Det sker i EU: Von der Leyens afskedssvada og showdown i Santiago
EU-kommissionsformanden gør regnebrættet op, når hun for – måske – sidste gang leverer sin store årlige tale om Unionens tilstand. Det sker i en uge, hvor EU-parlamentarikerne stemmer om en ekstra plads til Danmark, og hvor de europæiske økonomi- og finansministre tager til Spanien, hvor de kan afgøre EU-kommissær Margrethe Vestagers videre skæbne.
![Vil EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen løfte sløret for sine egne fremtidsambitioner, når hun onsdag holder sin årlige tale om Unionens tilstand for sidste gang i denne Kommissions levetid?](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=2560,f=jpeg/https://legacy.altinget.dk/images/article/273179/114431.jpg)
![Rikke Albrechtsen](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=64/https://legacy.altinget.dk/images/Writers/4748-rikke-albrechtsen-2-48.jpg)
Rikke Albrechtsen
EU-redaktørMandag 11. september
Danmarks ekstra plads i Europa-Parlamentet er på programmet, når Parlamentets Forfatningsudvalg stemmer om sammensætningen af forsamlingen efter næste valg. Her står Danmark til at gå fra 14 til 15 pladser som ét af i alt ni lande, som får lov til at sende flere folkevalgte til Bruxelles og Strasbourg. I alt forventes det, at forsamlingen bliver udvidet fra 705 til 720 medlemmer. Det skal dog bekræftes af det samlede Parlament onsdag og derefter endeligt fastslås af EU-landene.
EU-Kommissionen præsenterer sin nyeste økonomiske prognose. Samme dag præsenterer chefen for det europæiske politisamarbejde, Europol, Catherine De Bolle, den første såkaldte referencerapport om kampen mod økonomisk kriminalitet i Unionen.
Europa-Parlamentet stemmer om nye mål for vedvarende energi, der skal udgøre mindst 42,5 procent af forbruget i 2030. De skal også blåstemple ny fælles støtte til opbygningen af den europæiske våbenindustri, og så skal de give deres grønne lys til den nye bulgarske EU-kommissær for forskning, kultur og uddannelse, Iliana Ivanova, efter hendes forgænger forlod Bruxelles for at blive sit lands udenrigsminister i foråret.