Leder af Grundtvig-Akademiet: Folkekirken står ved en korsvej. Her er tre bud på vejen frem

Hvis jeg selv skal være præst om ti år, vil jeg ikke bruge hver eneste frokostpause eller menighedsrådsmøde på at tale om ressourcemangel og personaleudfordringer.

I stedet vil jeg tale om, at vi som kirke bærer på en dyb og levende tradition, en mangefacetteret tænkning og en stor sprogrigdom (kristendommen er jo en oversættelsesreligion – visdommen gemmer sig i vores søgen efter ord). Jeg er ligeglad med, at der ikke er råd til Wegnerstole i sognegården (det havde Paulus heller ikke råd til), men jeg er ikke ligeglad med, at vi dræner hinanden for ånd.

Så: Fold ånden ud, og lad for Guds skyld vær med hele tiden at tænke: ”Hvad vil folk have?” Eller: ”Hvad får folk til at komme?” Tænk: Hvordan bliver vi mere generøse med den rige tradition, vi er bærere af, og med forkyndelsen af Guds nåde og sandhed?

Hvordan pakker vi guldet ud og deler ud af det? Det gør vi nemlig først og fremmest ved at begynde med at huske os selv på, at folkekirken bærer på en stor rigdom – af teologi, filosofi, musik, kunst, sprog og historie – og at historien er levende og i gang. Tanker bliver fortsat tænkt. Tænk med!

2: Solidaritet! Nu!

Danmark er et lille land. Selv er jeg opvokset i Aarhus, har rødder i Nordjylland, har været gift med en vestjyde, er undervejs ved at gifte mig med en lollænder og bor i København. Jeg hader, når jeg holder foredrag en onsdag formiddag i en sognegård i Jylland, og der falder en tør kommentar om, at ”sådan en københavner må have været tidligt oppe.” Eller endnu værre: Når deltagerne bliver lettede over at opdage, at jeg er jyde. Jeg har lyst til at råbe: ”Jo, jo, men jeg kan godt være et dårligt menneske alligevel.”

Hvad jeg ønsker for folkekirken i fremtiden, er en meget højere grad af solidaritet på tværs af landet og en erkendelse af, at vi er et lille land, der kan have glæde af hinanden. Det handler selvfølgelig om ressourcefordeling (nu begynder jeg selv). Men det handler også om indblik i og interesse for hinanden.

Ja, det er svært at skaffe præster til de små landsogne, men samtidig løber præsterne stærkt i mange af de store forstadssogne med stor tilflytning – hvilket ikke først og fremmest er synd for præsterne, men for menneskerne i sognet. Så hvordan undgår vi at slås med hinanden om, hvilken plet på jorden der er den vigtigste? Hvordan bliver folkekirken folkets kirke?

Jeg går i høj grad ind for den decentrale folkekirke og den stærke lokale forankring. Men jeg har ingen respekt for en lokalpatriotisme, der ikke har blik for, at der findes andre mennesker end dem, jeg lige kan se, eller som ikke vil vedkende sig, at vi er forbundne udover det helt nære.

For eksempel er der en stor opgave i – på tværs af land, forstad og by – at fortælle kristne, der flytter til Danmark, at folkekirken er folkets og derfor potentielt også deres. Også selvom den måske i deres øjne tager sig sær og grundtvigsk ud.

3: Udsæt dommedag

Folkekirken er Danmarks tredje største jordbesidder. En stor del af jorden er forpagtet ud til konventionelt landbrug. Måske sidder der også en svinebonde eller en mælkeproducent rundt omkring i menighedsrådene, eller også gør svinebondens ægtemand.

Hvad jeg ønsker for folkekirken i fremtiden, er en meget højere grad af solidaritet på tværs af landet.

Ingrid Ank
Leder af Grundtvig-Akademiet

Men medmindre man hører til den lille gren af teologien, der gerne vil fremskynde dommedag, så har vi alle en fuldstændig fælles sag i forhold til at tage vare på den skabte verden.

Vi er – tror jeg – enige om, at der skal blive ved med at være insekter i himlen og fisk i havet. Det er derfor egentlig ikke særlig kompliceret: Vi er nødt til at gøre noget.

Noget af det, der skal gøres, gør måske ondt på nogen. Det skal vi selvfølgelig diskutere og finde løsninger på. Men i en ikke særlig fjern fremtid er der ikke længere nogen interessekonflikt, ikke nogen højre- og venstrefløj og ingen opdeling i vindere og tabere. For at tage vare på den skabte verden er i alles interesse. Sommerfuglens. Vibens. Frøens. Og menneskebørnenes.

Gør det ikke kompliceret. Gør noget.