Provst: Politikerskabt bureaukrati truer med at kvæle folkekirkens demokrati

Man kan simpelthen ikke følge med, og det hjælper ikke, at meningen med diverse lovændringer og forordninger ikke fremstår tydeligt.

Den kirkelige dagligdag udfolder sig i et tæt samarbejde mellem valgte, præster og medarbejdere, og det skyldes i høj grad en fælles passion for den betydning, som kirken vitterligt har for størstedelen af landets befolkning.

Lokalt er afstanden mellem det engagerede hjerte, de mange frivillige og den lokale kirkes liv derfor hverken på størrelse med Stillehavet eller Storebælt.

Valgte, præster og frivillige såvel som de mange mennesker, der ofte eller lejlighedsvis bruger kirken, kommer jo, fordi det giver mening – også selvom det for nogle opleves som en pligt at deltage i dåb, bryllup og begravelse. På kryds og tværs af alder, økonomi, civilstatus, uddannelsesniveau og meget andet, der ellers deler os ind i kasser, mødes mennesker i troen på det gode liv.

Folkekirken understøtter det politiske engagement i befolkningen, men det er ved at være sidste udkald, hvis ikke engagementet skal kvæles af politikerskabt bureaukrati.

Birgitte Kvist Poulsen
Provst, Holmens Kirke

Mening og sammenhængskraft

Folkekirken er den bredest funderede demokratiske organisation i landet med det højeste antal medlemmer og frivilligt engagerede. Heraf vælger nogle aktivt at spille med i de demokratiske processer.

Folkekirkens tilstedeværelse over hele landet er derfor som et ’kit’, der samtidig yder et uvurderlig lokalt bidrag til samfundet. Det gælder ikke mindst på de social-etiske områder. Og fordi det lokale plan er uløseligt bundet til lovgivningen, er folkekirken lige præcis også forbundet med de visioner, et samfund bevæger sig i retning af.

Set i det lys understøtter folkekirken det politiske engagement i befolkningen, men det er ved at være sidste udkald, hvis engagementet ikke skal kvæles af politikerskabt bureaukrati. De mange benspænd trækker alvorlige veksler på kræfterne og udhuler det overskud, der skal løfte den lokale offentlige myndigheds ansvar, men også livet i kirkerne.

De meningsskabende bidrag drukner, og den demokratiudvikling, man kunne være medspiller i, levnes ingen eller kun ringe plads, fordi lovgivningen tynges af lag på lag, og stadigt mere skal gøres for de samme ressourcer.

Som offentlig myndighed er folkekirken en del af forvaltningen. De enkelte kirkers ansvar og den tillid, det lokale demokrati nyder fra politisk hold, er der al mulig grund til at glæde sig over og være stolt af. Bredt funderet i en kultur og et demokrati folder folkekirkelige fællesskaber sig ud. De er båret af en stolt tradition for den kritiske meningsudveksling, som i vores land akkurat bygger på en kort afstand mellem menigmand, embedsværk og politikere.

Det politiske bureaukrati øger imidlertid afstanden og er ved at slå engagementet ihjel. I folkekirken mødes mennesker af alle slags omkring mødebordet, hvor synspunkter brydes, i kirkerummet til ugentlige gudstjenester, til bryllupper, dåb og begravelser, og i sjælesorgen, hvor man måske nok mødes for egen men ikke mindst for livets skyld.  

Der er således mere i spil i kirkerne end offentlig forvaltning og administration.

Sidste udkald

Folkekirkens plads i Grundloven peger for så vidt på dette ”mere”, da den er et udtryk for en grundlæggende anerkendelse af, at der findes andre legitime syn på mennesket end de, der ligger implicit i Christiansborgs lovgivning og regulering.

Det er mit håb, at afstanden mellem Christiansborg og det lokale demokrati bliver mindre. Det er mit håb, at den gode samtale genoptages.

Birgitte Kvist Poulsen
Provst, Holmens Kirke

Gennem århundreder har det kristne livs- og menneskesyn været meddannende – helt konkret i den aktive understøttelse af lokaldemokratiet. Det må vi ikke give køb på ved at overbebyrde det med bureaukrati.

I med- og modklang til samfundet folder kirken sig ud. Den når mennesker med en anden stemme og med andre ord end eksempelvis ”klient”, ”patient” og ”borger”. Kirken vil fortsat gerne bidrage, for den er stolt over at bære med, taknemmelig for ansvaret og glæder sig over tilliden. Men det er mit håb, at afstanden mellem Christiansborg og det lokale demokrati bliver mindre. Det er mit håb, at den gode samtale genoptages.

De lokale kirker vil gerne løse opgaverne og forventer ikke, at andre skal gøre det, men derimod at blive taget alvorligt som medspiller. Kirkerne har masser at byde på – ikke kun som en lokalafdeling af de offentlige myndigheder, men netop som medspiller i den stadige udvikling af samfundet og demokratiet.

Kirken har altid bidraget til det fælles, samfundsopbyggende liv, og skal den blive ved med det, kræver det politisk vilje til en afbureaukratisering, som for alvor understøtter folkekirken.

Den grundliggende demokratidannelse i landets menighedsråd er en gevinst for samfundet. Bredt set nyder kirken respekt og anerkendelse, men det er ved at være sidste udkald, hvis ikke de mange gode kræfter, der vælges til menighedsrådene 17. september, skal gå til i tungere og tungere bureaukrati.