Folketingets udvalg skal have mere snor i EU-forslag
Anders Jerking
RedaktionschefEU-forslag skal fremover behandles grundigere i Folketinget. Derfor bliver forretningsordenen ændret, så Folketingets fagudvalg i det nye folketingsår bliver inddraget langt mere i behandlingen af EU-forslag. Tidligere blev mange sager kun behandlet af Europaudvalget.Ændringen betyder, at fagudvalgene inddrages tidligere og pligtmæssigt, så vi forhåbentlig får en mere dybdegående gennemgang af forslagene, som mere ligner den almindelige lovbehandling, vi har i Danmark.
Thor Pedersen (V)
Folketingets formand
Konkret betyder ændringerne, at Europaudvalget anmoder fagudvalgene om at tage stilling til de relevante sager, hvorefter fagudvalget er forpligtet til at komme med en udtalelse. På den måde bliver fagudvalgene nødt til at gå mere aktivt ind i EU-sagerne.
Folketingets formand, Thor Pedersen (V), håber, at den nye ordning vil styrke arbejdet med EU-forslagene.
"Ændringen betyder, at fagudvalgene inddrages tidligere og pligtmæssigt, så vi forhåbentlig får en mere dybdegående gennemgang af forslagene, som mere ligner den almindelige lovbehandling, vi har i Danmark. Men der ændres ikke ved, at det er Europaudvalget, der giver et mandat til de ministre, som skal forhandle," forklarer han.