Tænketanken Europa hyrer ny kommunikationschef
Iben Tybjærg Schacke-Barfoed er ny kommunikationschef i Tænketanken Europa. Hun har i ti år arbejdet med europapolitik på Christiansborg og i Folketingets Administration.
Martin Mauricio
ForsideredaktørFra 1. december er Iben Tybjærg Schacke-Barfoed ny kommunikationschef i Tænketanken Europa.
Det oplyser tænketanken i en pressemeddelelse.
"Iben har fulgt europadebatten på Christiansborg i mange år og kender om nogen til de udfordringer og muligheder, dansk europapolitik står overfor," siger Tænketanken Europas fungerende direktør, Catharina Sørensen.
Iben Tybjærg Schacke-Barfoed er uddannet i statskundskab fra Københavns Universitet, og hun har de seneste ti år arbejdet med europapolitik på Christiansborg samt i Folketingets Administration og Udenrigsministeriet.
Hun har ligeledes ad flere omgange været udvalgssekretær i Europaudvalget og ledet Folketingets EU-Oplysnings informationsarbejde.
"Jeg ser frem til at gøre europapolitikken både spiselig og vedkommende for den brede offentlighed og bidrage til, at Tænketankens evidensbaserede analyser kommer til at styrke det grundlag, vores politikere træffer beslutninger på," siger Iben Tybjærg Schacke-Barfoed.
Som ny kommunikationschef får hun desuden ansvar for at styrke kontakten til Tænketankens medlemmer og gentænke Europaakademiet, som søger at styrke danske studerendes europapolitiske faglighed.