Kvinderne har allerede tabt EU-valget

På grund af de mange nye partier er der med 169 kandidater det højeste kandidattal i 25 år. Men der er langt mellem kvinderne.

I 2024 er kandidaternes kvindeandel kun 36,1 procent, mens den ved det seneste valg til Europa-Parlamentet i 2019 var 37,8 procent. Som det ses i figuren nedenfor, har kandidatandelen været ret stabil på 35-38 procent. ved de seneste fire valg.

Stabil har andelen af valgte kvinder til gengæld ikke været. Efter et kraftigt spring opad er andelen af kvinder faldet massivt ved de to seneste EP-valg fra 46,2 procent i 2009 til kun 35,7 procent i 2019.

Udviklingen i Danmark går stik imod den europæiske trend, hvor andelen af kvinder er vokset ved samtlige otte valg siden det første valg i 1979, som det ses i figuren. I 2019 var Danmark for første gang under gennemsnittet i EU.

Ses udviklingen i sin helhed har den danske ligestilling ved EP-valgene stået stille siden 1984. Siden har kvindeandelen svinget omkring et niveau på 35-38 procent, med to positive toppe i 1994 og 2009.

Når der kun skal vælges 15 danske europapolitikere, skal der dog ikke ændres meget for at kvindeandelen stiger eller falder. Toppene i 1994 og 2009 afspejler blot én ekstra kvinde.

Hver politiker tæller i 2024 cirka 6,7 procentpoint. Derfor bliver det afgørende for kvindeandelen i 2024, om der kommer mandater til Moderaterne og Radikale Venstre, der har kvinder som spidskandidater.

Den største og enkleste barriere for ligestilling er, at kvinder i mindre grad melder sig ind i partierne

Roger Buch

Begge partier svinger i målingerne frem og tilbage omkring grænsen for ét mandat. Partiernes spidskandidater rammer i øvrigt den lave danske kvindeandel perfekt: fire ud af 11 spidskandidater er kvinder.

Illusionen om ligestilling

At ligestillingen er gået i stå eller ligefrem går tilbage i Danmark skyldes i høj grad, at der findes en udbredt illusion om det modsatte: at Danmark er et foregangsland og har en høj grad af ligestilling.

Illusionen skaber ligegyldighed og passivitet. Illusionen er stærkt indgroet på trods af alle undersøgelser og tal. Regeringen efter valget i 2022 havde otte kvinder ud af 23 ministre (35 procent). I Mette Frederiksens (S) første regering i 2019 var tallet lige så lavt.

Kommunalvalgene i 2021 gav 35,9 procent kvinder. I de private virksomheders bestyrelseslokaler findes der i næsten halvdelen af virksomhederne slet ingen kvinder, og gennemsnittet er kun omkring 20 procent kvinder. I Norge og Sverige er tallet cirka det dobbelte.

Mekanismerne, som skaber manglen på ligestilling i politik, er komplicerede. Ja, måske bort set fra ministerposter, som jo bestemmes suverænt af statsministeren, som åbenbart alle ikke lægger stor vægt på ligestilling.

Men når det kommer til valgene, spiller vælgere, partimedlemmer og partiorganisationer sammen om at skabe ulighed.

Den største og enkleste barriere for ligestilling er, at kvinder i mindre grad melder sig ind i partierne. Hele 68 procent af partimedlemmerne i Danmark er mænd. Og hermed stemmer tallene jo egentlig – andelen af kvinder i politik afspejler meget præcist andelen af kvinder i partier.

Medierne kan sætte ligestilling på dagsordenen. Har nogen hørt noget i medierne om ligestilling i forbindelse ved EP-valget 2024?

Roger Buch

Kunne skævheden fjernes? Ja, med kun i alt 130.000 medlemmer i samtlige partier tilsammen, kunne denne skævhed fjernes med ét slag, hvis blot 42.000 kvinder melder sig ind i partierne.  

Men ligestillingen kunne også opnås, hvis blot partimedlemmerne, kvinderne i partierne og partiforeningerne pressede på. Der er trods alt i alle partier rigeligt med kvinder til at skabe ligestilling. Havde partierne blot opstillet 47 flere kvinder, ville der være 50-50 ved EP-valget i juni. Mon ikke de kunne findes?

Prioritering gør forskel

En væsentlig indvending er selvfølgelig, at det ville være ren symbolik.

