedtægter, mere fællesskab og sammenhængskraft ved at indlede sin ledelsesperiode ved at gå rundt med et SWAT-team for at bekrige ukrudt og implementere kommunens anvisninger med korte deadlines.

At lede som Finn sætter også store krav til egen overholdelse af alle regler, hvilket Finn netop ikke gør, da han ikke vil tage sig af, at en protokol, der ”er håndskrevet i 1979” har bestemt, at generalforsamlinger skal holdes om fredagen.

Det er også tydeligt, at bestyrelsens opbakningen til Finns ledelse bliver kraftigt udfordret, når han i sin ambition om at være pedantisk og effektivt kommer til at presse sine bestyrelsesmedlemmer med vendinger som ”Jeg har fået efterretninger om…” og ”det går jeg ud fra, der er enighed om i bestyrelsen!”

Finn og dem omkring ham mangler tydeligvis forståelse og respekt over for den kultur og praksis, som foreningen og bestyrelsen har fungeret på i årtier.

Selvom en del ikke var efter bogen og det brede fællesskab var ved at erodere, så har foreningen trods alt fungeret. Finns forandringer fungerer ikke uden tålmodighed, lydhørhed og respekt for foreningens historie.

Kend kulturen, før du melder dig ind 

Netop foreningens historie er vigtig at sætte sig ind i som nyt medlem.

Der er ingen, som skal tvinges til at spille ”døde duer” og drikke kolde Tuborg. Men melder du dig ind i en forening, er det som minimum en god idé at sætte dig ind og respektere i de vedtægter, der udgør foreningens ramme.

Man skaber bare ikke opbakning til vedtægter, mere fællesskab og sammenhængskraft ved at indlede sin ledelsesperiode ved at gå rundt med et SWAT-team for at bekrige ukrudt.

Sarah Borger
Presse- og kommunikationsansvarlig, Center for Frivilligt Socialt Arbejde

Du må groft sagt fjerne dit ukrudt under hækken. Og hvis du gerne vil bevare mælkebøtterne og en hæk på 3,5 meters højde, må du stille et forslag til en vedtægtsændring og undlade selvtægt.

Denne respekt for vedtægter og praksis falder tilsyneladende mange af kolonihavens nyere medlemmer for brystet.

For de mener ikke, det kan vedkomme andre, hvordan og hvornår de klipper hæk.

Men højden på hækken er uløseligt forbundet med den gamle kultur, hvor medlemmerne ”kommer hinanden ved hen over hækken” og ikke lukker sig inde bag tårnhøje, grønne mure.

Regel om hækhøjde blev sandsynligvis vedtaget med omtanke for at mindske nabokonflikter, fremme fællesskab og en kultur, hvor alle kendte hinanden. 

Det kan virke som om, en del af de nye beboere ikke har taget sig tid til at læse eller forstå baggrunden for de vedtægter, de ikke vil følge.

Uenighed i vedtægter og praksis betyder ikke, at du skal opgive at skabe forandringer eller søge at skabe nye måder at dyrke fællesskabet på.

I haveforeningen, som i de fleste andre foreninger, bliver positivt engagement og vedholdenhed ofte påskønnet, selvom det kan tage tid at justere en dybt forankret kultur.

Pas godt på 'Susannerne'

Som Niels Hausgaard så fint siger det, så er Susanne ”limen, der holder det hele sammen.”

Hun knokler med alt det praktiske og gør sit bedste for at bygge bro mellem det gamle og det nye. I CFSA genkender vi i den grad billedet.

Uenigheder er ikke et problem i sig selv. De er tværtimod et udtryk for et stort engagement i foreningen.

Sarah Borger
Presse- og kommunikationsansvarlig, Center for Frivilligt Socialt Arbejde

Det store læs bliver ofte trukket af ganske få, år efter år. Der vil ofte være personer, der lægger flere timer og mere engagement i foreningen end andre.

Nogle, fordi de er motiveret og ikke kan lade være med at tage ansvar og tage fat. Nogle, fordi de har mere tid og overskud end andre.

Inden for rimelighedens grænser er det både forventeligt og uproblematisk. Blandt de mest aktive, ser vi i CFSA tit, at de – 'Susannerne' – der uden postyr altid laver kaffe og har tid til en snak, agerer diplomater mellem brushanerne og aldrig, aldrig melder afbud til møderne, bliver overset og undervurderet.

I Susannes tilfælde skal hun bære så meget alene og uden anerkendelse, at hun til sidst mister motivationen helt og træder ud af bestyrelsen. Og med hendes afgang falder det hele, som forventet, fra hinanden.

Vi kan derfor ikke opfordre nok til at huske Susannerne. Pas på, de ikke kommer i klemme i konflikterne, lyt til dem og giv dem tydelig anerkendelse ofte selv om de frabeder sig opmærksomhed.

Og være obs på, om de har brug en pause fra tidskrævende opgaver, for de er vitterligt limen, der holder det hele sammen.

Uenighed uden konflikt

Bølgerne går højt i haveforeningen. Det er underholdende TV, men det er slidsomt at være en del af konstante konflikter, hvor ingen af parterne er villige til at mødes på midten.

Det er de andre, der ”skal lave sig om”, som en af de gamle lejere udtrykker det. Stædigheden kommer, fordi der er noget på spil.

Alle medlemmerne af haveforeningen Jørgen Berthelsens Minde har drømme og ønsker til livet i kolonihaven, og det gør som bekendt ondt at gå på kompromis med sine drømme.

Dér kunne man fristes til at give op. Men alle frivillige bør finde ud af, hvordan man kan være uenige men ikke uvenner.

For uenigheder er ikke et problem i sig selv. De er tværtimod et udtryk for et stort engagement i foreningen.

Udfordringen er nu at omsætte al den energi og tid, de gamle medlemmer i haveforeningen bruger på at chikanere den nye formand, til i stedet at lytte til hinanden, skabe nye fælles rammer, diskutere foreningens formål konstruktivt og gå sammen om at male fælleshuset med fællesspisning bagefter.

Nærdemokratiet spiller for de fleste

Som viden- og udviklingscenter er CFSA dagligt i kontakt med mange frivillige og bestyrelser rundt i hele landet og kan derfor med 30 år erfaring i rygsækken sige:

Langt de fleste små og store foreninger i Danmark lykkes med at skabe konstruktive rammer for uenigheder i meningsfulde fællesskaber på måder, hvor demokratiet er rammen for spillepladen.

Held og lykke og tak til Finn, Susanne, Klokkeblomst og alle de andre gode mennesker, der har givet os frivilligeksperter et ærligt indblik i jeres store engagement i jeres fælles haveforening.