Netcompany: Hvis vi vil ulighed i sundhed til livs, skal det være nemmere at dele patientdata

Det er en stor kilde til ulighed i vores sundhedsvæsen. Og jeg oplevede det for noget tid siden på egen krop, da jeg selv kom på en lang rejse igennem sundhedsvæsenet med en syg nyre. I forløbet blev jeg sendt fra læge til speciallæge til privathospital og derfra til først ét og dernæst to offentlige hospitaler.

Hver gang skulle jeg selv huske, hvad den forrige læge havde sagt, da mine oplysninger ikke fulgte mig i rejsen på tværs af sundhedsvæsenet. Hver gang skulle jeg sætte en ny læge ind i detaljerne om min sygdom.

Man behøver ikke have en kandidat i antropologi for at indse, at den udfordring er en kæmpe kilde til at skabe ulighed i sundhed. En lang række borgere vil ikke have resurserne til at skulle sætte en ny læge ind i situationen på en fyldestgørende måde om og om igen. Det er uholdbart og ærlig talt uforståelige vilkår for et højt digitaliseret dansk sundhedsvæsen i 2023.

Det er et problem, der både øger uligheden i vores sundhedssystem, sluger resurser, vi desperat mangler andre steder i sundhedsvæsenet, og giver os en dårligere behandling som patient.

Større skade end gavn

Når man følger den politiske debat om vores sundhedsvæsen, er det ellers ikke ideer, der mangler til, hvordan man kan gøre det bedre og mere effektivt. Ikke overraskende spiller digitaliseringen en kæmpe rolle. For selvom vi har brugt 50 år på at digitalisere vores sundhedsvæsen, er vi stadig langt fra i mål. Men griber vi det forkert an, kan det hurtigt gøre mere skade end gavn og blive alt for dyrt.

Et eksempel på det er et forslag i valgkampen om at lægge landets elektroniske patient journal (EPJ) sammen på tværs af sundhedsvæsenet. Forslaget skaber efter min mening flere problemer, end det løser og tager ikke hånd om et mere grundlæggende problem i vores sundhedsvæsen, som det jeg oplevede.

Det bør være enhver patients ret, i praksis at kunne få udleveret relevant data om sig selv

Thomas Koefoed
Specialist i digital sundhed og partner, Netcompany

Danmark har de seneste år investeret milliarder af skattekroner i at etablere to EPJ-systemer. Columna i vest og Epic i øst. At konsolidere i ét system vil medføre endnu en milliardinvestering, som ikke giver sundhedsvæsenet gevinster i nær samme omfang som investeringen koster. Og for at gøre ondt værre ville det lægge yderligere pres på sundhedsvæsenet.

Sygeplejersker og læger fra de regioner, som får nyt system, skal igen forandre arbejdsgange samtidigt med, at de knokler for deres patienter.

Og hvor ét samlet system måske – måske ikke – gør det lettere at dele data mellem hospitaler, løser det ikke det største nuværende problem, som er at dele data på tværs af sektorer. For eksempel ved at en læge gør data fra en indledende undersøgelse tilgængelig for yderligere undersøgelse eller behandling hos både speciallæge, privathospital og offentligt hospital.

Et andet problem ved den manglende mulighed for at tage sine sundhedsdata med sig som patient er, at læger på hospitalet får dårligere betingelser for at give mig den rigtige behandling, da vigtige medicinske detaljer ikke deles på tværs. Der findes forskellige digitale initiativer, der forsøger at løse dette, men de er ikke vidtgående nok, og har derfor desværre ikke den ønskede effekt.

Sammenlægning er spild af resurser

En del af problemet er, at en del af den data, der generes når patienter behandles i praksis, er umulig for patienten at tage med videre. Lægens journal er historisk til, for at lægen kan dokumentere at ydelsen eller behandlingen er gjort korrekt. Det giver naturligvis rigtig god mening, men det bør være enhver patients ret, i praksis at kunne få udleveret relevant data om sig selv, så hun/han kan tage den med sig videre på tværs af sundhedsvæsenet.

Vi har i mine øjne derfor ikke brug for at bruge en masse yderligere resurser på at lægge to velfungerende patientjournalsystemer sammen. I stedet bør vi lave en løsning, der giver patienten let mulighed for at dele relevant data igennem i sundhedsvæsenet – hvad enten det er en privat eller offentlig aktør.

Og det bedste er, at vi ikke behøver opfinde den dybe og dyre digitale tallerken. Vi har allerede teknologierne til rådighed for at kunne dele data og give samtykke. Det gør vi allerede flere steder i det offentlige i dag. Eksempelvis kan en arbejdsløs borger samtykke til at vedkommendes CV og data bliver gjort tilgængelig for jobcentre, a-kasser og private virksomheder, så borgeren hurtigere kan komme i arbejde igen.

Sundhedsdata er indrømmet en mere kompliceret størrelse, men den underliggende teknologi til at dele fortrolig personlig information på tværs af offentlige og private aktører kan være den samme.

Så lad os komme i gang med at høste en af de lavthængende frugter, til gavn for patienterne og resurserne i vores alle samens sundhedsvæsen. Vi har brug for det.