Debat

Tænk: Selvfølgelig kan man være uafhængig med statsstøtte

DEBAT: Der er blandt politikerne fuld forståelse for, at der skal være armslængdeprincip mellem bevillingsgivere og det arbejde, der bliver udført for bevillingen, skriver Lars Pram, direktør for Forbrugerrådet Tænk.

Foto: Pr-foto/Forbrugerrådet Tænk
Ida Routhe
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lars Pram
Direktør, Forbrugerrådet Tænk

Forbrugerrådet Tænk er forbrugernes ansigt og stemme i samfundet. Det gælder i hverdagen, hvor vi hjælper forbrugerne med at træffe et godt valg, når de handler, og det gælder på den politiske scene, når Folketinget skal vedtage lovgivning, der har betydning for forbrugerne.

Når vi spørger, hvad danskerne kender os for, peger mange på, at vi er uafhængige. Men kan man være det, når man modtager offentlig støtte? Ja, selvfølgelig kan man det.

Både vagthund og samtalepartner
Forbrugerrådet Tænks finanslovsbevilling er offentlig støtte til blandt andet at indgå som forbrugernes stemme i en lang række råd, nævn og udvalg og til at deltage i arbejdsgrupper i det lovforberedende arbejde.

Bare inden for den seneste måned har vi flere gange stået i skarp opposition til politikere, der i sidste ende også har hånd- og halsret over den del af vores indtægter, som kommer fra finansloven. Den position får os ikke til at stikke piben ind

Lars Pram
Direktør for Forbrugerrådet Tænk

Vi har i Danmark nemlig en fælles forståelse af, at lovgivning bliver mest kvalificeret, når de implicerede parter er blevet inddraget og har kunnet bidrage med deres specialviden og vinkler på sagen. I Forbrugerrådet Tænk har vi ikke mindst en stor specialviden om forbrugerforhold og –beskyttelse. Denne viden bliver brugt flittigt i råd, nævn, udvalg og arbejdsgrupper til at tale på vegne af alle danskere, når de befinder sig i den særlige rolle som forbruger.

Forbrugerrådet Tænks eksistensberettigelse er først og sidst at være vagthund på forbrugernes vegne. Samtidig giver det også mening for forbrugerne, at vi er en politisk samtalepartner, som for eksempel bidrager til love og regler med vores faglighed i forbrugerpolitiske forhold.

Ikke ven med alle
Vi oplever, at det politiske system sætter pris på vores input. Alligevel er der ingen tvivl om, at der også med jævne mellemrum er politikere, der gerne så os hen, hvor peberet gror. Eller som hellere ville have vores holdninger og viden serveret i enerum end i medierne. Det tager vi med. Som vagthund kan man ikke altid være ven med alle.

Vi er krasse i kritikken, når der lægges op til at tippe balancen mellem forbrugere og erhvervsliv til fordel for de erhvervsdrivende. Bare inden for den seneste måned har vi flere gange stået i skarp opposition til politikere, der i sidste ende også har hånd- og halsret over den del af vores indtægter, som kommer fra finansloven. Den position får os ikke til at stikke piben ind, hvad man på det seneste blandt andet har set eksemplificeret i sager om bidragssatsernes himmelflugt på realkreditområdet, og om regeringens forringelse af informationen om problemkemi.

Altid på forbrugernes side
Vi er altid på forbrugernes side – og vi siger, hvad vi mener baseret på fakta. Uanset hvem der lægger op til at forringe forbrugernes forhold. Det er vores oplevelse, at der blandt danske politikere er fuld forståelse for, at der skal være armslængdeprincip mellem bevillingsgivere og det arbejde, der bliver udført for bevillingen – og at armen skal være lang.

Som vagthund giver vi hals, snerrer og bider, hvis forbrugernes forhold forringes. Samtidig er vi helt bevidste om, at politik er det muliges kunst, og vi oplever, at vi opnår de bedste resultater for forbrugeren gennem dialog og diskussion med med- og modspillere.

I sidste ende måler vi os selv på, om vi har nået resultater for danske forbrugere. Uanset om vi har nået dem ved at agere vagthund eller samarbejdspartner.

Dokumentation

Altinget: civilsamfund har bedt et debatpanel diskutere, om man som ngo kan modtage offentlig støtte og samtidig bevare sin rolle som kritisk vagthund.

Følg debatten her, og send dit indlæg til [email protected], hvis du også vil være med.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Pram

Adm. direktør, Dansk Sygeplejeråd
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1998)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024