29. januar: Lykke Friis

Lykke Friis, 40, er klima- og energiminister for partiet Venstre. Inden ministertiden var hun prorektor på Københavns Universitet, og hun har været landskendt som EU-ekspert.

Hun har et imponerende CV med studier i statskundskab ved Københavns Universitet og London School of Economics, forskningschef ved Dansk Udenrigspolitisk Institut og europapolitisk chef hos Dansk Industri.

Og så har hun en stor interesse for EU: Hendes evne til at formidle EU-stoffet indbragte hende i 2008 DR's Rosenkjærpris - med den efterfølgende forpligtigelse til at holde seks radioforedrag på P1 - og hendes viden om EU gjorde hende i 2008 til en af de 12 EU-vismænd.

Hun er desuden berygtet for en stor fodbold-viden og en passioneret fan af den sydtyske storklub Bayern München.

Du har fungeret som EU-ekspert i den offentlige debat i mange år. Hvordan er det pludselig at gå fra at være iagttager og analytiker til at sidde med ved bordet?

"Ved første øjekast er der tale om et radikalt skifte fra kommentatorboksen til en position på banen. Men siden det danske formandskabs afslutning i december 2002 har jeg bevæget mig mere og mere fra teori til praksis. Først som chef for DI's europapolitiske afdeling og derefter som cheflobbyist for Københavns Universitets forsknings- og uddannelsespolitiske interesser og sidst, men ikke mindst som medlem af EU's refleksionsgruppe. Så der er altså ikke tale om at gå fra nul til hundrede, og heldigvis kan jeg trække på en betydelig praktisk erfaring og et omfattende netværk, både i de gamle og nye medlemslande. Så det helt store skifte er, at jeg nu skal fokusere på et bestemt, om end afgørende politikområde frem for EU's storpolitik."

Hvad anser du som den største succes i EU's historie?

"Den største succes er uden tvivl, at det er lykkedes at skabe endegyldig fred mellem Frankrig og Tyskland. Tyskland er i dag et helt almindeligt land, og faktisk efterspørger andre lande i dag en større tysk indsats. Det er intet mindre end historisk. Østudvidelsen rangerer også højt; det samme gør EU's evne til at udvikle et overstatsligt demokrati. Ganske vist er det langtfra perfekt, se bare på den lave stemmeprocent til Europa-Parlamentsvalgene, men ingen anden region har formået at udvikle en lignende demokratisk struktur. Og det er præcis "governance beyond the nation state", som en verden præget af globalisering så eftertrykkeligt efterspørger."

Hvad anser du da som EU's største fiasko?

"Med hensyn til den største fiasko, så er fiasko måske et voldsomt ord. Men man kommer ikke udenom, at EU efter 1989 har haft vanskeligt ved at finde en ny, fængende eksistensberettigelse over den yngre generation. Fred og sikkerhed tages for givet, og det samme gør EU's mange konkrete tiltag som ERASMUS og fri bevægelighed."

Mangler EU et nyt projekt?

"For mig at se bliver globaliseringen det nye projekt. Tag bare klima. Realistisk set er det kun via EU, at europæerne kan få indflydelse. Insisterer vi på, at alle lande skal være repræsenteret, risikerer vi, at de andre lande vender det døve øre til eller slet ikke inviterer os. Et godt eksempel er her G20-samarbejdet. Trods verdens mange nye stormagter insisterer EU på at dukke op til møderne med 11 repræsentanter. Den helt store udfordring for EU bliver at undgå et G2 eller et G5, vel at mærke uden EU."

Kan du give et indtryk af, hvor meget EU fylder i en ministers hverdag?

"Det fylder meget, og jeg håber at kunne vise, at EU-politik er indenrigspolitik med stort I. Hverken udenrigspolitik eller en særskilt disciplin, men en forlængelse af indenrigspolitik. Hvis man hele tiden tager hensyn til EU-dimensionen, så skaber man samtidig forudsætningen for et bedre indre marked, der i sidste ende vil komme danskerne og dansk erhvervsliv til gode. For eksempel har vi herhjemme haft fokus på udnyttelse af biomasse til energiproduktion. Det er vigtigt hele tiden at tænke det indre marked med ind, så vi sikrer en optimal udnyttelse af ressourcerne. Og så er det jo altid en fordel at få gode ideer og lære af hinanden."

Du har til dagbladet Information sagt, at COP15 var en brat opvågning for EU. Hvad mener du med det?

"Klima har været ét af de emner, hvor EU gik i forvejen og var leder på globalt plan, for eksempel med løftet om at at gå fra 20 til 30 procent. Og der er ingen tvivl om, at EU's engagement var afgørende for at opbygge momentum. Men samtidig viste COP15 tydeligt, hvor sårbar man er, hvis man som USA binder et forbrug af fossile brændsler op på finansiering fra udlandet. EU er nettoimportør af fossile brændsler, og derfor tror jeg, at COP15 var et klart signal om en ny verdensorden, om en hårdere kamp for ressourcer, og dermed også et klart argument for at frigøre sig for brugen af fossile brændsler. Obama har sagt det klarere end nogen anden: Den nation, der i det 21. århundrede formår at blive verdensleder inden for ren energi, vil være den nation, der bliver ledende i den globale økonomi."

Vurderer du, at EU i fremtiden vil spille en større rolle end i dag? Og hvis, hvordan tror du konkret, det vil komme til udtryk?

"Det afhænger så sandelig af, om vi formår at tale med én stemme, men i høj grad også reformere os. Det er high noon i Europa igen i dag, helt som det var efter 1989. Dengang handlede det om at overvinde den gamle deling; i dag handler det om EU's rolle i den nye verden med mange stormagter, hvor mange problemer kræver løsninger."

Hvem synes du, stafetten skal sendes videre til, og hvorfor?

"Den skal gå til Rasmus Kjeldahl fra Forbrugerrådet. Jeg synes det kunne være interessant at høre noget om, hvordan vi får borgerne til at engagere sig i EU. Hvordan sikrer vi for eksempel en bedre forståelse på nationalt plan for EU's betydning i forhold til forbrugere og klimapolitik?"

Næste fredag vil direktør i Forbrugerrådet Rasmus Kjeldahl følge op på stafetten. Følg med i EU-stafetten hver fredag på Altinget | EU.