Tro ikke på dem, der forsøger at tale folkekirken ned. Den har det langt bedre end sit rygte

Kirken tager kampen op, og har sådan set gjort det lige siden det, vi benævner sekulariseringen, men som måske bedre kunne kaldes den religiøse fremmedgørelse, der i kølvandet på oplysningstiden år for år har vundet mere og mere terræn.

Afskaffelsen af Store Bededag er blot det seneste synlige skud på sekulariseringens syge stamme, der knopskyder i disse år. Men det gør kirken faktisk også og har gjort det længe.

Knopskyder med nye og levende skud, der netop skal komme den eksistentielle længsel efter mening og sammenhæng, som vi er blevet efterladt med, i møde.

Kirken er langt fra sakket bagud, udtjent og lukningstruet, som mange af dens såkaldte forsvarer faktisk paradoksalt nok synes at mene.

Pia Søltoft

Kirken er langt fra sakket bagud, udtjent og lukningstruet, som mange af dens såkaldte forsvarer faktisk paradoksalt nok synes at mene.

Menighedsrådsformand Mike Simonsen Straarup fra Askov Sogn, Ribe Stift, skrev for nylig her i Altinget en kronik om menighedsrådsvalget, hvor han brugte al sin taletid på at tale kirken ned og kritiserede den for ikke at komme ud over rampen.

Han betonede, at folkekirken er konservativ, medlemstallet faldende, og at kirken ganske enkelt ikke gør sig relevant, men ønsker at bevare status quo, og derfor slet ikke taler ind i tiden og dens kriser.

Selv vores kirkeminister Morten Dahlin (V) fandt det passende at tale om kirkens udfordringer forud for menighedsrådsvalget.

Vedligeholdelse af middelalderkirker kommer til at koste, der er for tungt arbejdspres på de frivillige, og der er akut præstemangel, siger ministeren, der nu også kan tilføje turisme til sin titel som minister for by- og landdistrikter, minister for nordisk samarbejde og altså kirkeminister.

Om det er de alt for mange titler, der har fået ham til at tale det ene af sine områder helt ned, er ikke til at sige, men man må give Morten Dahlin, at han bestemt ikke slår om sig med valgflæsk i sin omtale af de kommende menighedsrådsvalg.

Med den slags venner, hvad skal man så med fjender?

71,4 procent af Danmarks befolkning var 1. januar 2024 medlem af folkekirken. Det vil sige, at de er døbt. Det er et fald på 0,7 procent siden sidste år.

Selvfølgelig er det et fald, men er det alarmerende set i lyset af, hvor mange mennesker med en anden religion end kristendom, der i dag bor i Danmark? Berettiger det til at tale om en forfaldshistorie, eller til at sige, at kirken er konservativ og ikke lever op til tidens krav?

For det første er det ganske enkelt ikke retvisende at sige, at kirken ikke taler ind i tiden.

Nu kan en bygning jo ikke tale, men kirkens præster og biskopper taler meget gerne ind i tiden.

Kirken som bygning er et af de eneste rum, vi har tilbage i samfundet, hvor døren åbner sig for enhver, der har lyst til at være med uden at du spørge, hvem du er, og hvad du vil.

Pia Søltoft

De har ikke én stemme, for det er netop en del af folkekirkens grundlovssikrede opbygning, at ingen kan udtale sig på dens vegne, men at alle kirkens ansatte har mulighed for at have deres egen mening.

Eksempelvis er Københavns biskop fast klummeskribent på Altinget, ligesom ganske mange præster gør deres stemme gældende i den offentlige debat i landets aviser, i radioen, på tv og i podcasts.

Men det er blot én side af sagen.

Den anden side er din lokale kirke.

For her er det op til præsten og menighedsrådet, hvordan man vil være kirke på senmodernitetens præmisser, hvordan man vil tale ind i tiden gennem de arrangementer, man afholder, og den måde, man gør sig synlig på i nærmiljøet. Hvordan man vil skabe et fællesskab, der netop favner alle, der bor i sognet.

Og det sker allerede i alle kirker.

Kik dig omkring. Der er morgenyoga, babysalmesang, børnekor, spaghettigudstjenester, sorggrupper, foredrag med og uden tapas, aftener med sang fra højskolesangbogen, studiekredse, udflugter, debatter, koncerter og alt muligt andet.

Det hele er stort set gratis og henvender sig til alle, der kunne have lyst til at deltage. Der er ingen dørmænd- eller kvinder, der spøger om, hvem du er, og hvor du kommer fra.

