Politisk offer eller drama-queen? Fransk EU-boss væltet af Ursula von der Leyen

"I lyset af denne seneste udvikling – som endnu en gang vidner om tvivlsom ledelse – er jeg nødt til at konkludere, at jeg ikke længere kan udføre mit arbejde i Kommissionen," skriver han.

Ursula von der Leyen har ikke svaret på anklagerne, og få timer efter Thierry Bretons dramatiske exit havde præsident Macron udpeget en ny fransk kommissærkandidat: Udenrigsminister Stéphane Séjourné, som er tidligere liberal gruppeformand i Europa-Parlamentet og tidligere politisk rådgiver for Emmanuel Macron.

Dybe magtkampe mellem Bruxelles og Paris

Ud ryger en karismatisk og pompøs tidligere finansminister og mangeårig erhvervsleder på næsten 70 år, og ind kommer en 39-årig pragmatiker og diskret systemmand fra Macrons inderkreds.

Den franske præsident skriver i en erklæring, at han regner med at se Séjourné blive tildelt en "nøglepost" på det nye kommissærhold, hvor den nye kandidat skal beskæftige sig med "industriel suverænitet, teknologi og europæisk konkurrencedygtighed."

Thierry Bretons afsked er lige så bombastisk, ærekær og selvoptaget, som hans kommissær-periode har været. 

På overfladen skaber udskiftningen måske ikke så store bølger. Det kunne endda ligne et naturligt generationsskifte på Frankrigs plads i EU-Kommissionen. Men måden, det foregår på, vidner om dybe og personlige magtkampe mellem Bruxelles og Paris.

Den franske rokade i sidste øjeblik udstiller Macrons svækkelse og demonstrerer, hvordan Ursula von der Leyen og hendes konservative europæiske partifamilie spiller hårdt spil for at dominere EU’s fremtid.

Det handler ikke kun om personligt fjendskab – men det gør det også. Der skal to til et fjendskab, og i dette tilfælde er der tale om to meget stærke og til tider brutale personligheder.

Bombastisk, ærekær og selvoptaget

Thierry Bretons afsked er lige så bombastisk, ærekær og selvoptaget, som hans kommissærperiode har været. Han ser sig selv som en ophøjet mellemting mellem statsmand og industriel titan, der hører en anden tid til. Lige fra første færd har han præsenteret sig som et europæisk sværd mod amerikanske tech-kæmper som Elon Musk og Mark Zuckerberg, nogle gange med rette. Men Breton har også fra Dag 1 udfordret sin egen chef.

Helt tilbage under den nu afgående Kommissions første, svære måneder præget af corona-pandemien i 2020 begyndte Thierry Breton at så tvivl om Ursula von der Leyens ledelse, og det er han fortsat med, senest under hendes kampagne for at blive genvalgt som kommissionsformand.

Breton har offentligt stillet spørgsmålstegn ved Ursula von der Leyens integritet og opbakningen fra hendes konservative bagland. Han har beskyldt hende for politisk nepotisme, og han har for nylig skrevet et personligt trusselsbrev på vegne af EU til X-ejer Elon Musk uden at cleare det med hverken Ursula von der Leyen eller Margrethe Vestager (der ellers er både konkurrencekommissær og digital næstformand).

Der er masser af andre eksempler på, at franskmanden ikke har haft meget respekt for sin chef eller de andre kommissærer. Breton mener tydeligvis, at han selv burde være kommissionsformand i stedet for tyskeren. I den forstand er det ikke overraskende, at Ursula von der Leyen gerne ville af med ham.

En omvendt siciliansk manøvre

Meget tyder på, at kommissionsformanden har fanget Thierry Breton i en "omvendt siciliansk" manøvre ved at give ham et tilbud, han KUN kunne sige nej til – med andre ord et job, han følte under sin værdighed. Derfor trak Breton selv stikket, og det var i princippet hans eget valg.

Selv blandt dem, der beundrer Ursula von der Leyens politiske mod og enorme arbejdskapacitet, kan man finde bekymring over en manglende vilje til at lytte og en risiko for personligt overmod.

Men der er også en anden side af den historie, for trods sin stridbare og arrogante opførsel har franskmanden måske også haft ret i noget af sin kritik. Ganske vist sagde Margrethe Vestager mandag til Financial Times, at hun "ikke kan genkende det billede," som Thierry Breton maler i sit brev. Men internt i Kommissionen vil mange andre give ham ret i, at Ursula von der Leyens ledelse er meget egenrådig.

Bagsiden af tyskerens stærke og meget synlige ledelse gennem både pandemien og Ukraine-krigen er, at hun har introduceret en grad af selvtilstrækkelig topstyring, som i årevis har skabt bekymringer blandt kommissærerne og i embedsværket.

Uden for citat er det ikke svært at finde både kommissærer og topembedsmænd, som føler sig kvalt eller udrangeret i en EU-Kommission, der sjældent fungerer som et politisk samarbejde.

Von der Leyens mod og overmod

Selv blandt dem, der beundrer Ursula von der Leyens politiske mod og enorme arbejdskapacitet, kan man finde bekymring over en manglende vilje til at lytte og en risiko for personligt overmod hos formanden.

Derfor er det vigtigste spørgsmål måske ikke, om Thierry Breton er en forsmået helt, et politisk offer eller en selvødelæggende drama queen i denne historie. Det hele kan muligvis være rigtigt, alt efter synsvinklen.

Meget mere vigtigt er, hvad historien fortæller os om Ursula von der Leyen: At hun er villig til at gå meget langt for at vælte en markant kommissær fra EU’s andenstørste økonomi, hvis hun opfatter ham som en modstander og et problem. Og at hun kan slippe afsted med det.

Thierry Bretons fald udstiller, at en konservativ kommissionsformand fra Tyskland kan tvinge en liberal præsident i Frankrig til at droppe sin personlige kandidat som EU-kommissær.

Risikabelt spil med musklerne

Det ville næppe være muligt, hvis Macron ikke stod så svækket politisk, som han gør på hjemmefronten lige nu. Og hvis ikke den konservative partifamilie EPP dominerede så meget i både Europa-Parlamentet og kredsen af europæiske regeringer.

Set i det lys vil Ursula von der Leyens tilhængere sige, at den genvalgte kommissionsformand har spillet med musklerne og vundet en sejr, netop som hun gør klar til at præsentere sit nye kommissærhold. Hun kom af med en frustrerende og markant kraft, der skubbede tilbage mod hende i Kommissionen.

Modstand kan imidlertid også være sundt. Og en anden analyse kan være, at hun overspillede sin hånd ved at ydmyge Frankrig bare for at slippe af med en irriterende kollega.

På samme måde, som hun i de seneste uger har presset og ydmyget flere andre medlemslandes regeringer for at få de kandidater, hun helst vil have til Bruxelles.

Måske har det været nødvendigt. Men konsekvenserne af disse manøvrer risikerer at komme tilbage og forfølge Ursula von der Leyen i de kommende måneder og år.