Derfor går Støjbergs udsendte til det yderste højre: EU skal ikke tage mere fra nationalstaterne

Kristoffer Storm fra Danmarksdemokraterne fravælger Europa-Parlamentets største gruppe og slutter sig til Giorgia Melonis nationalistiske ECR. Det hjælper højregruppen til at overhale de liberale og blive den tredjestørste i forsamlingen.

De nordiske medlemmer af ECR vil lave en fælles front i gruppen. Fra venstre: Sebastian Tynkkynen fra De Sande Finner, Kristoffer Storm fra Danmarksdemokraterne og Charlie Weimers fra Sverigedemokraterna.
De nordiske medlemmer af ECR vil lave en fælles front i gruppen. Fra venstre: Sebastian Tynkkynen fra De Sande Finner, Kristoffer Storm fra Danmarksdemokraterne og Charlie Weimers fra Sverigedemokraterna.Foto: Thomas Lauritzen/Altinget
Thomas LauritzenRikke Albrechtsen

BRUXELLES: Sammen med blandt andre Marine Le Pens niece har Danmarksdemokraternes nyvalgte parlamentsmedlem sluttet sig til en hastigt voksende gruppe på den yderste højrefløj i Europa-Parlamentet.

”Det er en gruppe, som er skeptisk overfor, at EU hele tiden skal have mere indflydelse på vores hverdag og tage mere bestemmelse væk fra nationalstaterne,” siger Kristoffer Storm, der blev valgt ind for Inger Støjbergs nye parti ved europaparlamentsvalget søndag 9. juni.

Hvis Orbán havde været med i ECR, så havde det været udelukket. Da han blev taget ud af ligningen, så er det klart, at det gjorde beslutningen nemmere.

Kristoffer Storm
Medlem af Europa-Parlamentet for Danmarksdemokraterne

Europa-Parlamentets grupper er nu i færd med at falde på plads og opsluge nye medlemmer på kryds og tværs.

Danmarksdemokraternes parlamentariker slutter sig til den nationalkonservative gruppe Europæiske Konservative og Reformister (ECR), som er domineret af den italienske regeringsleder Giorgia Melonis parti, Fratelli d’Italia, og Polens tidligere regeringsparti, Lov og Retfærdighed (PiS).

”ECR vil håndhæve nærhedsprincippet og ikke bare tale om det, som man gør i mange af de andre grupper hernede. Det er faktisk noget, som skal være grundstenen. Og det er jo det, vi hele tiden har sagt i Danmarksdemokraterne. For ellers tror jeg på, at den folkelige opbakning til EU på sigt vil blive meget lille,” siger Storm i Altingets Europa-podcast, som udkommer fredag eftermiddag.

Viktor Orbán er ude af billedet

Danmarksdemokraterne havde ellers overvejet i stedet at melde sig ind i Europa-Parlamentets største gruppe, de konservative kristelige demokrater i EPP, blandt andet af frygt for at se ECR blive for ekstremistisk. Men nu hvor det står klart, at den ungarske premierminister Viktor Orbáns parti, Fidesz, ikke kommer ind i gruppen, så er den bekymring forduftet.

”Den holdning, Orbán har til krigen i Ukraine, og hans vaklende støtte, den kan vi ikke være med i. Det er så vigtigt for Europa, at Rusland ikke trækker sig sejrrigt ud af krigen i Ukraine, at det må man ikke vakle på,” siger Kristoffer Storm:

”Hvis Orbán havde været med i ECR, så havde det været udelukket. Da han blev taget ud af ligningen, så er det klart, at det gjorde beslutningen nemmere.”

Læs også

Altinget mødte Støjbergs europæiske udsendte i Parlamentets bygninger i Bruxelles torsdag, hvor han netop havde skrevet under på sin deltagelse i ECR – og hvor han holdt møder med de nyvalgte kolleger fra Sverigedemokraterna og De Sande Finner, som også sidder i gruppen ECR.

”Vi har over længere tid haft et rigtig godt samarbejde og snakket godt sammen. Nu har vi aftalt, at vi kommer til at lave en fælles skandinavisk delegation i gruppen,” siger Storm.

Den største gruppe passede ikke

Ifølge Altingets oplysninger var topfolk fra den store konservative gruppe EPP i sidste uge på besøg i København for at holde møder med både Kristoffer Storm fra Danmarksdemokraterne og Henrik Dahl fra Liberal Alliance.

Det stod ret hurtigt klart, at vi ikke var noget godt match med Danmarksdemokraterne. De fremstod jo ret EU-skeptiske.


Kilde i Europa-Parlamentets konservative gruppe, EPP

”Dahl var en imponerende type, og hans parti bliver helt klart et aktiv for vores gruppe. Derimod stod det ret hurtigt klart, at vi ikke var noget godt match med Danmarksdemokraterne. De fremstod jo ret EU-skeptiske,” siger en kilde fra den konservative gruppe.

Liberal Alliance blev optaget i EPP tirsdag, mens Danmarksdemokraterne onsdag i stedet gjorde deres entre hos ECR længere ude på højrefløjen.

Kristoffer Storm siger selv, at det var et bevidst fravalg fra hans og hans partis side.

”Jeg er simpelthen bange for, at vi for ofte ville være den der dreng i klassen, som stikker lidt udenfor i EPP. De har jo stemt for al den lovgivning, som vi synes, der er blevet for meget af,” siger han.

Melonis gruppe overhaler de liberale

Kristoffer Storm kommer ind i ECR sammen med andre nye medlemmer fra Bulgarien, Rumænien, Litauen og Frankrig – herunder den franske nationalistleder Marine Le Pens niece, Marion Maréchal, der sidder i et andet nationalistparti end sin berømte moster.

