Denne uge i EU (41)
Ida Synnestvedt
Signe Marie Enghave
Plenarmøde i Bruxelles
Ugens nok vigtigste begivenhed er plenarmødet i Bruxelles onsdag-torsdag. Blandt de mest essentielle punkter på dagsordenen er forberedelsen af det europæiske topmøde 17-18. oktober, debatten om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, optagelsen af Bulgarien og Rumænien i Schengen-samarbejdet og forhandlingen om den europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse. Hollands og Finlands blokering af Bulgariens og Rumæniens deltagelse i Schengen-samarbejdet diskuteres onsdag af MEP'erne. Emnet skal til afstemning torsdag. Endvidere vil et tema for plenarmødet være situationen i Yemen og Bahrain, hvilket Parlamentet og Rådet skal debattere onsdag. Torsdag stemmer MEP'erne om implementeringen af FN's protokol om skydevåben.
Partnerskabet med Rusland
En anden vigtig begivenhed er mandagens Rådsmøde om EU's permanente partnerskab med Rusland. På mødet vil udviklingen i EU og Ruslands samarbejde blive diskuteret. Temaer som frihed, sikkerhed og retfærdighed vil særligt være på dagsordenen. Formandskabslandet Polen vil repræsentere alle medlemsstater under mødet. Da Danmark er næste i rækken til at overtage formandskabet, vil landet også være repræsenteret. Endvidere vil ministre fra Rusland og repræsentanter fra Kommissionen deltage.
Hvad yderligere angår udenrigspolitikken, mødes Rådet for Udenrigsanliggender tirsdag for at diskutere den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. EU's Høje Repræsentant, Catherine Ashton, vil lede mødet, hvor man blandt andet vil se på den årlige rapport fra Det Europæiske Forsvarsagenturs operationer. Mødet foregår i Luxembourg.