USA forventer dansk plan for øget forsvarsbudget om 22 dage
BNP: Mette Frederiksen skal til Nato-topmødet i starten af december kunne fremlægge en plan for at øge det danske forsvarsbudget til to procent af BNP i 2024. Det er forventningen fra USA.
Andreas Krog
RedaktørUSA's præsident, Donald Trump, vil sandsynligvis afkræve den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), en plan for, hvordan Danmark vil nå op på at bruge 2 procent af sit bruttonationalprodukt på forsvar i 2024, når Mette Frederiksen i starten af december deltager i sit første Nato-topmøde og møder de øvrige Nato-landes stats- og regeringschefer.
Det fremgår af en orientering fra forsvarsminister Trine Bramsen (S) til Folketingets Forsvarsudvalg om det forsvarsministermøde i Nato-regi, som Trine Bramsen deltog i sidst i oktober.
"Den amerikanske forsvarsminister, Mark Esper, understregede, at der var en klar forventning til alle allierede om, at de senest til Nato-topmødet i december 2019 har en plan for, hvordan de vil nå 2 procent," skriver Trine Bramsen i orienteringen.