Tænketank om ansigtsovervågning: De velmenende politikere ved tydeligvis ikke, hvad de har besluttet

For at kunne overvinde denne vanskelighed må algoritmerne trænes på langt mere varierede og større datasæt. Som for eksempel Facebook-poster med billeder fra familiefester; fotos fra Flickr, Instagram og Mastodon; videosekvenser fra skjulte kameraer på bytorve og markeder, læreanstalter og deres campus’er.

Endda overvågningskameraer i butikker og caféer. Al den slags materiale ”skrabes”, som det hedder, og anvendes nu i tusindvis af akademiske studier og af tech-virksomheder til at lokalisere en given person og tracke ham, mens han bevæger sig rundt i bybilledet – dermed bliver maskinen bedre til personspecifik genkendelse.

Ingen eller meget få af de således involverede personer har givet deres tilladelse til en sådan registrering. Det foregår bare. Hvis branchen for ansigtsgenkendelse ikke besad dette enorme træningsmateriale, ville den heller ikke have noget at sælge.

Jura som løsning

Jurister har meget ofte den opfattelse, at alt kan ordnes med regler og lovbestemmelser. Men kan ansigtsgenkendelsens etiske dilemmaer ”ordnes”?

Direktør for tænketanken Justitia Birgitte Arent Eiriksson har med stor ret påpeget, at teknologien ”udfordrer vores ret til privatliv og andre grundlæggende rettigheder.”

Spørgsmålet er naturligvis, hvorfor Justitsministeriet og Rigspolitiet har foretaget en 180 graders kovending.

Klavs Birkholm
Direktør, tænketanken TeknoEtik

Men hun mener alligevel (som flere andre menneskerets-jurister), at det problem kan løses med passende lovregulering. Her tænkes først og fremmest på en retskendelse i hvert enkelt tilfælde, parallelt med for eksempel ransagninger.

Men skal dommeren så godkende de 100.000 fotos fra Facebook, Flickr og bykameraer, inden han giver tilladelse til at jagte netop den bestemte, farlige kriminelle? I så fald får han meget travlt med at kontakte alle de pågældende.

Eiriksson skriver faktisk, at ”der skal ikke lagres biometriske ansigtsdata”. Men hvis man tolker ”skal ikke” som ”må ikke”, kan teknologien slet ikke praktiseres. Det er ren blindebuk.

Spørgsmålet er naturligvis, hvorfor Justitsministeriet og Rigspolitiet i løbet af mindre end fem år har foretaget en 180 graders kovending i deres holdning til denne teknologi?

Måske skal svaret søges i den enorme liste over udbydere på markedet for ansigtsgenkendelse?

Nogle er velkendte som eksempelvis NEC, Palantir, Toshiba, Amazon og Clearview AI. Andre er underselskaber under amerikanske, kinesiske og israelske våbenproducenter og opererer mere i det dunkle.

Fælles for dem er, at de har investeret stort på baggrund af forventninger om guldrandede afkast. Og desuden at de via det store lag af AI-konsulenter driver en særdeles effektiv lobby-virksomhed overfor både private og offentlige beslutningstagere.