Sekretariatsleder forlader Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Line Gulløv Lundh forlader Uddannelses- og Forskningsministeriet efter 15 år, da hun er ny sekretariatschef i Augustinus Fonden og Chr. Augustinus Fabrikker.
Martin Mauricio
ForsideredaktørFra 1. december er Line Gulløv Lundh ny sekretariatsleder i Augustinus Fonden og Chr. Augustinus Fabrikker.
Det oplyser hun i et opslag på LinkedIn.
Dermed siger hun farvel til Uddannelses- og Forskningsministeriet, hvor hun har været mere end 15 år. Hun har senest siddet som sekretariatsleder i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.
"Jeg ser frem til at lære mine nye kollegaer og organisationen bedre at kende og til at bidrage til de vigtige dagsordner med at styrke kunst og kultur, viden og uddannelse samt sociale indsatser - og dermed sammenhængskraften i samfundet," skriver hun om det nye job.
Augustinus Fonden er en erhvervsdrivende fond stiftet i 1942 af tobaksfabrikant Ludvig Augustinus. Sidste år uddelte fonden mere end 340.700.000 kroner, hvoraf langt størstedelen af uddelingerne gik til kultur og kunst.
Chr. Augustinus Fabrikker er et dansk investeringsselskab med aktiviteter indenfor flere områder. Det har rødder helt tilbage til 1750, hvor Christian Augustinus grundlagde sit tobaksspinderi.