Forøgelsen betyder, at ECR vokser til 83 medlemmer, hvilket tillader Melonis gruppe at indtage den stærkt symbolske position som Parlamentets tredjestørste gruppe. Den plads var ellers udfyldt af den liberale gruppe, Renew, som tæller de danske medlemmer fra Venstre, Moderaterne og Radikale.

Læs også

Men med kun 81 medlemmer må Morten Løkkegaard (V), Stine Bosse (M) og Sigrid Friis (R) se deres gruppe overhalet af det nye hjemsted for Storm og Støjberg – i hvert fald foreløbig. Det er naturligvis ikke umuligt, at også de liberale kan vokse sig større i løbet af de kommende dage og ugers forhandlinger.

Det er også klart det, som Venstres EU-parlamentariker satser på. Morten Løkkegaard fortæller, at der stadig forhandles med en række af de mere end 80 nyvalgte parlamentarikere, som stadig står uden for de politiske grupper. Derfor mener han, at det er alt for tidligt at erklære slaget om tredjepladsen tabt.

“Der er masser af løse hunde, som ikke har fundet hjem endnu,” fastslår han.

Løkkegaard vil slå dem i finalen

Morten Løkkegaard medgiver dog, at dynamikken vil ændre sig i Parlamentet, hvis ECR ender med at blive større end Renew, fordi en gruppes størrelse er afgørende for fordeling af udvalgsposter og ordførerskaber med mere. Det afgør også, hvem der får lov til at tale først under debatter.

Der er masser af løse hunde, som ikke har fundet hjem endnu.

Morten Løkkegaard
Medlem af Europa-Parlamentet for Venstre

Men hvad det konkret kan få af betydning, vil han ikke spekulere i, før støvet har lagt sig.

“Det vil jeg først forholde mig til, når vi kender resultatet. Det kan da godt være, at de har taget en føring her midtvejs, men mon ikke vi slår dem i finalen? Det vil jeg tro,” siger han.

Foreløbig kan Giorgia Meloni og andre nationalkonservative ledere dog bruge overhalingen som et symbolsk argument, når de 27 medlemslandes stats- og regeringsledere igen samles til topmøde på torsdag for at forhandle om at besætte EU-systemets topjob.

”Valget har skubbet Europas tyngdepunkt længere til højre. Jeg tror, vi kommer til at se et skifte i den måde, visse politiske beslutninger bliver håndteret på i det nuværende parlament,” sagde Meloni onsdag ifølge Financial Times.

Kampen om Unionens topposter

Den italienske leder er tydeligt utilfreds med, at lederne fra de konservative, socialdemokratiske og liberale partifamilier allerede i mandags forsøgte at gennemtrumfe en pakke med tre nye ledere: Tyske Ursula von der Leyen som fortsat kommissionsformand, portugisiske António Costa som formand for Det Europæiske Råd og Estlands statsminister, Kaja Kallas, som udenrigschef.

Forsker i EU-institutionernes opbygning hos Centre for European Policy Studies i Bruxelles, Sophia Russack, er imidlertid ikke sikker på, at Melonis motiver er særligt ædle eller drevet af harme på sin politiske gruppes vegne. Det handler snarer om at mele sin egen kage.

Læs også

“Hun taler ikke ECR’s sag. Hun taler Italiens sag,” siger Sophia Russack.

“Min fornemmelse er, at hun er meget fokuseret på at få en god kommissærpost og aftvinge indrømmelser til sit land i stedet for at argumentere for ECR’s repræsentation,” siger hun.

Uagtet begrundelserne må det dog forventes, at Giorgia Meloni, Tjekkiets leder Petr Fiala og Ungarns enegænger Viktor Orbán vil gøre et nyt fremstød for at få mere indflydelse i næste uge. De føler sig alle overset i processen om EU’s nye topchefer.

EPP ignorer nationalisternes vokseværk

I mellemtiden har de største grupper, konservative EPP og socialdemokratiske S&D, travlt med at slå fremgangen for ECR hen som en ubetydelig detalje set i lyset af det forholdsvist solide flertal, som de sammen med den liberale Renew-gruppe sidder på.

”Jeg vil da nødig lyde aggressiv eller selvhævdende, men det betyder ikke noget særligt, at nogle få mandater bliver flyttet her og der. Midterpartierne har stadig 55 procent af stemmerne i det nye parlament,” siger en højtstående EPP-kilde.

Læs også

Det er EU-forsker Sophia Russack overordnet enig i.

Hun vurderer også, at den eksisterende politiske koalition over midten kommer til at holde, uanset om Renew bliver nummer tre eller fire i den interne hakkeorden.

Hun forudser, at det kan give sure miner, at ECR på trods af sin størrelse ikke bliver inviteret ind i den politiske varme i lyset af den generelle styrkelse af det nationalistiske højre ved valget i juni.

“Det kan godt være, at der vil være nogle på højrefløjen, der vil sige: ’se, hvor desperate de er for at udelukke os’. Men det argument er ret langt ude. For det, der betyder noget, er ideologi, og de traditioner for samarbejde, som har virket før. Og det bliver der ikke ændret på, fordi ECR får et par sæder flere end Renew,” siger hun.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kristoffer Hjort Storm

Kommende MEP (DD), afgående rådmand (DD), Aalborg Kommune (31/10-24), regionsrådsmedlem (DD), Region Nordjylland
Gymnasial

Inger Støjberg

MF, partiformand (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

Morten Løkkegaard

MEP (V), næstformand, Renew Europe, kommunalbestyrelsesmedlem, Gentofte Kommune, fhv. MF (V)
journalist (DJH 1988)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024