Menighedsråd: Vi har talt længe nok. Nu skal der tages stilling til lukning af kirker, økonomi og bæredygtighed

Palle alene på landet

Færre og færre bor i landdistrikterne. Den demografiske udvikling i Danmark er en samfundstendens, der rammer den lokale folkekirke på flere måder. For giver det mening at tale om et lokalt demokrati, hvis der ingen lokale er? Er der så nok tilbage til at varetage demokratiet? Der skal jo også være nogen at skabe kirke for. Ellers er det jo blot de tomme kirkebygninger, der er tilbage.

I mange af disse lokalsamfund er skolen lukket, busruten er nedlagt, og måske har den sidste butik drejet nøglen om. Men den hvidkalkede kirke, som typisk er 7-800 år gammel, står der stadig.

Affolkningen på landet skaber også en økonomisk skævvridning i folkekirken, for med affolkningen følger et faldene skattegrundlag.

Der findes ganske vist en udligningsordning, men den løsning, vi har i dag, vil ikke på længere sigt kunne afbøde konsekvenserne af den øgede skævvridning. Og udfordringen er jo, at selvom det måske kun er Palle, der er alene tilbage på landet, så skal der bruges penge – især på de gamle kirkebygninger – den smukke danske kulturarv. 

Kulturarven er alle danskeres kulturarv

Presset forstærkes af, at den udvikling – eller afvikling – vi har set i nogle landdistrikter de seneste årtier, ser ud til at fortsætte. Mens kommuner i det østjyske kan se ind i en befolkningstilvækst på 20 procent eller mere de næste 20 år, kan de kommuner, der har oplevet stor fraflytning, se frem til, at det forsætter i den gale retning. Det gælder eksempelvis Lolland, Lemvig, Skive og Frederikshavn.

De fleste af landets 1.770 middelalderkirker er placeret i landdistrikterne, hvor der allerede nu er overskud af kirker. Det er dansk kulturarv, og menighedsrådene har ansvaret for, at de bliver vedligeholdt, uanset om de bliver brugt eller ej. Det efterlader nogle menighedsråd med meget få midler til at skabe liv og vækst i kirken.

Set i lyset af de udfordringer, jeg har skitseret – og der er faktisk endnu flere – er det vigtigt, at vi ikke nøjes med at hylde hverdagsdemokratiet. Vi skal også aktivt forbedre vilkårene.

Vi skal tage stilling til hvordan, og i Landsforeningen har vi lagt en række løsningsmuligheder frem – senest på vores årsmøde.

Vi har talt længe nok. Nu skal der tages stilling til, om der skal lukkes kirker og i givet fald, hvem der kan beslutte det. For mig at se er den tid forbi, hvor man lokalt stod alene med ansvaret for middelalderkirkerne. Fællesskabet må træde til nu; kulturarven er alle danskeres kulturarv.

Det er ikke nok at hylde hverdagsdemokratiet. Vi skal aktivt forbedre vilkårene.

Anton Pihl
Formand for Landsforeningen af Menighedsråd

Bæredygtige løsninger skal findes nu

Nu skal der tages stilling til, hvad vi forstår ved et bæredygtigt sogn, og hvordan der sikres økonomi og menneskelige ressourcer til at være kirke lokalt, også i fremtiden, hvor folkekirken har færre medlemmer. Spørgsmålet er, om flere af menighedsrådenes administrative opgaver kan komme i hænderne på medarbejdere og ansatte ledere, eller om de skal flyttes til et mere centralt hold?

Det vigtige for mig er i den sammenhæng, at vi får fundet løsninger, der bevarer lokalsamfundets medansvar for deres egen kirke og fortsat gør, at det er meningsfuldt at sidde i et menighedsråd. Også i en situation hvor lokalsamfundene er under forandring, skal vi kæmpe for en stærk relation mellem folk og kirke i alle dele af landet.

Med så store forskelle på vilkårene mellem menighedsrådene i Danmark, er det klart, at der skal være en stor fleksibilitet i fremtidens løsninger. Samtidig skal vi sikre, at det lokale demokrati har den beslutningskompetence og det ansvar, der følger med at være folkekirkens demokratiske fundament.

Det gælder fremtidssikring af menighedsrådene og en bevarelse af det lokale demokrati. Der er heldigvis taget hul på både debatten og på et ministerielt udvalgsarbejde, der skal resultere i en ny menighedsrådslov, som skal vedtages i 2025/26.