Endnu en rædselshistorie bobler ud af den danske fødevareproduktion

Engang, mens jeg var udvekslingsstuderende i Berlin, kom jeg til at gå ind på et vegansk pizzeria, mens jeg var iført en pelsfrakke. Eller jeg er faktisk ikke helt 100 procent sikker på, at frakken var lavet af ægte pels.

Jeg havde købt den i den kæmpestore genbrugsbutik Humana ved Frankfurter Tor, og det var ikke rigtig faldet mig ind at reflektere over materialets oprindelse. Den var en slags pynt, og den holdt mig samtidig varm, selv i de indimellem timelange natklubkøer i den berlinske fastlandsvinter.

Det var derfor også fuldstændig ubevidst, at jeg trådte ind på det veganske pizzeria iført det, der vel uafladeligt måtte blive tolket som en kæmpe fuckfinger til både stedet og dets klientel.

Det gik kun langsomt op for mig, hvad det var, der havde udløst den lange, tyske svada fuld af galde og ukvemsord, som servitricen straks mødte mig med. Jeg skyndte mig ud igen, både lidt rystet og lidt skamfuld, men først og fremmest desperat sulten.

Jeg havde tømmermænd og skulle have hentet pizza til mig og min lige så hårdt ramte bofælle. Vi havde prøvet det forholdsvist nyåbnede veganske sted et par gange og havde – til min overraskelse, dengang – været meget glade for det.

På den anden side af Treptower Strasse lå et klassisk berlinsk dönersted. Jeg købte to gange "im Brot" med kød og kål sammen med et par colaer og skyndte mig tilbage til den trygge lejlighed og bofællerne.

Det var mit første egentlige møde med veganismen som ideologi, og det var ikke just vellykket: Det endte med, at jeg stik imod min intention den dag kom til at købe et stort læs billigt produceret kød.

Jeg tror bare ikke på, at man reelt ændrer ret meget i det store billede ved at lægge den tunge ende af ansvaret for at ændre tingenes tilstand på skuldrene af det enkelte individ

Johanne Dalgaard
Kommentarskribent

Jeg er og var ikke ret god til at forholde mig til eller forstå mennesker, der opererer med absolutter – det eneste rigtige, det absolut gode og det absolut onde. Eller til mennesker, der lader én bestemt sag optage nærmest hele deres horisont. Det undrer mig heller ikke, at veganere ofte bliver opfattet af de uindviede som hellige, humorforladte og selvretfærdige.

Men jeg forstår samtidig godt impulsen til at hage sig fast og fokusere på én ting, bare én kamp, der i hvert fald føles sand og rigtig at tage i en verden, der på én gang er så kompleks og uoverskuelig og så fuld af lidelse, grusomhed og uretfærdighed, som vores verden er.

Vi er vel alle sammen nødt til at fortrænge noget frem for noget andet i vores bevidsthed det meste af tiden, hvis vi skal kunne leve et nogenlunde stabilt og tåleligt liv midt i sådan en verden.

Og i tilfældet veganisme sympatiserer jeg også ubetinget med ønsket om dels at beskytte dyr mod lidelse, dels at skåne planeten for den klima- og miljømæssige belastning, som kødindustrien udgør.

Jeg tror bare ikke på, at man reelt ændrer ret meget i det store billede ved at lægge den tunge ende af ansvaret for at ændre tingenes tilstand på skuldrene af det enkelte individ – den politiske forbruger – sådan som de veganere, jeg selv er stødt på, har haft en tendens til at gøre.

Forstå mig ret: Jeg forsøger selv at købe ind ansvarligt, jeg spiser sjældent kød og køber økologisk så meget som overhovedet muligt.

Men jeg er også bevidst om, at det er et privilegium, som jeg har, at have råd til at træffe dét valg – og at det i øvrigt er en helt utilstrækkeligt som indsats, hvis målet er at ændre i det system, der understøtter det dekadente forbrug, som er forbundet med helt almindelig livsførelse i vores samfund. Den slags ændringer kræver bred politisk mobilisering og handlekraft. Den kan ikke overlades til blød nudging og individuelle valg.

Det illustreres meget godt af den seneste groteske rædselshistorie, der er boblet op fra dybderne af den danske fødevareproduktion: 85 procent af æglæggende høns lider af brud på brystbenet, sandsynligvis fordi man i den evige jagt på ussel mammon har fremavlet en type høns, der lægger for store æg i forhold til deres kropsstørrelse.

Altså langt hovedparten af de cirka tre millioner æglæggende danske høns gennemlever lange perioder med store smerter. Omfanget af levende væseners lidelse alene forbundet med denne gren af produktionen er svært overhovedet at fatte. Det drejer sig om millioner af høns i Danmark og endnu flere millioner i andre europæiske lande.

Og der er ingen aflad at købe: Hønsene i den økologiske produktion har kun endnu højere frekvens af brystbensbrud end de konventionelle.

Industrien behøver ikke at skynde sig at finde en reel løsning, for forbrugerne har ikke noget realistisk alternativ at vælge

Johanne Dalgaard
Kommentarskribent

Som forbruger kan man selvfølgelig vælge helt at stoppe med at spise æg, men for de fleste vil det nok være forbundet med så meget besvær, at det ikke opleves som en reel mulighed. Problemet er systemisk. Som Landbrugsavisens chefredaktør skrev i en kommentar om emnet:

"Det er meget svært at se det omfattende problem med flækkede brystben hos æglæggende høner som andet end en potentiel PR-katastrofe for branchen. Paradoksalt nok er det bedste værn mod detonering lige nu, at problemet er så udbredt, som det er".

Hovedbudskabet i kommentaren er klart nok: Industrien behøver ikke at skynde sig at finde en reel løsning, for forbrugerne har ikke noget realistisk alternativ at vælge – men man bør sætte hurtigt ind med "kommunikation" for ikke at skade landbrugets i forvejen tvivlsomme brand, når der kommer til dyrevelfærd.

Det, der er behov for her, er derfor heller ikke den politiske forbruger, der vælger mellem det, som en given industri har besluttet at udbyde på markedet. I stedet er der brug for den samfundsbevidste borger, der kræver øjeblikkelig handling af det politiske niveau over for en industri, der først og fremmest regner millioner af dyrs lidelser for "et PR-problem".