Pædagog: Tesfayes skærmpolitik ligner mest af alt et forfængelighedsprojekt

For et par måneder siden hørte jeg godt børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) tale om, at der er brug for et opgør med børn og unges skærmforbrug. 

Her tænkte jeg for mig selv, at ministeren selvfølgelig har ret i, at ungerne ikke skal sidde og trykke næsen flad i en telefon eller iPad dagen lang. De skal ud og opdage, undersøge og lege i den virkelige verden – og ikke mindst skal de styrke deres sociale kompetencer i selskab med andre børn og nærværende voksne. 

Men da jeg grundlovsdag kunne læse, at Mattias Tesfaye nu vil stille forslag til en lovændring, som skal minimere eller fjerne skærme i offentlige dagtilbud for børn i 0-6 års alderen, sad jeg mildest talt undrende tilbage. 

Forslaget er i bedste fald naivt og uinformeret. I værste fald er det symbolpolitik af værste skuffe, der udelukkende har til formål at fremstille ministeren som handlekraftig og med fingeren på pulsen.

Ministerens melding slår mig faktisk på min faglige stolthed, når det antydes, at vi som pædagoger ikke kan forvalte brugen af elektronik ude i de enkelte institutioner

Kasper Bøgh Larsen
Pædagog

Ingen digital carte blanche

Jeg skal selvfølgelig ikke sidde her og sige, at der ikke er institutioner, der bruger skærme som babysittere i dagens ydertimer. Jeg er stor fortaler for fuldtidspædagogik, hvor vi som voksne er sammen med børnene fra de bliver afleveret til de bliver hentet igen.

Det kræver selvsagt, at der er ressourcer til at varetage både det pædagogiske og det praktiske i hele daginstitutionens åbningstid. Det er anden snak, som ikke desto mindre er vigtig. Derfor er det mig også en gåde, at ministeren vælger et ikke-eksisterende skærmproblem som sit aktuelle projekt.

Som pædagog med flere års erfaring i faget er det min oplevelse, at skærme (primært iPads) udelukkende bliver brugt som et arbejdsredskab. Og hvis de bliver brugt til at identificere en bille i skoven eller at sætte musik på, så ender de aldrig i børnenes hænder.

Med andre ord har børnene altså ikke carte blanche til fri leg på TikTok og YouTube. Jeg er virkelig af den overbevisning, at majoriteten af alle institutioner arbejder ud fra samme ramme.

Er frihedssangen forstummet?

Ministerens melding slår mig faktisk også på min faglige stolthed, når det antydes, at vi som pædagoger ikke kan forvalte brugen af elektronik ude i de enkelte institutioner.