Socialdemokratiet står selv bag de reformer, der presser unge til at gå den akademiske vej

På mine mange møder med skiftende skoleordførere fra samtlige partier på Christiansborg, har jeg aldrig mødt det synpunkt, at det var en dårlig idé at styrke de praktiske og musiske fag i skolen eller sikre en mere praksisfaglig undervisning – tværtimod.

Det samme gjorde sig gældende på mine møder med repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter og diverse skoleorganisationer. Den "kreative klasse", der ifølge ministeren har ødelagt uddannelsessystemet, står derfor tilbage som en tåget udefinerbar størrelse.

Den højtprofilerede reform af folkeskolen, som den S-ledede regering gennemførte med et bredt flertal i Folketinget i 2013, blev netop solgt på, at nu skulle den praksisrettede undervisning i højsædet.

Statsministeren fortalte i sin åbningstale i 2012 om, hvordan Emil i den nye skole kunne lære Pythagoras samtidig med, at han byggede en fuglekasse. Og undervisningsministen blev "verdensberømt" i skolekredse for sin beskrivelse af, hvordan man kunne slagte en ged i den understøttende undervisning.

Alligevel tordner Tesfaye her ti år efter mod akademiseringen af grundskolen og det øvrige uddannelsessystem.

Det er måske bekvemt, men det giver ganske enkelt ingen mening at klandre en ikke nærmere defineret kreativ klasse for den udvikling.

Forklaringen ligger derimod i, at store dele af uddannelsespolitikken reelt har været styret af en effektiviseringsdagsorden, hvor Finansministeriet har siddet ved rorpinden.

Fra slutningen af halvfemserne kom uddannelsespolitikken helt op i det øverste luftlag i den økonomiske politik i stort set alle vestlige lande.

I en teoretisk effektiviseringstankegang gav det muligvis god mening, men det gav absolut ingen mening i forhold til de politisk formulerede ønsker.

Anders Bondo Christensen
Fhv. formand, Danmarks Lærerforening

OECD satte sig i spidsen for denne udvikling. Pisa-undersøgelserne er det måske mest kendte af de mange initiativer, som OECD satte i søen.

Skolereformen er et godt eksempel på Finansministeriets rolle.

De rationaler, der i sidste ende blev styrende for reformen, blev formuleret i et bilag til økonomiaftalen mellem KL og den daværende blå regering helt tilbage i 2011.

Det handlede om, hvordan kommunerne kunne effektivisere driften af folkeskolen.

Bilaget blev hemmeligstemplet, og aktindsigt blev afvist med den begrundelse, at det var et element i det lovforberedende arbejde.

Uagtet, at regeringen skiftede farve nogle måneder senere, blev der arbejdet videre med bilaget, og 18. oktober 2012 var det omsat til rammerne for et reformudspil.

I programmet Mennesket bag Magten på DK4 fortæller tidligere finansminister Bjarne Corydon, at kun meget få politikere havde kendskab til reformudspillet, og han bekræfter, at ingen af undervisningsudvalgene i de tre partier var involveret i udformningen.

De tre undervisningsordførere fra regeringspartierne fik først kendskab til udspillet en gang i november, og det endelige reformudspillet blev præsenteret 4. december.

Effektiviseringen af undervisningen i folkeskolen skulle opnås ved at opstille flere tusind konkrete læringsmål og kombinere det med it-baserede undervisningsportaler og præfabrikerede undervisningsforløb.

I en teoretisk effektiviseringstankegang gav det muligvis god mening, men det gav absolut ingen mening i forhold til de politisk formulerede ønsker om en praksisnær kreativ undervisning.

Enhver med bare en smule kendskab til undervisningens kompleksitet ved, at den form for praksisbaseret undervisning, som regeringen annoncerede, stiller særligt store krav til lærerens forberedelse af undervisningen.

