Nikolai Evereth Hansen
RedaktionsassistentSofie Gråbøl, som er aktuel i Paprika Steens nye julefilm "Den tid på året", modtager Nordens Sprogpris 2018.
Det skriver Foreningen Norden, der hvert år uddeler prisen.
Gråbøl modtager prisen for at bidrage til at bringe det danske sprog ud over landegrænserne i Norden og for at øge den internationale opmærksomhed omkring nordisk populærkultur.
Ved at bruge sit eget sprog i nordiske serier har Gråbøl bidraget til, at vi bliver mere kendt med hinanden i Norden, mener juryen.
Sofie Gråbøl er blandt andet kendt fra sin hovedrolle i tv-serien "Forbrydelsen", der også blev vist i Norge og Sverige og som inspirerede til den amerikanske fortolkning "The Killing". Hun blev Emmy-nomineret som bedste kvindelige skuespiller for sin medvirken i serien.
For nyligt kom det frem, at hun skal spille Dronning Marie af Danmark i HBO-serien "Gentleman Jack".
Det er attende gang, at Foreningen Norden uddeler Nordens Sprogpris til "en person, institution, myndighed, organisation, bedrift eller ildsjæl, som på en innovativ og god måde bidrager til at styrke den nordiske sprogforståelse". Blandt tidligere vindere er Ghita Nørby og den afdøde IKEA-grundlægger Ingvar Kamprad.
Sofie Gråbøl modtager Nordens Sprogpris 3. december i Oslo. Prisen uddeles af kulturminister i Norge Trine Skei Grande (Venstre).