Danmarks EU-selvmål

Vi skal i Danmark passe på, at vi ikke kun har særstandpunkter. I forvejen skejer vi ud med vore EU-forbehold og en usolidarisk regel om, at udlændinge ikke må købe sommerhuse hos os. Og nu vil vi ikke betale til fællesskabet.

Erik Boel
Udenrigskommentator og tidligere formand for Europabevægelsen

Af Erik Boel
Udenrigskommentator, forfatter og tidligere formand for Europabevægelsen.

Hvis EU-topmødet til februar om et nyt 7-årigt budget bryder sammen, har Danmark et stort medansvar. Statsministerens ultimative melding om, at Danmark nedlægger veto mod budgettet, hvis ikke vi får en årlig rabat på en milliard kroner, kan gøre det umuligt at nå et kompromis.

Fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti er der en sjælden set enighed om, at det er godt gået af statsministeren at true med veto. Når partierne ikke evner at formulere en europapolitik, kan de altid blive enige om, at Danmark ikke skal betale så meget til det fælles…

Pinlig finansiering af skattereform 
Det er forstemmende: Mon ikke de fleste kender fornemmelsen af at krumme tæer, når der pruttes om prisen i tøjbutikken. En del kunder vil gerne have rabat eller lidt ekstra med oven i hatten. Det bliver hurtigt meget pinligt, ikke mindst fordi det ofte er småbeløb eller et par ekstra sokker, der handles om. Pinligheden i tøjbutikken er dog for intet at regne i forhold til regeringens krav om at betale mindre til det europæiske samarbejde for på den måde at sikre finansieringen af den kontroversielle skattereform. Det er et eksempel på, at de politiske partier prioriterer indenrigspolitikken over europapolitikken.

Skiftende danske regeringer har ellers gennem årene forfægtet det smukke og rigtige princip, at alle rabatordninger skal afskaffes. Det vil skabe et mere gennemskueligt system med de samme regler for alle i stedet for en finansiering opbygget omkring svingende håndtasker, høkermentalitet og lappeløsninger.

Vi sætter inflydelse over styr for peanuts 
Vi skal i Danmark passe på, at vi ikke kun har særstandpunkter. I forvejen skejer vi ud med vore EU-forbehold og en usolidarisk regel om, at udlændinge ikke må købe sommerhuse hos os. Og nu vil vi ikke betale til fællesskabet. Vi undskylder os med, at der er andre lande, som gør det samme. Det er meget muligt, men det gør jo nødvendigvis ikke vores beslutning rigtig. I ethvert samarbejde har man kun en vis portion goodwill. Danmark risikerer at miste indflydelse i EU-samarbejdet, hvis vi bruger vores politiske kredit på med hiv og sving at hente en rabatordning hjem.

I det store billede er en rabat på 1 milliard kroner peanuts, som vi nemt kan komme til at sætte over styr, hvis vi mister indtægter på fx landbrugsstøtten. I det hele taget kan det ikke lade sig gøre at måle værdien af Danmarks EU-medlemskab ved blot at se på, hvor meget vi betaler ind til og får tilbage fra den fælles kasse

EU-rabatter er en uskik 
I stedet bør vi spørge os selv, om det er til gavn for Danmark med et svagt europæisk samarbejde, hvor medlemslandene blæser på de fælles regler? Svaret er entydigt nej! For ikke mindst et lille land gælder det om, at vi får et så stærkt samarbejde som muligt med en række stærke europæiske institutioner. I stedet for at tænke kortsigtet og nationalt bør vi tænke langsigtet og europæisk.

Den indirekte betydning af medlemskabet både økonomisk, politisk, kulturelt og menneskeligt overstiger langt vore indbetalinger: 500.000 danske job skyldes samhandelen med de andre lande i det indre marked - og medlemskabet har markant forbedret situationen i Danmark, når det gælder miljø, ligestilling, forbrugerbeskyttelse og forholdene for arbejdstagerne ude i virksomhederne.

Rabatter i EU-samarbejdet er en uskik. Danmark bør derfor tage skeen i den anden hånd og offensivt i stedet arbejde for et mere moderne og fremadrettet EU-budget med vægt på grøn omstilling, vækst, uddannelse forskning og udvikling.