5. februar: Rasmus Kjeldahl

Forbrugerne og euroen

Tale af Rasmus Kjeldahl, direktør i Forbrugerrådet ved Europabevægelsens Eurohøring, den 2. februar 2010.

"Lad mig start med at sætte min rolle som forbrugerrepræsentant i panelet lidt på spidsen; der er ikke noget decideret forbrugerpolitik forbundet med eurodebatten, og en indførsel af euroen i Danmark, vil ikke have nogen reel betydning for den almene forbrugers dagligdag - ud over at det naturligvis ikke længere vil være nødvendigt at huske rejsevaluta eller betale gebyr for veksling. Desuden vil det blive lettere at sammenligne priser med resten af Eurolandene, da dette kan gøres uden at regne - man kan ikke afvise, at dette vil kunne øge lysten til at handle over grænserne.

Den mest udbredte frygt blandt eurokritikkerne, som typisk er den, der smitter af på forbrugerne, er, at indførelsen af euroen vil føre til en generel prisstigning. Denne opfattelse var meget udbredt i tiden op til 2002, hvor de første 12 lande tilsluttede sig, og hvor Danmark takkede nej.

Argumentet dukker stadig op i den danske debat, men det er svært at finde dokumentation, der entydigt kan støtte argumentet. Erfaringen fra de lande, som har indført euroen, viste, at man ikke - eller kun meget partielt - oplevede den prisstigning, som var frygtet.

Bortset fra små fluktuationer ved indførelsen, typisk i anledning af udarbejdelse af nye menuer og andre prislister, viser inflationsopgørelsen, den såkaldte HICP, at den årlige, gennemsnitlige inflationsrate i de 12 lande faktisk faldt marginalt i perioden 2001-2003, altså hen over overgangsperioden.

Hvis man betragter den årlige inflationsrate i de 12 lande, som gik forrest i indførelsen af euroen, viser det sig, at indførelsen af euroen faktisk ikke havde nogen entydig effekt på inflationen i de 12 lande. Få lande oplevede stigende inflationsrater i perioden 2001-2003, fx Frankrig og Italien, som dog aftog igen efterfølgende, mens langt hovedparten oplevede faldende inflationsrater: Tyskland, Belgien og ikke mindst Holland og Portugal.

Nogle - herunder også visse forbrugerorganisationer - har fremført, at priserne på dagligdagsvarer steg voldsomt ved indførelsen, og at dette træk drukner i den gennemsnitlige inflationsopgørelse. Det er reelt rigtigt, at priserne på fødevarer, som er en primær udgiftsgruppe for mange forbrugere, steg i 2002 i Europa, ikke kun eurolandene. Men analyser har efterfølgende vist, at dette snarere skyldes dårlig høst og lave udbytter som følge af dårligt vejr, end det skyldes indførelsen af euroen. Ydermere er det bevist, at priserne på langvarige forbrugsgoder, især kommunikationsudstyr, faldt. Der er derfor ikke belæg for at konkludere, at indførelsen af euroen har ført til prisstigninger, ud over måske en engangseffekt på ¼ procent.

I kølvandet på Finanskrisen faldt renteniveauet i eurozonen mere end i Danmark, og mange økonomer og politikere var for et års tid siden fremme med et budskab  om, at nu kom de danske boligejere til at betale prisen for, at vi stod uden for euroen, i form af et højere renteniveau. Som det Økonomiske Råd har påpeget, er der imidlertid ikke belæg for, at der i det lange løb altid vil være denne sammenhæng - i andre situationer kan renteniveauet i Eurozonen måske gå hen og blive højere end i Danmark (ligesom der for så vidt heller ikke er et belæg for, at et lavt renteniveau altid er en entydig fordel for et lands økonomi). Det er altså ikke derfor, Danmark skal gå over til euroen.
Men der kan altså ikke fra vores side peges på væsentlige negative effekter på forbrugernes rammebetingelser, der taler for, at det skal holde Danmark uden for eurosamarbejdet.

Når det så er sagt, er det selvfølgelig vigtigt, at man overvåger overgangsperioden, når/hvis den kommer for Danmark, således at handelsvirksomhederne ikke benytter indførelsen af euroen som en chance til at skrue op for priserne eller foretage lidt for rundhåndede oprundinger. Ligesom det er vigtigt, at fx konverteringen af lån sker omkostningsfrit for låntagerne.

En centralt afgivet opfordring til borgerne om at indrapportere eventuelle observerede unormale prisstigninger til myndighederne, med mulighed for offentlig udhængning af de pågældende virksomheder, kan ligeledes bidrage til at omvende den euroskepticisme, der bunder i frygten for ublu prisstigninger.

Endelig er det vigtigt at gøre en fremtidig overgang til euroen så pædagogisk som muligt for forbrugerne. En nem metode hertil, som også vil minimere frygten for ublu prisstigninger blandt forbrugerne, er, at man i en passende periode op til indførelsen af euroen i Danmark, og en tid efter, stiller krav om dobbelt prismærkning. Dette har vi tidligere foreslået i Forbrugerrådet, da det vil gøre det nemt for forbrugerne at gennemskue, hvad eurotilslutningen betyder for prisdannelsen i Danmark, og dermed deres indkøb. Og sværere for virksomhederne at hæve priserne. Erfaringer viser, at forbrugerne foretrækker, at en sådan periode er relativt lang, således at man kan nå at vænne sig til den nye værdiskala.

Lad mig slutte med at gentage et par af de positive effekter, som forbrugerne kan glæde sig over, når Danmark indfører euroen:

• Færre transaktionsomkostninger ved rejser - mange af danskernes hyppige rejsemål er eurolande.
• Nemmere prissammenligner med udlandet. Netop dette kan vise sig at blive en stor gevinst for de danske forbrugere, da det kan synliggøre, hvad identiske varer kan anskaffes for i andre, og ikke mindst billigere, eurolande.
• Prisudligning/-reduktion. Man kan ligefrem håbe, at en nem, direkte prissammenligning med andre lande, som dansk tilslutning til euroen vil medføre, kan skabe en generel og længe savnet priskonkurrence på danske varer. Til gavn for forbrugerne på både kort og langt sigt."

Kilde: www.forbrugerraadet.dk