Humanistisk Samfund: Kirken skal ikke være myndighed for alle borgere i Danmark

Det er på tide, at den evangelisk-lutherske kirke stopper med at udføre opgaver på statens vegne. De sidste rester af den civilregistrering, som Christian IV etablerede, bør flyttes over til kommunerne, hvor den hører hjemme.

I foråret fremsatte Liberal Alliance et forslag til folketingsbeslutning om at fjerne civilregistreringen fra folkekirken.

Det forslag blev desværre kun støttet af Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet. Det blev nedstemt ved 2. behandlingen uden en reel analyse af omkostningerne for folkekirken, herunder om kommunerne for eksempel kan gøre det billigere.

Jeg var selv udsat for skjult missionering, da jeg for snart 30 år siden fik min datter.

Kirstine Kærn
Forperson, Humanistisk Samfund

Den danske folkekirke varetager således stadig to opgaver for staten. Den ene opgave er navngivning.

Ifølge loven skal alle børn navngives inden de fylder 6 måneder. Hvis forældrene ikke giver barnet et navn risikerer de en bøde.

Der har været flere sager, hvor forældre har protesteret over, at de skal henvende sig til statskirken for at få deres barns navn registreret.

Ikke-troende forældre har tidligere fået materiale fra folkekirken stukket i hånden for at overtale dem til at få deres barn døbt. Jeg var selv udsat for skjult missionering, da jeg for snart 30 år siden fik min datter.

Som netop nybagt mor måtte jeg sidde på kirkekontoret, udmattet af omvæltningen og gentage, at min datter ikke skulle døbes. Jeg var dybt rystet og rasende, men anede ikke, hvem jeg skulle klage til.

Sådan er der mange nybagte forældre, der har det.

At en religiøs institution skal involveres, når man vælger at stifte en familie kommer bag på de fleste. Især hvis man, som mere end hver fjerde borger i Danmark, ikke er medlem af statskirken. Forskellige trossamfund har da også kritiseret ordningen og opfordret til, at den blev lagt i kommunerne.

Der har tidligere været kørt retssager, hvor ikke-troende forældre har fået dagsbøder, fordi de har nægtet at registrere deres barn gennem kirken. Det har ingen betydning, at man kan foretage registreringen digitalt.

Ved to af de mest livsomvæltende begivenheder i et menneskes liv, bliver vi tvunget til at henvende os til statskirken.

Kirstine Kærn
Forperson, Humanistisk Samfund

Det er det principielle i, at en bestemt trosretning ikke bør varetage opgaven. De fleste forældre opgiver dog kampen, når de skal til at betale tusindvis af kroner i bøder.

Humanistisk Samfunds næstforperson Christoffer Tjæreborg Paulsen har for nylig sendt en klage til medlemmerne af Kirkeudvalget. I brevet fortæller Christoffer, at han selv er vokset op i et kristent religiøst miljø, som han har brudt med. Han ønsker derfor ikke, at en anden kristen religiøs institution skal involveres i ham og hans søns liv.

Den anden opgave, som den danske folkekirke varetager for staten, er dødsfald. 

Selvom man er ikke-troende eller tilhører et andet trossamfund, så skal den lokale sognepræst involveres, når en af vores nærmeste dør.

Præsten fungerer som begravelsesmyndighed og skal behandle alle anmodninger om begravelser og ligbrænding. Det er også præsten, der skal behandle sagen, hvis pårørende ikke kan blive enige om, hvordan begravelsen skal holdes.

Det betyder, at ved to af de mest livsomvæltende begivenheder i et menneskes liv, bliver vi tvunget til at henvende os til statskirken.

Religionsfrihed handler ikke kun om at have retten til at udøve sin religion, men det handler også om retten til at være fri for religion.

Eneste undtagelse er Sønderjylland, hvor man efter genforeningen beholdt den preussiske ordning med, at kommunen varetog opgaven.

I 1920 forventede man, at civilregistreringen i hele Danmark skulle flyttes til kommunerne, så der var ingen grund til at ændre ordningen i Sønderjylland. Det er på tide at gennemføre det, man planlagde dengang.

Det er paradoksalt, at når det gælder fødsler og død, så skal man henvende sig til kirken.

Kirstine Kærn
Forperson, Humanistisk Samfund

Christian IV indførte civilregistreringen for omkring 400 år siden. Dengang var præsterne de eneste, der kunne skrive, så derfor gav det god mening.

Præsterne registrerede trolovelser, vielser, skriftemål med mere. Senere kom registrering af konfirmationer (da tvangskonfirmation blev indført i 1736) og flytninger (1812) til.

I 1924 blev folkeregistret indført. De varetager mange registreringsopgaver, men Folketinget vælger altså at fastholde en 400 år gammel ordning.

En ordning, der sætter den evangeliske-lutherske kirke i centrum i stedet for at sætte borgeren i centrum.

Som borgere henvender vi os til Borgerservice, når vi skal have nyt pas, ændre adresse, skifte læge og så videre. Det er paradoksalt, at når det gælder fødsler og død, så skal man henvende sig til kirken – uanset om man tilhører statskirken eller ej.

I Norge og Sverige foretages civilregistreringen af myndighederne (folkeregisteret og Rigsskatteværket). I Holland har civilregistreringen været udenfor kirken siden 1811.

Det er på tide, at Danmark kommer ind i det 21. århundrede og får samlet alle myndighedsopgaver ét sted, i Borgerservice, til alle borgeres bedste.