Sognepræst: Folkekirken skal bekymre sig mindre om dårlig presse og mere om sine medarbejdere

Og jeg synes heller ikke, at der er nogen grund til, at vi alle skal sidde som enkeltpersoner og opfinde den dybe tallerken hver især, når vi har ressourcerne til at løskøbe, frigøre og omstrukturere – så dem, der faktisk er kirken lokalt, kan blive hjulpet til at være og at trives i at være netop det.

Yngre menighedsråd og fokuspræster
Jeg ser ikke, at der er nogen vej uden om eller nogen god undskyldning for ikke at løfte alt det tunge og uoverskuelige – og ærlig talt utaknemmelige – arbejde ud af menighedsrådene.

Provstierne skal have lønnede medarbejdere til at overse og oplære de forskellige menighedsrådsposter i sognene i deres område. Det, der giver mening for dem at overtage eller selv at gøre, det kan de så vælge at overtage selv – med provsti-medarbejderen som tovholder og samarbejdspartner.

Men alle menighedsrådsposter skal simpelthen re-brandes eller omskrives, så vi kan gøre det attraktivt og meningsfuldt at tage posterne, for eksempel ved at man så samtidig oplæres i nogle redskaber og områder, som den frivillige kan bruge ude i den virkelige verden.

Det er ikke så underligt, at arbejdsmiljøsager er så hyppige, når vi giver de lokale kirkefællesskaber så dårlige forudsætninger for at lykkes.

Josefine Frej Mikuta
Sognepræst, Sejerø

Det skal give mening. Især for at tiltrække yngre til menighedsråd.

Vi må altså kunne tilbyde et bedre setup og dermed også få mere motiverede og kompetente menighedsrådsmedlemmer, der ikke bare skal gøre en masse surt arbejde og ikke har overskud til at være og udvikle det lokale arbejdsfællesskab og sogneliv.

Så tror jeg på, at vi vil se mange flere initiativer og øget inddragelse af andre frivillige til udvalg og kirkeliv.

Lad præster fokusere på et interesseområde

Præsterne, som er de teologisk uddannede lokalt, skal heller ikke længere spredes så tyndt og miste arbejdsglæde på de områder de ikke har talent for.

Kirken bliver nødt til at være realistisk og skrue ned for kravene til de enkelte præster og i stedet begynde at afvikle flere aktiviteter gennem menighedsrådet og andre frivillige: Mere samskabelse og samarbejde, udvikling og aktivering af det lokale fællesskab.

I stedet for at alle præster skal opfinde den dybe tallerken selv, så lad dem i højere grad fokusere på et interesseområde, som de kan bruge mere tid på og få mere ansvar på provstiniveau indenfor.

Ideelt set ville et provsti have præster indenfor de fleste discipliner (udover at være normale sognepræster): En ungdoms-, diakoni-, sjælesorgs-, katekese-, pilgrims-fokuspræst og så videre.

De ville alle være ansvarlige for at støtte og vejlede de andre kollegaer indenfor deres fokusområde samt at lave fællesarrangementer på tværs af pastoratet og lave idékataloger og aktivitetsmanualer løbende, der klædte alle de andre lokale præster på til afvikling lokalt.

Det ville også styrke det kollegiale fællesskab at have løbende kontakt med hinanden på denne måde. Fokuspræsten ville også kunne vejlede og klæde andre frivillige i pastoratet på til selv at afvikle eller støtte den lokale præst på de områder, de ikke selv har nemt ved.

Provstiet og stiftet skal tage langt mere ansvar
Vi gør ikke kirken nogen tjeneste ved at kræve, at præster løfter en masse opgaver, der ligger for langt fra deres person.

Med langt mere konkret vejledning, samarbejde og inspiration fra dem, der faktisk er dygtige og glade for de individuelle områder – hvis de også får mere arbejdstid til at fokusere på det og ikke bare skal gøre det oven i alt andet (på deres ene ugentlige fridag?) – kan man også håbe, at alle præster får mere blod på tanden til de aktiviteter, der ellers har slidt på arbejdsglæden i hverdagen.