I effektiviseringsbestræbelserne kom der endvidere øget fokus på de teoretiske færdigheder, der kan måles i det nationale testprogram, da de indgik i de resultatmål, der var opstillet for reformen.

Den form for brug af nationale testsystemer har den uundgåelige konsekvens, at undervisningen koncentrer sig om det, skoler bliver målt og vejet på – altså de teoretiske færdigheder.

Forløbet omkring tilblivelsen af folkeskolereformen er et skoleeksempel på, hvorfor politisk formulerede målsætninger – i det her tilfælde ønsket om mere praksisnær og mindre teoretisk undervisning – ikke bliver realiseret.

Hvorfor vi endte der? Skyldes det for meget magt til Finansministeriet? Manglende faglighed i Undervisningsministeriet? Fortravlede politikere, der ikke har mulighed for at gennemskue konsekvenserne af lovgivningen? Topstyring i partierne?

Ja, det kan der gives mange bud på, og formentlig er det en kombination af flere af de nævnte forhold, der gør sig gældende.

Rent spinmæssigt kan det måske give meget god mening bare at beskylde "den kreative klasse" for alle ulyksalighederne.

Men det er ikke blot udtryk for en klar ansvarsforflygtigelse. Det lægger også kimen til, at politikerne fortsætter i samme spor med nye problematiske beslutninger, fordi de ikke sikrer sig, at beslutningerne hviler på tilstrækkeligt fagligt grundlag.

Eksemplerne på det, har vi set flere af.

I forårets aftale om folkeskolen besluttede politikerne, at der skal iværksættes en særlig indsats for de fagligt svageste elever i folkeskolen.

Da den politiske aftale nogle måneder senere blev udmøntet i et lovforslag, var kvalifikationskravene til lærerne, der skal stå for undervisningen i denne ekstraordinære indsats ophævet.

Det på trods af, at al seriøs skoleforskning viser, at lærernes kvalifikationer er den helt afgørende faktor for elevernes udbytte af undervisningen – ikke mindst, når det gælder de fagligt svageste elever.

Den eneste plausible forklaring er, at økonomiske hensyn prioriteres forud for pædagogiske hensyn.

Det økonomiske rationale er, at timeprisen bliver lavere ved at bruge ikke læreruddannede lærere. Og det prioriteres i forhold til at sikre, at eleverne får den bedst mulige undervisning.

Finansministeriets effektiviseringsrationale risikerer endnu en gang at spænde ben for de formulerede politiske målsætninger.

Anders Bondo Christensen
Fhv. formand, Danmarks Lærerforening

Den reform af ungdomsuddannelser, der nu giver anledning til en ophidset debat, har som mål, at flere unge i fremtiden gennemfører en uddannelse. Som en del af reformudspilet vil regeringen nedlægge 10. klasse.

Alle, der har fulgt uddannelsesdebatten gennem de sidste mange år, ved, at 10. klasse har figureret som en helt unødvendig udgiftspost i finansministeriets regneark.

Formelt set giver 10. klasse ikke eleverne kvalifikationer ud over dem, eleverne fik i 9. klasse, og er derfor spild af resurser.

Når Finansministeriet udarbejder forslag til finansiering af en ungdomsuddannelsesreform, er nedlæggelsen af 10. klasse derfor et oplagt bud.

Spørger man de elever, der har gået i 10 klasse og deres forældre, giver mange imidlertid udtryk for, at 10. klasse i grundskoleregi var helt afgørende for, at eleverne fik det nødvendige rygstød til at påbegynde en ungdomsuddannelse.

Finansministeriets effektiviseringsrationale risikerer med andre ord endnu en gang at spænde ben for de formulerede politiske målsætninger.

Vi har brug for, at politikerne gør sig den ulejlighed at lave en grundig og seriøs vurdering af de uddannelsespolitiske reformer.

Bombastiske ideologiske udtalelser er nok en uundgåelig del af det politiske spil, men det er ikke fremmende for at træffe de mest kvalificerede politiske beslutninger.