Tidligere ambassadør: Europarådets betydning for fremtidens Rusland overses af forfattere

Det er ligeledes bemærkelsesværdigt, at det nærmest er umuligt – også i det store antal af politiske og historisk/politologisk funderede kommentarer til og analyser af Ruslands aggressionskrig mod Ukraine i danske medier og tidsskrifter med videre – at finde betragtninger om Ruslands deltagelse i Europarådet.

Mon ikke Europarådet i det lange perspektiv på ny vil påkalde sig nødvendig russisk interesse og omvendt? 

Europarådet som katalysator

Rusland blev som en fransk forsker, Jean-Pierre Massias, har udtrykt det: optaget ved en kombination af geopolitisk pragmatisme og demokratisk håb uanset mange bekymringer og indvendinger mod optagelse.

Den daværende russiske udenrigsminister Igor S. Ivanov skrev i sin bog The New Russian Diplomacy overordnet, at optagelse i Europarådet var en bevidst, strategisk beslutning, idet et medlemskab ville hjælpe med at etablere og styrke demokrati og retsvæsen samt understøtte menneskerettigheder.

Rusland er en del af også den europæiske geografi, det kan fortrænges, men ikke benægtes

Claus von Barnekow
Fhv. Europarådsambassadør

Las os kaste et blik på fem bøger, der netop er udkommet, og manglen i dem.

Et afsnit om Europarådet (og OSCE) vil især være oplagt i den fagligt stringente og systematisk analyserende 'Putins krig - Rusland mellem styrke og svaghed' af Niels Bo Poulsen og Flemming Splidsboel, hvor pulsen tages på det aktuelle russiske samfund, hvis udvikling belyses og forklares.

Poulsen og Splidsboel argumenterer overbevisende for, at Ruslands adfærd "kun i beskeden grad kan forklares gennem traditionel realistisk international politisk teori", og Ruslands stræben i 90'erne efter at blive aktiv deltager i internationale samarbejdsfora understreges.

I et scenarie af flere, hvor Putin dog er væk, besinder Rusland sig, landet genfinder en europæisk identitet og skifter kurs i demokratisk retning. Sådan en udvikling må Vesten naturligvis på ny understøtte, påpeges det. Denne bog kan stærkt anbefales. 

Legoklods-diplomati

Om 'Ukraine 24.02' af Jens Worning, der også netop er udkommet, anfører forlaget, at "det globale samspil rulles ud", og det vises "hvordan vores europæiske selvfortælling ramler sammen med Rusland".

I denne letlæste bog omtales internationale institutioner meget træffende som "gode legoklodser, for der kan bygges ovenpå dem og ved siden af dem."

Men den gode legoklods, som Ruslands medlemskab af Europarådet var, er desværre også uomtalt. Om fremtiden gøres gældende, at ingen kan spå om Rusland, men internationale institutioner er af afgørende betydning for udvikling.

Den ligeledes letlæste og velskrevne 'I skyggen af Rusland – en historie om imperier og interessesfærer' af Vibe Termansen er ikke egentlig forskning, forklarer forfatteren sympatisk.

Heri omtales, at Rusland ifølge en beslutning fra Europa-Parlamentet er en terrorstat, men ikke, at Parlamentets beslutning refererer til Europarådets Parlamentariske Forsamlings resolution om, at det nuværende russiske regime er "a terrorist one."

Om fremtiden anføres, at det er svært at forestille sig, at et fremtidigt fredeligt Rusland vil lykkes; i givet fald vil det tage tid.

Kronologiens jernhårde lov

Den underholdende og anekdotiske 'Ruslands tusmørkeår - Fra Sovjetunionens fald til Putin og krigen i Ukraine' af Poul Funder Larsen (er det dog ikke nu?) bemærker, at i 1990'erne var Ruslands udenrigspolitiske orientering "stik vest".

Om Ruslands medlemskab af Europarådet 1996-2022 siges, at det var svært at forestille sig, at Rusland skulle være klar til at føje sig under internationale regelsæt som for eksempel Europarådets.

Og det er jo såre rigtigt i og med, at Rusland brød sine forpligtelser ved angrebet på Ukraine, men inden da? Om et forandret Rusland nævnes et generationsopgør som den mest sandsynlige igangsætter.

Vesttyskland tog med glæde imod de tidligere modstanderes udstrakte hånd

Claus von Barnekow
Fhv. Europarådsambassadør

'Power Transition, Revisionism and Great Power Management' af Mette Skak peger på, at Europarådet er en enestående organisation, desværre ignoreret af forskningen (hertil vil jeg tilføje og af embedsmænd, journalister og politikere).

Europarådets paneuropæiske formål er en nærmere forening af alle ligesindede europæiske lande baseret på retsstatsprincipper.

Det formål blev tydeliggjort med murens fald i 1989 og den efterfølgende optagelse af nye selvstændige stater, løsrevet fra Sovjetunionens overherredømme.

Også Rusland blev medlem, indførte et fortsat gældende moratorium mod dødsstraf og påtog sig – i hvert fald formelt – de med medlemskabet forbundne forpligtelser, der var udtryk for en europæisk liberal tradition vedrørende normerne for individets rettigheder med efterlevelsen af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelser i centrum.

Efter de første ti års medlemskab ændrer billedet sig, og Ruslands interessevaretagelse bliver nu defensiv og afværgende (det indtryk kan jeg bekræfte fra min tid i Europarådet). Herefter følger nogle afbalancerede betragtninger vedrørende fordele og ulemper ved at have Rusland som medlem.

Og nu står Rusland så sammen med lillebror Belarus som europæiske pariastater med undertrykte befolkninger, omgivet af nye og tvivlsomme venner fra andre verdensdele.

Men der kommer en dag, hvor – hvis ikke andet indgribende manifesterer sig – kronologiens jernhårde lov bringer Putin og konsorter under mulde, og hvor næste geled ikke har haft deres formative år i Sovjetunionens sikkerhedstjenester. Hvad så?

En modstanders udstrakte hånd

Rusland er en del af også den europæiske geografi, det kan fortrænges, men ikke benægtes. Rusland er også på de fleste afgørende områder – undtaget er selvopfattelsen – en stat i tilbagegang, hvor en gennemgribende samfundsøkonomisk udvikling til gavn for det store flertal af borgere i det kæmpemæssige land aldrig er kommet rigtig fra start og nu er erstattet af den kaloriefattige næring, som Putins regimes oppustede og forfalskede fortidsforståelse er udtryk for.

Når den tid måtte komme, og når betingelser er opfyldte, er Ruslands genindtræden i Europarådet, eventuelt først med observatørstatus, på ny vejen ind i dette omfattende, normative europæiske samarbejde, som Rusland har haft glæde af og på ny vil kunne få glæde af.

I den forbindelse mindes om, at Vesttyskland (officielt Forbundsrepublikken Tyskland oprettet 1949) blev tilbudt medlemskab af Europarådet fem år efter det nazistiske voldsregimentes sammenbrud.

Vesttyskland tog med glæde imod de tidligere modstanderes udstrakte hånd: Der var et stort ønske om en normalisering, hvortil institutionaliseret europæisk samarbejde kunne bidrage.

Det er værd at tænke over, når og hvis Ruslands udviklingsretning ændrer sig, og fortiden ikke anses for at være fremtiden, og demokrati med vestlige briller får mulighed for at slå rod i en kultur, der også er europæisk og ikke naturnødvendigt behøver anspore til selvhævdelse, lidelse, undertrykkelse og overgreb.