Du kommer bare ind og er velkommen.

Kirken som bygning er et af de eneste rum vi har tilbage i samfundet, hvor døren åbner sig for enhver, der har lyst til at være med uden at du spørge, hvem du er, og hvad du vil.

Gæstfriheden skyldes visheden om, at vi alle bærer på den samme grundreligiøse længsel efter mening, sammenhæng og fællesskab, som er blevet hjemløs med sekulariseringen, men som kirken stadig gerne giver mund og mæle og lægger rum til.

Den fremmedgørelse, som sekulariseringen har efterladt, fordi den taler den religiøse dimension i menneskelivet ned som noget ufornuftigt og utidssvarende har medført, at vi er blevet traditionsløse og rådvilde.

Derfor dyrker vi i dag alt, hvad der er autentisk og retro, alt hvad der har en historie og et ophav, der ligger uden for os selv og vores eget forgodtbefindende.

For sekulariseringen har netop ikke medført, at vi har tabt den religiøse dimension eller tabt det, man populært og royalt kunne kalde "troen på noget, der er større end os selv."

Den tro har vi ikke tabt, for den er så grundfæstet ved det at være menneske, at vi skulle blive til dyr – eller robotter – for at tabe den.

Men den tro er blevet hjemløs grundet sekulariseringen.

I 1970'erne opstod New Age og tanken om, at der ikke gives nogen absolutte sandheder, men at al sandhed er relativistisk.

Og selv om New Age som bevægelse ikke længere har nogen gennemslagskraft, er relativismen slået igennem med så stor en kraft, at det har ført til en fortvivlende mangel på svar på de store spørgsmål, som vi mennesker slet ikke kan lade være med at stille, sekularisering eller ej.

For hvis enhver af os besidder vores egen sandhed, hvis intet står fast, hvis alt er til forhandling, ja, så bliver alt ligegyldigt, og det bliver vanskeligt at se en mening med noget.

Menighedsrådsvalgene, der udskrives hver fjerde år, er nærdemokrati så det basker.

Det er her, du har mulighed for at præge den måde, du mener, kirken bedst kan komme den eksistentielle fremmedgørelse til livs på.

Skal det være med foredragsaftener, filosofiske saloner, debatter, særlige gudstjenester eller noget helt andet, som netop du mener kunne være fremmende?

Det var netop tanken med menighedsrådsloven, der blev indført i 1903 for at styrke folkekirkens selvstændighed, at den lokale kirke skulle præges af de mennesker, der bor i det sogn, der omgiver den.

Det er dem, der skal have indflydelse på, hvordan deres kirke skal drives og aktiveres.

I 1912 kom der en ny lov, der gjorde det klart, at præsten i sin forkyndelse ikke er underlagt menighedsrådet og at hun, eller han, er ansat direkte af Kirkeministeriet.

Hvis enhver af os besidder vores egen sandhed, hvis intet står fast, hvis alt er til forhandling, så bliver alt ligegyldigt, og det bliver vanskeligt at se en mening med noget.

Pia Søltoft

Men det er menighedsrådet, der vælger, hvem de vil have som præst, når en ny stilling skal besættes. Biskoppen og Kirkeministeriet følger altid menighedsrådets indstilling.

Et menighedsråd har mellem 6-15 medlemmer alt efter sognets størrelse. Derudover kan man vælges som suppleant.

Den sidste løsning vælger mange, når de for første gang træder ind i et råd, for lige at se, hvordan det hele virker.

Menighedsrådet har ansvaret for kirkens bygninger, dens økonomi og for dens ansatte: Kordegn, kirketjener, kirkekulturmedarbejder, sognemedhjælpere, gravere og den store gruppe af andre frivillige, som ingen kirke kunne leve uden.

Og menighedsrådet kan foreslå aktiviteter, som de mener er passende, nyskabende, sjove, vigtige. Frem for alt fællesskabsskabende.

Det er menighedsrådets opgave at kunne stå inde for kirkens gudstjenester og andre aktiviteter, bakke dem op og forny dem.

Det er alt det, du kan blive en del af 17. september, hvis du møder op i din lokale kirke.

Lad være med at tro på dem, der forsøger at tale folkekirken ned. Den er langt bedre end sit rygte og en uundværlig medspiller i kampen mod den eksistentielle fremmedgørelse og ensomhed, der er omsiggribende.