Ny debat: Sender krigen i Ukraine EU ud i ny økonomisk krise?
Hvad kommer de stigende priser til at betyde for europæerne og europæisk økonomi? Og hvad skal vores svar være? Altinget tager debatten.
Kristian Andersen
RedaktionschefEfter flere årtier med lave inflationsrater er både Danmark, Europa og USA ramt af højere inflation.
Det er hovedsageligt priserne på olie, gas og el, der allerede før krigen i Ukraine var begyndt at stige, der står bag de højere priser. Men derudover er både Rusland og Ukraine blandt verdens største producenter af fødevarer og står for eksempel for 30 procent af den globale eksport af hvede.
Hvad kommer de stigende priser til at betyde for europæerne og europæisk økonomi? Hvilke konsekvenser kommer vi til at se ud over stigende inflation? Kan vi forvente større arbejdsløshed og lavere vækst de kommende år? Den Internationale Valutafond (IMF) har for nyligt vurderet, at den globale vækst i 2022 bliver 3,6 procent. Det er 0,8 procentpoint lavere end seneste vurdering fra IMF, som kom i januar.
Kort sagt: Går vi en tid med økonomisk krise i møde? Og hvad skal vores svar være? Kan vi forvente rentestigninger og nye hjælpepakker – og hvilke politiske og økonomiske konsekvenser kan det få?
Mød panelet her.
Nicolai Wammen (S), finansminister
Lisbeth Bech-Nielsen (SF), finansordfører
Pernille Weiss (K), Medlem af Europa-Parlamentet
Birthe Larsen, lektor i økonomi, Økonomisk Institut, CBS
Katja Mann, adjunkt, Økonomisk Institut, CBS
Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank
Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI)
Sofie Holme Andersen, cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE)