Kommentar af 
Hans-Ole Bækgaard

Danske journalister behøver ikke automatisk tro det værste om missionsfolk

Danske journalister og programværter kan gøre det bedre og være mere saglige og oprigtigt nysgerrige på en anden virkelighed end den, som understøtter den karikerede version, skriver Hans-Ole Bækgaard.
 

Den fremstilling, som så automatisk gives, er ikke det generelle billede af virkeligheden, og det afkræftes glædeligvis hos mange, når de møder ganske almindelige missionsfolk, skriver Hans-Ole Bækgaard.
Den fremstilling, som så automatisk gives, er ikke det generelle billede af virkeligheden, og det afkræftes glædeligvis hos mange, når de møder ganske almindelige missionsfolk, skriver Hans-Ole Bækgaard.
Hans-Ole Bækgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I det sidste halve år har jeg flere gange oplevet, hvordan der ukritisk er viderebragt lodret forkerte oplysninger om de folkekirkelige missionsbevægelser Indre Mission og Luthersk Mission i forskellige medier.

Især er det sket i forskellige DR-programmer, hvor værter lader udsagn stå uimodsagt og dermed medvirker til dårlig journalistik.

I to tilfælde har DR beklaget – og respekt for det, men det virker til, at uvidenhed og en tendens til antagonistisk holdning trives.

Efterhånden ligger det lige for at spørge, om danske journalister automatisk tror det værste om missionsfolk?

Det kan virke sådan, ikke mindst når gæster kommer med postulater og fordomme, som får lov til at stå som sande selvfølgeligheder, fordi de understøtter den stereotype opfattelse, der er om de missionske.

Læs også

"Det er ikke overraskende, at der i ny og næ kan springe en finke af panden. Men det påfaldende er, at professionelle journalister på rad fungerer som mikrofonholdere. Er der et mønster? Hvis nu det var lgbt, farvede eller kvinder, det gik ud over, havde man så ikke antydet ubevidste bias og systemisk diskrimination?"

Sådan spørger Jens Ole Christensen, tidligere generalsekretær i Luthersk Mission, i et indlæg i Kristeligt Dagblad den 4. maj.

Hermed nogle eksempler.

Lørdag den 18. maj i "Sara & Monopolet" på P4 havde Peder et dilemma. Han er 47 år, lykkeligt gift på 22. år og far til tre børn.

De relaterer til Indre Mission, bliver det oplyst, og tager bibelordet alvorligt. For et halvt år siden var Peder i arbejdsmæssig sammenhæng på bytur, og selvom han sjældent drikker, blev han meget beruset, kom tilfældigt på en bar for homoseksuelle og endte med at have sex med to estiske matrosser.

Der rettes et fordomsfuldt fokus på det indremissionske miljø, og der digtes frit videre.

Hans-Ole Bækgaard
Præst og formand for Indre Mission i Danmark

Skulle han blive i ægteskabet eller følge sin erotiske drøm og udforske den side af sig selv, som blev vakt?

Peder gav selv udtryk for, at den slags tilbøjeligheder ikke er acceptabelt i Indre Mission, og at det kunne have store menneskelige omkostninger, eksempelvis blive ekskluderet og adgangen til børnene ville blive stærkt begrænset.

Hvad siger panelet så? Der rejses ikke den mindste smule kritik af adfærd eller valg med de store konsekvenser, som det kan få for familien, eller de følelser, som bringes i spil, når man kaster vrag på ægteskabet eller skifter livsgrundlag.

I stedet rettes et fordomsfuldt fokus på det indremissionske miljø, og der digtes frit videre. For her råder per automatik social kontrol, ja undertrykkelse af hvem folk er.

Selvom der er lidt usikkerhed omkring præmissen, at han mister adgang til sine børn, bliver det sagt, at der er "hjernevask i det miljø, at børnene så heller ikke vil se ham. Miljøet vil gøre så meget for at vende børnene imod ham." "Fuldstændig," siger værten.

Hvor ved hun for resten det fra? Og hvor blev de kritiske spørgsmål af til den fremstilling?

Det siges som en selvfølge, at han vil blive udelukket fra miljøet og familien – ekskluderet (selvom man ikke kan være medlem af Indre Mission, men frit komme og gå). Det hele kommer til at lyde så kærlighedsløst.

Læs også

Som en siger: "Jeg ved ikke, hvordan de snakker i Indre Mission, men nu er faderen djævelen." Og en anden sammenligner med, at det sikkert er som i Jehovas Vidner, hvor man er afsondret fra verden og er i miljøer, der ligner et fængsel.

Så det gode råd ender med på den baggrund, at "man skal leve det liv, man er" – hvad det så end betyder? Til gengæld kunne ingen være i tvivl om, hvor forfærdelige de er i Indre Mission, og at intet godt kan komme derfra.

