Brexit er en realitet, nu gælder det kampen for danske job og firmaer
BREXIT: Tusindvis af danske job og eksport for milliarder står på spil, efter Storbritannien er trådt ud af EU. En handelsaftale og fiskeriaftale skal være på plads inden udgangen af 2020, hvis Danmark skal undgå de værste konsekvenser.
Søren Elkrog Friis
MagasinredaktørTre et halvt år efter folkeafstemningen om briternes fortsatte EU-medlemskab er Brexit nu trådt i kraft, efter Storbritannien fredag formelt trådte ud af EU.
For dansk erhvervsliv, arbejdsmarked og økonomi kan det få vidtrækkende konsekvenser, at vores største handelspartner lukker døren til EU – og dermed også frigør sig af de regler, som indtil nu har garanteret fri bevægelighed af varer og arbejdskraft.
Men hvor omfattende konsekvenserne bliver, afhænger af de aftaler om det fremtidige forhold mellem EU-lande og Storbritannien, som skal forhandles inden 31. december i år, hvor den nuværende såkaldte overgangsordning udløber.
Brexit i tal
Storbritannien er en af Danmarks primære handelspartnere og udgjorde i 2018 Danmarks største eksportmarked for tjenesteydelser (60,9 mia. kr.) og fjerdestørste eksportmarked for varer (46,8 mia. kr.).
Det britiske marked er endda det vigtigste marked for nogle sektorer. Eksempelvis eksporterede bygge- og anlægssektoren for ca. 32 mia. kr. til Storbritannien i 2018, svarende til 54 pct. af branchens samlede eksport.
Der er 780 danskejede datterselskaber i Storbritannien med 91.500 medarbejdere (2016).
Ved udgangen af 2018 udgjorde de danske direkte investeringer i Storbritannien 211,2 mia. kr.
Cirka 28.000 danskere bor/arbejder/studerer i Storbritannien.
I 2. kvartal 2019 var der omkring 9.100 fuldtidsbeskæftigede britiske borgere i Danmark, langt hovedparten som almindelige lønmodtagere.
Efter Polen, Rumænien, Tyskland og Sverige er Storbritannien det land, som har flest fuldtidsbeskæftigede statsborgere i Danmark.
Kilder: Erhvervsministeriet og DA.