Debat

Trykkefrihedsselskabet: Folkemødet må melde ud, om de støtter præmissen for ytringsfrihed og demokrati

Folkemødet har tilsyneladende kultur for at ansætte venstreorienterede medarbejdere. Efter intern uro og en fratrådt direktør er bestyrelsen nødt til at finde ud af, hvordan de vil leve op til forudsætningerne for en demokratisk debat på tværs af holdninger og aktører, skriver Aia Fog og Michael Pihl.

Folkemødet skal danne rammer for en pluralistisk meningsudfoldelse. Derfor vil det være på sin plads, hvis Folkemødets bestyrelse tilkendegav, at ytringsfrihed og demokrati ikke kun er for ligesindede, skriver Aia Fog og Michael Pihl.
Folkemødet skal danne rammer for en pluralistisk meningsudfoldelse. Derfor vil det være på sin plads, hvis Folkemødets bestyrelse tilkendegav, at ytringsfrihed og demokrati ikke kun er for ligesindede, skriver Aia Fog og Michael Pihl.Foto: Arthur J. Cammelbeeck
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Folkemødets kontroversielle direktør, Peter Christiansen, skal ikke længere stå i spidsen for den årlige begivenhed. En glædelig eftersommernyhed for tilhængere af den frie og demokratiske debat.

Men spørgsmålet er, om det er gjort med det? Vil bestyrelsen fremover se mere pluralistisk på, hvem de ansætter?

Efter Folkemøde-direktørens katastrofale udtalelser, om at debatarrangementer blot skulle acceptere mødeterror og lade sig kuppe af aktivister, blev direktørens venstreekstreme fortid rullet op i et interview i Berlingske. Herfra udgik en lige linje til hans sympatiudtalelser for anti-Israel-aktivister.

Hvordan, en så partisk praktiserende type kunne få en stilling som ledende medarbejder på Danmarks største og vigtigste demokratifestival, blev også belyst i interviewet.

En anonym, velinformeret kilde fra Folkemødet forklarede, at man var helt bevidst om hans baggrund.

Læs også

Berlingske spurgte blandt andet:

"Ville Folkemødet nogensinde ansætte en direktør med et udgangspunkt i den yderste højrefløj?"

Og således lød svaret: 

"Nej. Det er det ærlige svar. Men det hænger også sammen med, at det altså primært er til venstre for midten, at de aktive i demokratiarbejdet findes."

Folkemødet hælder til venstre

Svaret taler for sig selv: Folkemødets organisation er præget af en ignorant forudindtagethed over for, hvilke dele af det politiske landskab, som beskæftiger sig aktivt med demokrati. Og Folkemødet har en klar politisk modvilje over for at ansætte medarbejdere med andre udgangspunkter end venstrefløjens.

Det gode spørgsmål er nu, om denne holdning stadig er til stede i bestyrelsen, eller om man fremover agter at tage sin rolle som Folkemødets repræsentanter alvorligt?

Det vil være på sin plads, hvis Folkemødets bestyrelse tilkendegav, om de deler en afgørende og reel grundpræmis for udøvelse af frihedsrettigheder.

Aia Fog og Michael Pihl
Hhv. formand og næstformand, Trykkefrihedsselskabet

Og med alvorligt menes, om man forstår, hvad ægte åndsfrihed indebærer af dem, som forvalter den? Herunder ansættelse af en direktør med en anden holdning end den, som findes i bestyrelsen?

Folkemødets opgave er at lægge rammer for en pluralistisk meningsudfoldelse i form af forskellige aktørers debatarrangementer: Aktører med hver deres meninger og mål med arrangementerne uafhængigt af bestyrelsens eller andre arrangørers holdninger – med fravær af indirekte invitationer til aktivister og meningsfæller om at obstruere bestemte arrangementer.

Det vil derfor være på sin plads, hvis Folkemødets bestyrelse tilkendegav, om de deler en afgørende og reel grundpræmis for udøvelse af frihedsrettigheder.

Altså, at ytringsfrihed og demokrati ikke kun er for ligesindede, men skal være for dem, der mener noget andet end én selv.

Kun derved kan vi beskytte og bevare holdningsfrihed for os alle. Den velinformerede kildes grundsyn tyder ikke på det.  

Folkemødet modtager statsstøtte og profilerer sig som demokratifestival og "folkeligt forum for demokratisk debat." Derfor bør Folkemødet også med sig selv og os andre fremover gøre rammerne klart: Vil Folkemødet også fremover ansætte alene ud fra venstreorienteret sindelag? Hvordan og i hvor høj grad vil de leve op til forudsætningerne for ytringsfrihed og demokratisk debat?

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Aia Fog

Formand, Trykkefrihedsselskabet, chefkonsulent, Københavns Kommune
cand.jur.

Peter Christiansen

Fhv. direktør, Foreningen Folkemødet
MA i oplevelsesledelse, MA i Education Management

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024