Jeg havde gerne deltaget i panelet og præsenteret en anden virkelighed, for jeg kender ikke den, som blev tegnet så ligefrem og uimodsagt.

I december 2023 i DR-podcasten "Meget mere Matador" i episoden "Død over Korsbæk", siger den faste ekspert, at man ikke modtager blod, når man tilhører Indre Mission.

Det sker i gætværk om, hvad dødsårsagen er for Mads Skjerns første kone, før serien tager sin begyndelsen i Korsbæk. Påstanden kommer under ledelse af DR's historiekorrespondent Cecilie Nielsen. Men det er faktuelt forkert og må skyldes en forveksling med Jehovas Vidner, som forbyder blodtransfusion.

Danske journalister kan gøre det bedre og være mere saglige og oprigtigt nysgerrige på en anden virkelighed end den, som understøtter den karikerede version.

Hans-Ole Bækgaard
Præst og formand for Indre Mission i Danmark

Værten stillede ingen kritiske spørgsmål i podcasten, hvor det for øvrigt vrimler med sarkasmer og insinuationer om Indre Mission. Selvom værten umiddelbart efter udsendelsen bliver gjort opmærksom på det og beklager i en privat besked, er meldingen, at der ikke kan bringes en rettelse.

Først da en journalist fra Kristeligt Dagblad midt i januar rettede henvendelse til DR, bragtes der fodslæbende en berigtigelse, som efter nogen venten blev lagt som en formel beklagelse på hjemmesiden.

Den 20. januar i programmet "Ditlev & Dæmonerne" kæder værten Kristian Ditlev Indre Mission og Luthersk Mission sammen med andre religiøse gruppers sociale udstødelse.

Han sætter dem i samme kategori som Amish People, et lukket trossamfund i dele af Nordamerika. Heller ikke her bliver han korrigeret af DRs medvært Christoffer Emil Bruun, som dog erkender fejlen, da han bliver kontaktet efterfølgende.

Han beklager og bringer i den følgende udsendelse en rettelse. Først den 20. marts er beklagelsen DRs, hvor der på hjemmesiden står, at der "imidlertid ikke i denne sammenhæng er belæg for at lave den kobling."

Men det sker først efter, at flere har gjort opmærksom på det fejlagtige udsagn.

Handler dette om et selvforsvar for Indre Mission som ufejlbarlig? Overhovedet ikke. Der er desværre skyggesider i bevægelsens mere end 160 år, som ikke skal forties.

Og der kan uden tvivl gives eksempler på situationer, der burde være blevet tacklet anderledes. Selvfølgelig kan der rejses kritik.

Men den fremstilling, som så automatisk gives i de nævnte og flere andre nutidige eksempler, er blot ikke det generelle billede af virkeligheden, og det afkræftes glædeligvis hos mange, når de møder ganske almindelige missionsfolk.

Den karikerede version, som kommunisten Hans Kirk gav af Indre Mission i "Fiskerne," og som DR for godt 45 år siden filmatiserede, har farvet mange danskeres syn på missionsfolk.

Den fremstilling, som automatisk gives, er ikke det generelle billede af virkeligheden.

Hans-Ole Bækgaard
Præst og formand for Indre Mission i Danmark

Ligeså har "faster Anna" i Matador heller ikke været en forgæves stereotyp på en fra missionsmiljøet.

Hun er vel den eneste karakter i serien, som nærmest fremstår uden menneskelige træk. Den unuancerede fremstilling, som man altså stadig kan møde, fastholder et billede fra fortiden, der skal få lyttere og seere til at tænke på et hårdt, fordømmende, næsten umenneskeligt miljø, så snart navnet Indre Mission nævnes.

Danske journalister og programværter kan gøre det bedre og være mere saglige og oprigtigt nysgerrige på en anden virkelighed end den, som understøtter den karikerede version.

I 2018 forsvarede museumsinspektør Michael Riber Jørgensen sin ph.d.-afhandling om "Fællesskab i forandring: Indre Mission, identitet og interaktion – set fra Thy."

Han er ikke selv religiøs og kendte mest af alt til Indre Mission ud fra de omtalte skildringer fra Hans Kirk og Matador.

I et interview vedgik han meget ærligt, at han som mange andre havde et forudindtaget syn på Indre Mission: "Jeg blev bekræftet i, at det er en forholdsvis konservativ bevægelse teologisk. Men mit billede af Indre Mission som et meget lukket samfund blev derimod i høj grad afkræftet. For jeg blev meget overrasket over, hvor åbne folk var over for at tale om et meget følsomt emne. Jeg havde på forhånd tænkt, at nogle måske ville være bange for at få bygget oven på folks fordomme ved at medvirke i sådan noget her, men det oplevede jeg slet ikke. Tværtimod."

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Hans-Ole Bækgaard

Præst, formand, Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark
cand.theol. (Aarhus Uni.)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024