Gule fagforeninger kræver plads ved trepartsbordet
Det er udemokratisk, at næsten en halv million lønmodtagere ikke bliver repræsenteret i trepartsforhandlingerne, lyder det fra fire såkaldt gule fagforeninger, der retter en fælles appel til beskæftigelsesministeren om at komme med i den permanente trepartsinstitution. Regeringspartiet Venstre åbner for deres deltagelse.
Rikke Brøndum
Journalist og redaktørNår den traditionelle fagbevægelse repræsenterer under halvdelen af landets lønmodtagere, og de tværfaglige, såkaldt gule fagforeninger efterhånden har et medlemstal på knap en halv million, bør de også inddrages i regeringens permanente trepartsinstitution.
Sådan lyder meldingen fra Krifa, Fire Funktionærer, Det Faglige Hus og Ase, som i et fælles brev til beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) nu forsøger at sparke døren ind til forhandlingslokalet og være en del af drøftelserne om den kommende, permanente trepartsinstitution.
"Vi har en regering, som ønsker at samarbejde på nye måder og nedbryde eksisterende magtblokke. En af de sidste store bastioner med magtblokke er på beskæftigelsesområdet," siger formand Jane Heitmann, som indtil sidste valg var medlem af Folketinget for Venstre.