EU vil have mere målrettet regulering

REGLER: EU-reguleringen har det med at tage overhånd. Det vil EU-Kommissionen nu lave om på med et forslag til "smart regulering". Regeringen er positiv, mens LO er kritisk.
Det skal være slut med unødig EU-regulering. Derfor har EU-Kommissionen fremlagt forslaget om målrettet og effektiv regulering (REFIT).

Det skal ifølge Kommissionen skærpe arbejdet med at fjerne unødige reguleringsmæssige omkostninger, samtidig med at det sikres, at EU-lovgivningen effektivt opfylder politiske målsætninger.
 
Den megen ekstra økonomisk regulering på EU-plan, som er kommet med den økonomiske krise, betyder også ifølge Kommissionen, at "smart regulering" kan spille en rolle i forhold til at skabe vækst.
 
Hvordan fungerer det? 
REFIT-programmet bygger på en evaluerende tilgang, der skal afdække byrder, uoverensstemmelser, mangler og ineffektive foranstaltninger på større eksisterende lovgivningsområder.

De områder og retsakter, hvor man på forhånd mener, at der er størst mulighed for at forenkle reglerne og reducere reguleringsmæssige omkostninger, vil blive udvalgt og evalueret.

Efterfølgende vil det ud fra evalueringerne blive vurderet, om der er behov for at undersøge området nærmere for muligheden for byrdereduktion.   
 
Regeringen: Det øger kvaliteten
Den danske regerings generelle holdning til forslaget er, at de gerne vil sikre en sammenhængende indsats for "smart regulering" på EU-niveau og dermed en forenkling af EU-reglerne.
 
Af regeringens grundnotat om forslaget fremgår det, at regeringen lægger vægt på, at de reguleringsmæssige byrder kun vil blive reduceret i de tilfælde, hvor det ikke medfører forringelser af de grundlæggende beskyttelsesniveauer i lovgivningen, herunder særligt på arbejdsmiljøområdet.
 
"Smart regulering" handler altså ifølge regeringen om at øge kvaliteten i reguleringen, hvilket fører til let og smidig administration i virksomhederne.
 
Endvidere støtter regeringen, at "smart regulering" ifølge forslaget i høj grad skal fokusere på slutbrugerne (virksomheder, borgere, forbrugere, offentlig administration osv.) og mindske netop deres reguleringsmæssige byrder, blandt andet gennem en forbedring af Kommissionens høringsprocedurer.
 
LO: Forslaget vil medføre deregulering
I modsætning til regeringen, ytrer Landsorganisationen i Danmark (LO) kritik mod Kommissionens forslag om målrettet regulering.

I et høringssvar lægger DI blandt andet vægt på, at i en tidligere Kommissions-rapport fra november 2011 gør Kommissionen det klart, at de vil mindske reguleringsmæssige byrder for især små og mellemstore virksomheder (SMV'er).
 
Men ifølge LO vil fritagelser af mindre virksomheder, specielt på arbejdsmiljøområdet, medføre en faktuel deregulering. Også tegn på forringelser i forhold til direktiverne om sæsonarbejde og udstationering, bekymrer Landsorganisationen.
 
Desuden pointerer LO, at lempelser af administrative byrder ikke må ske på bekostning af arbejdsmiljø eller arbejdsvilkår.
 
Også i forhold til høring af interessenter finder LO det betænkeligt, at arbejdsmarkedets parters høringsret nedtones til fordel for offentlige høringer. Inddragelse af arbejdsmarkedets parter, især i forhold til social- og arbejdsmarkedspolitikken, er vigtig.
 
EU-Kommissionens arbejdsprogram 
REFIT-evalueringer vil fra 2014 blive offentliggjort i flerårige evalueringsplaner, og planlægningen vil være offentlig. Kommissionens arbejdsprogram vil 
indeholde en liste over alle planlagte REFIT-initiativer, første gang i arbejdsprogrammet for 2014.
 
Desuden bliver der oprettet en resultattavle med det formål
at vurdere fremskridtene for de forskellige forslag i EU-institutionerne og deres 
implementeringsfase i medlemslandene.
 
Læs hele EU-Kommissionens meddelelse om målrettet EU-regulering her. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024