Forsinket grønt lys til Brexit-aftale er på plads: ”Et sidste skridt på en lang rejse”
Et overvældende flertal i Europa-Parlamentet stemte onsdag på efterbevilling for den Brexit-aftale, der trådte i kraft ved årsskiftet.
![Kommissionsformand Ursula von der Leyen lover, at der bliver holdt et vågent øje med, om briterne lever op til den aftale, de har indgået med EU.](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=2560,f=jpeg/https://legacy.altinget.dk/images/article/243626/80640.jpg)
![Rikke Albrechtsen](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=64/https://legacy.altinget.dk/images/Writers/4748-rikke-albrechtsen-2-48.jpg)
Rikke Albrechtsen
EU-redaktørBRUXELLES: Brexit-kapitlet i EU-historiebøgerne er nu ved endelig at være skrevet færdig. Onsdag stemte 660 ud af de 705 EU-folkevalgte i Europa-Parlamentet for den samarbejde- og handelsaftale med briterne, som blev indgået juleaften, og som trådte midlertidigt i kraft ved årsskiftet.
Samtidig er EU-landene ved at sætte den allersidste krusedulle på aftalen i en såkaldt skriftlig procedure, sådan at de sidste forhindringer er ryddet af vejen for en formel vedtagelse.
De folkevalgte i Parlamentet kaldte i en erklæring Brexit for ”en historisk fejltagelse”, men markerede samtidig begivenheden som muligheden for at starte på en frisk.