Venstre-borgmester har forstået den borgelige krise, men hans bog ridser kun i overfladen

Lütken bruger ikke samme udtryk, men beskriver samme virkelighed: Individualismen kan ikke stå alene, men må knyttes op på fællesskabet. Og i bogens første kapitler – der også er dens bedste – kridter han ganske effektivt og jordnært banen op. Lütken har faktisk forstået den borgerlige krises fundamentale karakter.

"Det er en ny form for nødvendighedens politik, en kondenseret og meget mere vidtgående afpolitisering af det politiske rum og den politiske debat". Lütken forstår også, at Venstre har medansvar for den situation, der kun er blevet forværret efter valget i 2022.

Lütken holder sig til overfladen

Herefter går Lütken dog hurtigt over i det mere konkrete. Selvom denne bevægelse fra det principielle til det konkrete er en øvelse, som borgerlig politik bliver nødt til at tage, får det hele et lidt overfladisk præg.

Det er, som om Lütken selv er klar over det, når han et sted udlægger sin bog som en samling af tanker og oplevelser, han har haft. Dette har to konsekvenser.

Lütken er ikke interesseret i at udfolde sit begreb om fællesskabet. I stedet bliver det en slags formular, der først og fremmest tjener det formål at afgrænse statens virkefelt.

Christian Egander Skov
Historiker og konsulent, Tænketanken Prospekt

For det første bliver bogens principielle ærinde mindre overbevisende.

Selvom Lütken forsøger sig med en konceptualisering af sin vision gennem begrebet "Det store samfund" – som han måske uden at vide det har lånt fra den konservative filosof Phillip Blond – bliver det aldrig tilnærmelsesvis klart, hvad der ligger heri.

Lütken er ikke interesseret i at udfolde sit begreb om fællesskabet. I stedet bliver det en slags formular, der først og fremmest tjener det formål at afgrænse statens virkefelt.

For med det store samfund følger i Lütkens perspektiv den lille stat. Ja, måske endda minimalstaten – et kættersk begreb, som man til sin store fornøjelse finder ham omfavne, kun for at kaste det bort mindre end en side efter, da det viser sig, at den minimalstat, han forestiller sig, slet ikke er så minimal, at det gør noget.

Det samme spor af konceptuel dovenskab gør sig gældende i forholdet mellem individ og fællesskab.

Når det et sted hedder, at vi bliver borgere som "hin enkelte", dækker det jo over en komplet misforståelse. For borgerskab – og dermed den borgerlige ideologiske kerne – afledes jo af, at man allerede er indlejret i et kollektiv.

Og mere generelt. Fællesskabet bliver noget, vi går ind i eller bør gå ind i. Men hvad med den anden side af sagen, det langt mere fundamentale, at fællesskabet er noget, vi udgår fra?

Noget andet er, at vi trods bogens undertitel aldrig rigtig får noget overbevisende svar på, hvorfor de borgerlige tabte fællesskabet, andet end at venstrefløjen tilsyneladende stjal det. Og at nogen på en eller anden måde har glemt det, uden at der af den grund kan rettes en principiel kritik mod træk i det borgerlig-liberale Danmark.

Det hele er godt, men alligevel gik det galt.

Lokalpolitiker går præcist til værks

Nuvel, bogens ærinde er ikke den slags vidtløftige overvejelser. Langt det meste af bogen handler som nævnt om det konkrete. Her kommer Lütken vidt omkring: Skoler, sociale klienter, Ukraine, Udkantsdanmark, integration, solceller, fri hash og lempelse af straffe til narkokriminelle.

Lütken fremstår som en både sympatisk, tænksom og idérig politiker, og under andre omstændigheder kunne man som borgerlig læser faktisk blive begejstret.  

Christian Egander Skov
Historiker og konsulent, Tænketanken Prospekt

Det hele som perler på en snor.

Og misforstå mig ikke: Disse afsnit rummer gode elementer.

Lütken fremstår som en både sympatisk, tænksom og idérig politiker, og under andre omstændigheder kunne man som borgerlig læser faktisk blive begejstret.

Når Lütken er bedst, væves hans overvejelser sammen med personlige oplevelser, som sætter en ramme og skaber fast grund under en skrivestil, der ellers ofte kammer over i manifestets ulidelige tristesse.

Problemet er bare, at krydsklipningen sædvanligvis ikke rigtig fungerer.

Her kunne et skarpere redaktionelt fokus have været på sin plads. For idéen er der; hvorfor er den ikke udført bedre?

Resultatet bliver netop manifestet, eller måske mere præcist et sammensurium af betragtninger. Som klummeskribent genkender man sygen, for det kan indimellem være som at læse et utal af klummer, der er sat sammen med hæfteklammer.

Dog, hver især fungerer flere af de små afsnit, og bogen fortjener faktisk at blive både læst og diskuteret – og mange af de specifikke idéer fortjener at sive ind og befrugte de politiske diskussioner i såvel borgerlige som ikke-borgerlige hjem.