Præster med det samme fokus kan så have flere arrangementer sammen og deltage og knytte et kollegialt fællesskab på stiftsniveau.

Ledelsen skal bekymre sig mindre om dårlig presse og mere om deres medarbejdere.

Josefine Frej Mikuta
Sognepræst, Sejerø

Nogle arrangementer og træf kan desuden være åbne for alle præster, der er interesseret i at udvikle deres kompetencer på de andre fokusområder.

Jeg kan ikke se, at der skulle være noget i vejen for at have flere præster med samme fokus i samme pastorat eller individuelle præster med dobbelt-fokus. Bare man sørger for, at arbejdstiden ikke stikker af, så der bliver lagt en ramme for større overskud i præsternes hverdag, så kirken faktisk reelt set kommer til at ligne et sted, hvor der er ro til eftertanke, og kærlighed og støtte til mennesket (indrekirkeligt også).

Vi ved, at det kvalificerede nærvær er vores største styrke – så giv præsterne bedre rammer til at kunne give det på tværs af deres arbejdsopgaver.

Slut med berøringsangst

Det skal være slut med den berøringsangst fra ledelsens side til at gå ind i lokale arbejdsmiljøsager. Ledelsen skal bekymre sig mindre om dårlig presse og mere om deres medarbejdere og deres lokale kirkefællesskaber.

Især, fordi det er utroligt svært at løse lokale arbejdsmiljøproblematikker lokalt, da det personlige aspekt ved at bo side om side altid vil udfordre det professionelle.

De kirkeansattes levevej skal heller ikke være så sårbar overfor frivillige, der ikke har ligeså meget på spil.

Derfor skal provstiet og stiftet tage langt mere ansvar for at sætte ind med psykolog, supervision og selv at hæfte for at iscenesætte midlertidige ændringer eller træde til med støtteinitiativer periodevis, hvor de sogne, der har problemer, simpelthen får vejledning og hjælp fra rådgivere og støttepersoner indenfor de forskellige erhvervsområder. Så får alle lidt energi og hjælp til et anderledes og styrket arbejdsfællesskab.

Der skal bygges tillid og tryghed
Når det kommer til arbejdsmiljøet, så skal der til at bygges tillid og tryghed, så det ikke længere bliver farligt at adressere arbejdsmiljøudfordringer, og så man får hjælp, hvis man rækker ud. Den her victimblaming og "enten er du med os eller imod os"-kultur, der er opstået på baggrund af ledelsens manglende motivation eller redskaber til at håndtere lokale arbejdskonflikter, er ikke god for nogen.

Det er på tide at gøre alvor af det vi prædiker, så folkekirken som arbejdsplads kan blive lidt mere gudbilledlig og forbilledlig.

Josefine Frej Mikuta
Sognepræst, Sejerø

Hverken god for ansatte, sognebørn eller kirkens integritet i det hele taget – udadtil og indadtil. Ledelsen skal tage ansvar for arbejdsmiljøet, så man kan holde ud at bo på sin arbejdsplads og gider at være frivillig i sin lokale kirke.

Den lokale kirke skal ikke føle, at de er kirke alene. Slet ikke, hvis folkekirken gerne vil fortælle om de gode historier fra det lokale kirkeliv. Vi skal i højere grad være et kirkefællesskab – ikke kun i udvikling – men også i ansvar.

Lad kirken blive kendt for at tage flere svære valg og passe langt bedre på sine arbejdsfællesskaber. Lad succeshistorierne og arbejdsglæden i langt højere grad vokse ud af institutionens struktur og ansvarlighed – frem for at alt det meningsfulde og glædelige, der lykkes i vores regi sker på trods af vores rammer og kultur.

Det er på tide at gøre alvor af det, vi prædiker, så folkekirken som arbejdsplads kan blive lidt mere gudbilledlig og forbilledlig.