Krigen mod Ukraine har forandret Europa for altid

Selv en stærkt EU-kritisk leder som Ungarns Viktor Orban har trods mange besværligheder indtil videre ikke forhindret sanktionerne mod Rusland, våbenkøb til Ukraine, fælles energitiltag eller andre vidtrækkende beslutninger. Samtidig har truslen fra Rusland udstillet en helt grundlæggende uenighed mellem Polen og Ungarn, som neutraliserer den skeptiske gruppe af Visegradlande.

Både forsvarspolitisk og når det gælder energi, handel, forsyningssikkerhed og industripolitik har Putins krig mod Ukraine også presset Tyskland og Frankrig til at finde hinanden i fornyede fælles ambitioner for samarbejdet.

Fælles forsvar har fået ny fremdrift

Selv om det ind i mellem kan være svært for EU’s udenrigschef, Josep Borrell, at finde sin rolle i denne udvikling, er hans udenrigstjeneste (EEAS) tydeligvis af den opfattelse, at der blæser nye vinde i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Vi blev advaret om det, da Putin annekterede Krimhalvøen i 2014, men dengang lyttede vi ikke. Det gør vi alle sammen nu.

Peter Stano
Cheftalsmand for EU's udenrigstjeneste (EEAS)

Det er ikke kun i forsvarsalliancen Nato, at europæisk territorialforsvar, fælles oprustning og militær udvikling igen er kommet øverst på dagsordenen. Selvom det er næsten ti år siden, Nato-landene lovede hinanden at investere mindst to procent af deres bnp i forsvar, er det først nu, at alle de europæiske lande for alvor går i den retning.

Ikke mindst Tyskland er gået i gang med en nytænkning af forsvars- og sikkerhedspolitikken, som også kan få vidtrækkende konsekvenser for EU’s militære udvikling.

”Krigen har hjulpet EU til at vågne op og indse, at vi er nødt til at stå sammen for at forsvare os mod risikoen for russisk aggression. Vi blev advaret om det, da Putin annekterede Krimhalvøen i 2014, men dengang lyttede vi ikke. Det gør vi alle sammen nu,” siger udenrigstjenestens cheftalsmand, Peter Stano.

”Ingen ved vel bedre end jer danskere, hvordan denne krig har forandret alting. I gik til folkeafstemning og afskaffede jeres forsvarsforbehold på grund af den. Det er meget sigende, ganske som Sveriges og Finlands beslutning om at søge optagelse i Nato,” siger han.

Ukraine er pludselig et kandidatland

Peter Stano påpeger ligesom andre kilder i EU-Kommissionen og diplomater, som Altinget har talt med, at de nu ti sanktionspakker mod Rusland er et varsel om en hårdere og mere udfarende fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Derfor er der allerede gang i en ny debat om, hvorvidt man bør afskaffe kravet om enstemmighed på området.

Det er en af grundene til, at krigen også kan blive impulsen til nye reformer af EU’s egne spilleregler og beslutningsprocedurer i de nærmeste år. En anden og måske endnu vigtigere grund er, at krigen sidste sommer fik EU til pludselig at give Ukraine status som kandidat til optagelse i Unionen.

Det betyder ikke, at Ukraine bliver medlem af EU i morgen. Det er svært bare at forestille sig åbning af optagelsesforhandlinger, mens krigen stadig står på. Under normale omstændigheder ville et land så kæmpestort, fattigt og korruptionsplaget som Ukraine være meget langt fra at komme ind.

Men omstændighederne er jo netop slet ikke normale. Det geopolitiske skred er så stort i disse måneder og år, at alting pludselig kan gå meget hurtigt. Derfor er der en voksende opfattelse i Bruxelles af, at Ukraine nok vil blive en del af EU inden for en overskuelig fremtid.

Ny debat om reform af Unionen

Opgaven med at genopbygge landet efter krigen bliver så gigantisk og omkostningsfyldt, at Europa under alle omstændigheder er nødt til at investere i Ukraines fremtid. Hvorfor så ikke gøre det til en del af optagelsesprocessen?

Det betyder imidlertid også, at vi er på vej mod et meget anderledes, større og mere varieret EU, som endnu en gang er ved at genopfinde sig selv. Moldova og Georgien står ligeledes og venter, og på det vestlige Balkan er flere lande allerede i forhandling.

Så stor en udvidelse vil kræve reformer af EU’s støtteordninger, beslutningsprocedurer og styreform. Med andre ord: en ny traktat.

Der vil være dem, der frygter uro og splittelse i et samarbejde, der skal favne millioner af ukrainere som unionsborgere. Ukrainerne vil strømme ind i vores samfund, vil nogle sige. Til det kan man svare, at ukrainerne er her i forvejen.

Millioner af ukrainere bor hos os nu

Ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, er omkring otte millioner ukrainske krigsflygtninge lige nu spredt ud over det europæiske kontinent. Her tæller FN imidlertid Rusland, Hviderusland og andre lande med, så tallet skal justeres.

Der er over seks millioner ukrainere, der bor i EU nu. Flere end hele Danmarks befolkning. Langt de fleste af dem må formodes at rejse hjem igen, når krigen er slut.

Gør man det, bliver det til omkring 4,6 millioner ukrainere, der opholder sig i de 27 EU-lande som flygtninge her i februar 2023. Før krigen brød ud, boede der i forvejen over 1,5 millioner ukrainske indvandrere i EU.

Der er altså i alt over seks millioner ukrainere, der bor i EU nu. Flere end hele Danmarks befolkning. Langt de fleste af dem må formodes at rejse hjem igen, når krigen er slut – især hvis den økonomiske genopbygning af landet kommer hurtigt i gang, og hvis Ukraine er på vej til at blive medlem af EU.

I den forstand skaber krigens exodus ikke alene en helt ny og aldrig før set flygtningesituation i Europa. Det er samtidig et stærkt argument for at give ukrainerne et land at rejse hjem til.

Også den erkendelse betyder, at EU er nødt til at forandre sig nu.

”Der bliver ingen vej tilbage efter det her. Den Europæiske Union bliver aldrig som før igen,” siger Peter Stano fra EEAS.