I kampen for et bedre arbejdsmiljø skal ngo'er turde skuffe donorerne og sige nej

Og på den anden side at operere effektivt som professionelle organisationer, der forvalter ressourcer strategisk for at maksimere deres indflydelse og egen overlevelse. 

Det indebærer, at man både som leder og medarbejder tør skuffe og sige nej af hensyn til organisationens eller ens egne menneskelige og økonomiske ressourcer. 

Og som organisation kan det betyde, at man skal stille vanskelige og alt andet end altruistiske spørgsmål om, hvorvidt noget kan svare sig rent økonomisk.

Om det arbejde, man planlægger, ligger for tæt på andre organisationers arbejdsområde. Eller om det kunne gøres smartere og billigere, hvis man nu slog sig sammen, så to små organisationer blev til en lidt større.

Eller om arbejdet nu også leverer den 'værdi', der gør, at man som organisation kan 'konkurrere' på markedet for offentlige tilskud og private fonde. 

Overvejelser, der ofte er svært forenelige med ildsjæles ambition om at gøre en forskel.

Men det er også overvejelser som, hvis man ikke foretager dem, kan påvirke muligheden for at medarbejdere kan føle sig sikre i deres job, tjene en løn, der ligger indenfor overenskomsten, eller får mulighed for at finde en rimelig balance mellem arbejde- og familieliv. 

Uden støtte til disse "overhead"-omkostninger kan det være vanskeligt for ngo'er at opretholde deres kapacitet på lang sigt.  

Malene Sønderskov

Ngo-sektoren kunne imidlertid også godt bruge en hjælpende hånd fra de fonde og offentlige institutioner, der finansierer dem.

Ifølge en rapport fra Bridgespan Group, der rådgiver amerikanske civilsamfundsorganisationer, er 'markedet' for filantropi præget af, hvad rapporten kalder en "overhead myte".  

Det vil sige, at donorer systematisk undervurderer betydningen af administrative udgifter, civilsamfundsorganisationer har brug for, hvis de skal kunne vokse og dermed endsige levere en ydelse af god kvalitet, uden at medarbejderne slides op.  

Resultatet er, at donorerne ofte fokuserer på at finansiere specifikke projektaktiviteter, mens de er mindre villige til at dække de generelle administrative eller driftsomkostninger, der er nødvendige for at drive en organisation.

Derudover har mange fonde en eksplicit eller implicit forventning om at finansiere innovative projekter.

Og de er mindre interesserede i at genfinansiere projekter, der har vist sig succesfulde gennem en årrække, som i deres øjne får karakter af drift. 

Det udfordrer ngo'erne, fordi de kæmper med at finde finansiering til deres kerneydelser.

Og fordi de projekter, de skal implementere, kan kræve en betydelig infrastruktur, personale – der ikke brænder ud eller forlader organisationen, fordi de kan få bedre lån- og arbejdsvilkår andre steder – og professionel ledelse for at blive gennemført effektivt.

Uden støtte til disse "overhead"-omkostninger kan det være vanskeligt for ngo'er at opretholde deres kapacitet på lang sigt.

Samtidig skal medarbejderne strække sig langt for både at implementere de 'innovative projekter' og holde kerneprojekterne, der kan være underfinansierede, flydende.

Det går ud over arbejdsvilkårene. 

Hvis vilkårene på ngo-markedet gjaldt på de kommercielle markeder for køb og salg af serviceydelser, ville udbyderne formentligt hurtigt finde noget andet at handle med.

For når kunderne, som er donorerne, ikke vil betale en pris, der kan sikre et overskud, der gør virksomhederne, som er ngo'erne, i stand til at investere i alt fra vedligehold og indkøb af nye maskiner til de bedste medarbejdere og nyinvesteringer, så er det ganske enkelt umuligt at drive en sund forretning.

Men ikke i ngo-sektoren, hvor man – og tak for det – går langt for at bevare de humanitære kerneværdier.

Prisen risikerer medarbejderne så til gengæld at betale i form af lave lønninger og usikre ansættelsesvilkår.  

Medarbejdere, der arbejder for at hjælpe andre, fortjener selv at arbejde under rimelige og retfærdige vilkår.

At gøre verden til et bedre sted bør ikke ske på bekostning af medarbejdernes egen trivsel og mentale sundhed.  

I flyvemaskiner gælder reglen, at man skal tage sin egen iltmaske på først, før man skal hjælpe andre.

For gør man ikke det, kan man slet ikke hjælpe. 

Donorer bør hjælpe med at sikre, at der er iltmasker at tage på.

Og så må ngo'erne selv huske, at den regel også gælder i en sektor, der brænder for at gøre noget for mennesker med behov for hjælp. Men som ind imellem selv gisper voldsomt efter vejret.