Morten Dahlins opfattelse af kristendommen er en hæmsko for demokratiet

At der primært sigtes til bestemte udlændinge, nemlig de muslimske, hersker der derimod ingen tvivl om, for eksemplerne på den manglende assimilation var kønsopdelt svømning i skolerne og ikke mindst islamiske ægteskabskontrakter.

Hvad det sidste angår, så har dette endvidere ledt kirkeministeren til for nyligt at lufte tanker om at ville indføre stramninger i lovgivningen vedrørende danske trossamfund – en lovgivning, der, som Altinget har berettet, ifølge Danske Kirkers Råd ganske vist trænger til et gennemsyn, men ikke på den måde, som Dahlin lægger op til.

For kirkeministeren drejer det sig således om at bekæmpe ”religiøs ekstremisme” – et forehavende han i øvrigt indledte sin karriere i kirkeministeriet med. Korstogenes tid er alligevel endnu ikke forbi.

I en kommentar til Altinget påpeger foreningen Religion og Samfund imidlertid, at Dahlin med sit interventionistiske forehavende ikke blot mangler forståelse for, hvad et trossamfund er, men tillige risikerer at kappe hundreder års god relation mellem trossamfundene og staten.

Kirkeministeren ender med sin korstogslignende fejde mod religiøs ekstremisme med at repræsentere en kristendomsudlægning, der både er misforstået og snæversynet.

Christian Gorm Hansen

Men ét er, hvad den nye generation i Venstre ikke forstår og er villige til at risikere i deres forsøg på at redde den synkende skude ved at lægge sig i slipstrømmen af politikere, der nu på 25. år fisker efter at øge deres folkelige opbakning ved hjælp af – om jeg så må sige – god gammeldags islambashing.

Dette er i sig selv lidet konstruktivt og ender som altid nok snarere med at afspore de ellers vedkommende og nødvendige, demokratiske debatter (det siger jeg ikke mindst som antropolog) om kulturel og religiøs sameksistens, nærmest inden de er begyndt og kunne føre til almindelig oplysning.

Noget andet er, at kirkeministeren med sin korstogslignende fejde mod religiøs ekstremisme i kraft af sit embede uforvarende ender med at repræsentere en kristendomsudlægning, der både er misforstået og snæversynet.

Kan det vitterligt være rigtigt, at en kirkeminister i 2024 ser det som sin opgave at markere religiøse forskelle og stå stejlt på sin og statens udlægning af troens korrekte (eller forkerte) udfoldelse i, hvad der med en formulering hentet hos Søren Kierkegaard mest af alt må betragtes som en ureflekteret guddommeliggørelse af det bestående?

På overfladen lyder maksimen jo som følger: Vi har vores historisk rodfæstede værdier her i Danmark, og dermed basta – og skulle der indfinde sig folk med andre af slagsen, og da særligt religiøse, ja så gælder det om at opretholde det eksisterende værdisæt gennem et bolværk af protester og gerne dertilhørende protektionistisk lovgivning.

Vi har som bekendt en grundlovsfæstet luthersk-evangelisk folkekirke i Danmark. At Luther og hans mange efterfølgere i deres opgør med pavekirken blev anset og opfattede sig selv som protestanter (dog er ikke alle protestanter lutheranere) har undertiden desværre ledt senere lutheranere til at fremføre denne antagonistiske attitude i sammenhænge, hvor det hverken er klædeligt for den kristne trosudlægning ej heller gavnligt i et moderne, demokratisk samfund.

For hvis demokrati er samtale, sådan som Hal Koch så rammende definerede det, så kunne det måske være, at kirkeministeren skulle huske på, at protestantisme ikke kun har at gøre med at sige nej, men også vedrører, som professor i teologi Niels Henrik Gregersen har formuleret det, pro-testare, altså det at lægge vidnesbyrd om evangeliet og således det at engagere sig i dets fortsatte udfoldelse.

Dahlin, og med ham tillige andre i den offentlige debat fra Frederik Vad (S) over Morten Messerschmidt (DF) til min gode medstuderende og bogaktuelle Naser Khader, synes imidlertid at tale ud fra en – nogle gange udtalt, andre gange implicit – opfattelse af kristendommen, hvor det at lægge vidnesbyrd om evangeliet fordrejes til at blive et politisk uniformt og statsligt krav om at leve op til et særligt værdisæt.

Måske det var på tide at tage et opgør med den del af den protestantiske arv, der som en mørk sky hænger over kirkeministerens såvel som mange andres opfattelse af danske værdier

Christian Gorm Hansen

Der er med andre ord tale om en art vulgærprotestantisk understrøm hos kirkeministeren, når han kun synes at ville repræsentere kirke og stat som et forsvar mod alt det, der ikke lige ligger inden for den i Danmark bestående ”værdimæssige pakke.”

Måske det var på tide at tage et opgør med den del af den protestantiske arv, der som en mørk sky hænger over kirkeministerens såvel som mange andres opfattelse af danske værdier som noget, der partout skal ses i modsætning til noget faretruende udefrakommende.

I det omfang, vi rettelig diskuterer de religiøse, politiske og værdimæssige principper og love, som vores samfund skal basere sig på, kunne det være, at vi skulle fokusere på, hvordan vi når hinanden trods alle brydninger dem og os imellem i stedet for at stå på en arkaisk forskelstænkning, der hverken fremmer integration eller demokrati.

Ud over at det ville være et tiltrængt første opgør med en udlevet udlægning af den luthersk-evangeliske kristendom, ville man yderligere kunne udfolde den demokratiske debat om problematikker vedrørende kulturel og religiøs sameksistens i kraft af en (evangelisk) fordring om at engagere den anderledestænkende.

Det ville utvivlsomt gavne demokratiets virke såvel som det kristne.