Når der kun skal vælges 15, giver flere kandidater jo ikke nødvendigvis flere valgte kvinder. Ved EP-valget i 2019 var samtlige valgte politikere på de øverste pladser på deres partis opstillingsliste, uanset om partierne brugte partiliste eller sideordnet liste. Ingen kom som kandidat nummer 5, 10 eller 15 og blev valgt på bekostning af de øverste på listen.

Og derved er bolden tilbage ved partimedlemmer og partiforeningers prioriteringer: Hvis ikke kvinder bliver prioriteret af partiorganisationer eller medlemmerne, eller selv kæmper sig op i toppen af listen, så sker der ikke noget. Derfor står Danmark stille.

Partier og deres medlemmer synes ikke, ligestilling er vigtigt, og selvfølgelig sker der så ikke noget. Der er dog undtagelser og partier som Enhedslisten, SF og Radikale Venstre, som prioriterer ligestilling, og så lykkes det faktisk.

Vælgerne kan også i sig selv gøre noget.

Hvis tilstrækkeligt mange vælgere systematisk stemmer på kvinder. Kvinder har faktisk en lidt højere valgdeltagelse end mænd, så hvis kvinder systematisk stemte på kvinder – højt placerede på opstillingslisten – ville ligestillingen slå igennem straks.

Ligestillingen i Danmark er gået i stå, og Danmark overhales af flere og flere lande i verden på alle mulige aspekter af ligestilling

Roger Buch

Og som det ses i figuren, så løftes kvindeandelen typisk ved EP-valgene, når vælgerne kommer på banen og endeligt bestemmer over hvilke kandidater, som skal ende som valgte politikere – godt vejledt af partiernes prioriteringer i toppen af opstillingslisterne.

Men i 2019 betød selve valget alligevel for første gang nogensinde et fald i andelen af kvinder.

100-års jubilæet i 2009

Det store spring opad i 2009 er faktisk det mest bemærkelsesværdige i figuren. Der blev sat rekord i andel kvinder valgt ved EP-valget, og det samme skete også ved kommunalvalgene samme år. Hvorfor? Det bedste bud er, at 2009 var 100-året for kvinders valgret, som blev indført i 1909.

Partier, vælgere, interesseorganisationer – og medierne – var fokuserede på ligestilling. Ved de efterfølgende kommunalvalg i 2013 og EP-valget i 2014 faldt kvindeandelen. Interessen var forduftet.

Valgene i 2009 viser, at medierne formentlig kan spille en selvstændig rolle for ligestilling – medierne kan sætte ligestilling på dagsordenen. Har nogen hørt noget i medierne om ligestilling i forbindelse ved EP-valget 2024?  

Med faldet i kvinders andel af kandidater er det bedste bud status quo eller et lille fald i, hvor mange kvinder som bliver valgt til Europa-Parlamentet. Men der skal ikke meget til på grund af de kun 15 politikere, som skal vælges.

Kommer Moderaterne og Radikale Venstre ikke ind ved EP-valget, kunne det let ende med den laveste andel kvinder nogensinde i Danmark. Men det passer jo sådan set fint med det generelle billede: Ligestillingen i Danmark er gået i stå, og Danmark overhales af flere og flere lande i verden på alle mulige aspekter af ligestilling.

Ligestilling i det offentlige

Er der slet ingen lyspunkter for ligestillingen? Jo, absolut. Mens det private erhvervsliv halter bagefter, så er der ligestilling på lederposterne i det offentlige som helhed. I kommunerne både på laveste lederniveau, og på niveau 2 – chefniveauet – kun på direktør/topchef-niveauet er der stadig flertal af mænd.

Virkeligheden er, at vi er gået fra at være spydspids, til at være bagtroppen i Skandinavien – og snart også bagtroppen i Europa

Roger Buch

I staten er der kun ligestilling på laveste lederniveau, mens chefer og topchefer er domineret af mænd. I politik har ligestillingen i al ubemærkethed sneget sig ind i regionsrådene, hvor der ved valget i 2021 blev indvalgt 102 mænd og 103 kvinder.

Så der er lidt optimisme at finde andre steder, når valget til Europa-Parlamentet nu igen skuffer på ligestillingen.

Men vi kunne jo også bare tage fat. Partierne kunne placere kvinder højere på opstillingslisterne, kvinder i partierne kunne mase mere på, medierne kunne sætte fokus på manglende ligestilling, og vælgerne kunne stemme målrettet på kvinder.

Men det sker næppe. Fordi mange fejlagtigt tror, at Danmark er internationalt førende i ligestilling. Men virkeligheden er, at vi er gået fra at være spydspids, til at være bagtroppen i Skandinavien – og snart også bagtroppen i Europa.