Debat

Grøn chef: Jagten på klimatal forhindrer den bæredygtige kurs i offentlige køkkener

Vi har sat vores offentlige måltider i en klimaspændetrøje, der forhindrer, at der reelt bliver skabt en bæredygtig retning for et samlet fødevaresystem, skriver Trine Krebs.

Jagten på klimatal i de offentlige køkkener har nogen steder overtrumfet meget af den værdibaserede og bæredygtige kurs, som igennem 20 år har præget køkkenernes udvikling, skriver Trine Krebs.
Jagten på klimatal i de offentlige køkkener har nogen steder overtrumfet meget af den værdibaserede og bæredygtige kurs, som igennem 20 år har præget køkkenernes udvikling, skriver Trine Krebs.Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Trine Krebs
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Rigtig mange offentlige køkkener har fået politisk vedtaget mål for køkkenernes fremtidige CO2-belastninger.

I mange køkkener har det ført til mange flere skønne måltider med bælgfrugter, grøntsager, korn og kerner, men det har også givet nogle ret firkantede regler for, hvilke råvarer vores offentlige køkkener må servere.

Nogle steder har det store klimafokus slækket på de gode resultater, som de offentlige køkkener har skabt med brugen af økologiske råvarer gennem de sidste 20 år.

Her er fire bud på, hvad politikere, embedspersoner og madprofessionelle skal diskutere for at skabe retning for fremtidens bæredygtige offentlige måltid:

Brug klimakostråd som styring

Uden et fælles vedtaget grundlag er mange offentlige køkkener af politikere sendt ud for at holde styr på klimatallene.

Det betyder, at for hver indkøbt råvare, tilhører et klimatal, som skal afrapporteres.

Milliardindkøbet til de offentlige måltider kan gøre en gigantisk forskel for et grønnere landbrug.

Trine Krebs
Grøn chef, Food Organisation of Denmark (Food)

Hvorfor gik vi hals over hoved i den retning med så komplekse tal, når vi har officielt vedtagne klimakostråd, som enkelt og nemt kan implementeres som et styringsredskab for alle offentlige køkkener?

Er det vigtigt, om en cashewnød har et CO2-tal på 9,94 per kilo råvare, fremfor at de madprofessionelle koncentrerer sig om det, som er vigtigt: Nemlig at vi får ratioen mellem serverede animalier og planter til at balancere efter vores officielle kostråd.

Det vil lette kompleksiteten, afrapporteringen og eliminere den fuldkomne meningsløse og evige diskussion om, hvordan beregningerne bag CO2-tallene er fremkommet og de frustrerende fakta, at klimatallet for en dansk produceret økologisk kylling er det samme som for en konventionel kylling importeret fra Thailand.

Stop jagten på klimatal

Jagten på klimatal i de offentlige køkkener har nogen steder overtrumfet meget af den værdibaserede og bæredygtige kurs, som igennem 20 år har præget køkkenernes udvikling.

Omlægningen til økologi var drevet af et politisk ønske om at påvirke vores grundvand, vores biodiversitet, vores næringsstofudledning og fremme sundere måltider.

Vi står i en situation med mange plantetære kriser, og dette ensidige fokus på CO2-tal fra politisk hold er med til at skabe miljø-lækager, som ikke tager de rette hensyn til et bæredygtigt fødevaresystem.

Læs også

De offentlige køkkener skal ligefrem dømme særlige råvarer ude, såsom oksekød. Det kan på papiret synes rigtigt, hvis vi ser på oksekød igennem en smal klimakikkert.

Men der er plads til husdyr af alle slags i et bæredygtigt dansk landbrug, og de offentlige køkkener skal ikke bare bremse op.

De skal have mandat til at stille krav til dyrenes ophav, foder, dyrevelfærd og økosystemstjenester, så maden i vores offentlige køkkener reelt er med til at skabe et bæredygtigt fødevaresystem.

Sæt de madprofessionelle fri

Blandt mange politikere er der et ønske om at bruge vores offentlige indkøb til at drive en erhvervspolitisk og miljømæssig dagsorden, både lokalt, regionalt og nationalt:

Et givent fødevareindkøb kan skabe nye slags landbrug, styrke lokale produktioner og udvikle nye bæredygtige erhvervseventyr. Her er vores fælles indkøbssystem, SKI, noget af en showstopper.

Hvorfor skal alle danske offentlige køkkener købe de samme varer til en pris, som er skævvredet og umulig at gennemskue?

Trine Krebs
Grøn chef, Food Organisation of Denmark (Food)

Eftersom pris er det vigtigste parameter i alle udbud, så bliver det ofte udenlandske varer, som vinder retten til at blive serveret i offentlige køkkener.

Der bliver ikke taget hensyn til værdier, som kan bringe vores fødevaresystem og klode i en sundere forfatning.

Hvorfor skal alle danske offentlige køkkener købe de samme varer til en pris, som er skævvredet og umulig at gennemskue?

En frisætning af køkkenerne med ægte bæredygtige politiske mål vil skabe grobund for et sundt fødevaresystem og skabe noget dynamik og udvikling.

I stedet for at statens indkøbsaftale kun er med til at skabe fortidsforlængelse og monopollignende tilstande, idet det jo reelt er ganske få, der har kræfterne til at byde på de store aftaler.

Offentlige milliardindkøb kan sikre flere grønne marker

Det er ikke kun Carlsbergs direktør, som har en stor pengepung til at købe ind i dansk landbrug.

Vores fælles indkøb til en million måltider hver dag udgør et indkøb på omkring fem til syv milliarder kroner hvert år.

Det er mange hektarer i vores eget hjemlige landbrug, som vores offentlige måltider kan påvirke.

Et slag på tasken er, at vores indkøb direkte har indflydelse på et sted mellem 300.000-600.000 hektar landbrugsjord.

Læs også

Det svarer til en påvirkning på et sted mellem én sjettedel eller en fjerdedel af Danmarks landbrugsareal – alt efter, hvor meget animalsk og planter, der bliver købt ind.

Milliardindkøbet til de offentlige måltider kan gøre en gigantisk forskel for et grønnere landbrug.

Det er meget vigtigt, at vi sætter en retning, som giver de mest værdifulde danske landskaber, samtidig med at vi spiser os til bedre biodiversitet, renere grundvand, mindre forbrug af ikke-fornybare resurser, mindre næringsstofudledning og ikke mindst til trivsel og kræfter til at skabe en fantastisk grøn og bæredygtig fremtid – sammen.

Og det gør vi ikke ved at stirre os blinde på CO2-tal alene.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Trine Krebs

Grøn chef, Food Organisation of Denmark
Husholdningslærerinde, Suhrs

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024