Debat: Tak for persondataforordningen – den sikrer fremtidens kernevelfærd

Af Hanne Marie Motzfeldt
Lektor, Aarhus Universitet

2012 gik et sus igennem Europa. Kommissionen offentliggjorde sit forslag til en databeskyttelsesreform. Ikke alene gik EU efter en forordning til at erstatte det lidet virkningsfulde persondatadirektiv. Der var eksorbitant forhøjede bødeniveauer. Lobbyisterne fik travlt. Der blev indsat ganske mange undtagelser undervejs. Den vedtagne forordning blev et noget svagere instrument, end Kommissionen havde ønsket.

I Danmark verserer i disse dage en ny debat. Skal offentlige myndigheder have bøder i lighed med private virksomheder, hvis myndighederne eller deres leverandører ikke overholder reglerne?

I og for sig et pudsigt spørgsmål, da offentlige myndigheder vel overholder lovgivningen og prioriterer dette højt. Konkurrencestatens fremkomst, New Public Management, udliciteringer og outsourcing samt offentlig-private samarbejder har vel næppe helt elimineret forudsætningen om, at offentlig forvaltning er lovmæssig forvaltning?

Vi bør takke EU for modet til at tænke langsigtet og kræve, at den digitale fremtid skal hvile på gode, gamle, hæderkronede retsikkerhedsværdier. 

Hanne Marie Motzfeldt
Lektor, Aarhus Universitet

Modstand mod forandring
Myndighedernes modstand mod bødetruslen er dog til at tage og føle på. Argumenterne fyger i luften. Forandringen er for stor, fordi vi overholdt jo ikke de gamle regler. Pengene vil blive flyttet fra en kasse til en anden. Det giver ingen mening. Det vil koste på kernevelfærden. Der vil blive færre sosu-assistenter til de gamle og for få pædagoger i børnehaverne, hvis en kommune bliver idømt en bøde.

Også de etablerede juridiske eksperter stejler. Det er ikke sådan, vi plejer at gøre. Det strider mod den måde, vi grundlæggende regulerer det offentlige på i Danmark. Det risikerer at sprede sig.

I det hele taget synes satsningen på robust og sikker offentlig it at vække utilfredshed. Det er for svært. Vi har ikke penge til det. Det er indviklet og teknisk.

Kuren ud af finanskrisen
Grunden til, at vi fik databeskyttelsesreformen bliver pudsigt nok sjældent fremført i debatten. Det er synd.

Reformen er faktisk et af EU's bedre påhit. Kommissionens superøkonomer blev sat til at finde en vej ud af finanskrisen. De fandt en kur. De mener, at et velfungerende digitalt marked vil forøge EU’s BNP med 415 milliarder euro.

Kuren hedder altså digitalisering. Vi skal skabe Det Digitale Indre Marked. Europa skal være førende internationalt på gode, stærke, robuste og sikre it-løsninger.

Borgernes tillid
Ulempen ved superøkonomernes mirakelkur er, at vi skal sluge medicinen. Kommissionen foretog en række store undersøgelser. De viste ringe overholdelse af det gamle persondatadirektiv. De viste også, at EU-borgerne havde mistillid til digitale tjenester.

Mistilliden betød modvilje. Borgerne ville ikke bruge løsningerne. Uden borgernes tillid og data intet Digitalt Indre Marked. Alt dette er ikke en hemmelighed. Man kan bare læse forordningen og programmet om Det Digitale Indre Marked.

EU's budskab er: Vi skal bygge ordentlige, sikre, tillidsvækkende it-løsninger, få styr på vores it-leverandører og i det hele taget leve op til forordningens krav. Sjusker vi, mister vi de 415 milliarder euro – og alle de sosu-assistenter og pædagoger, vi kan aflønne for de penge. I det lange løb bliver det rigtig dyrt for kernevelfærden at sakke agterud i det digitale kapløb.

Dyrt at hoppe over, hvor gærdet er lavest
Andrus Ansip (estisk politiker, red.) udtrykte det kort og klart: "Europas digitale fremtid kan kun baseres på tillid. Med solide fælles standarder for databeskyttelse kan folk være sikre på, at de har kontrol over deres personoplysninger, og samtidig drage fordel af alle de tjenester og muligheder, der ligger i et digitalt indre marked. Vi bør ikke opfatte privatlivets fred og databeskyttelse som hæmmende for økonomisk aktivitet. De udgør faktisk en væsentlig konkurrencemæssig fordel.”

Vi bør takke EU for modet til at tænke langsigtet og kræve, at den digitale fremtid skal hvile på gode, gamle, hæderkronede retsikkerhedsværdier. Det bliver for dyrt at hoppe over, hvor gærdet er lavest, når vi bygger fremtidens forvaltning.